Festivalsæsonen er skudt i gang
Den danske sommer kan være en lunefuld affære, men selvom vejret selvsagt spiller en rolle for oplevelsen, er vi pjattede med festivaler i Danmark.
Festivalarmbånd er som stjerner på skulderen
Hvis du er ægte festivaljunkie, er det en udsøgt prestige at have et arsenal af forskellige festivalarmbånd – og her kan du godt glemme alt om devisen ”less is more”, for less er bestemt ikke more. More er more, og jo flere festivalarmbånd du har, desto højere rang har du i andre festivaljunkies øjne. Det er som et militært hierarki, og dine festivalarmbånd er dine distinktioner. Men i modsætning til militæret, skal du dog ikke igennem værnepligt eller andre nedtursopgaver, før du kan feste med på samme niveau som de højest dekorerede veteraner. Her er det nemlig fællesskabet og festen, der er i fokus – og ikke hvor mange gange du har prøvet det før. Men én ting er de officielle festivalarmbånd fra Roskilde, Skanderborg, Vig, Nibe, Samsø, Northside, Jelling, Nordals eller hvor din yndlingsfestival nu engang finder sted, noget helt andet er de mindre officielle festivalarmbånd, som er blevet mere og mere populære henover de senere år som følge af den vilde ”camp mentalitet”, som er en slags fest i festen.
Lav jeres egne festivalarmbånd til campen
Hvis du har været på én af de store danske festivaler som Skanderborg eller Roskilde, har du næppe kunnet undgå at bemærke livet og stemningen i campingområdet. Mange holder deciderede temafester i deres camps, og det gør unægteligt hele oplevelsen en lille smule bedre, at det ikke kun er på selve festivalpladsen, at der er fest og farver. Nogle gør faktisk så meget ud af deres camp, at de laver deres egne festivalarmbånd med eget design til campen, så man ved, at de folk der er tilstede, har bidraget til festen på den ene eller anden måde. Det kan nemlig hurtigt koste en ret anseelig sum penge, at holde en fest kørende i flere dage, skulle vi hilse og sige.
Pas på falske billetter
Som sagt er festivaler i Danmark utroligt eftertragtede, og mange melder om udsolgt flere måneder forud for at festivalen finder sted. Det er selvfølgelig fedt nok, men det åbner desværre for en masse svindlere, der vil forsøge at skabe profit på din festivalhunger og sælge dig ugyldige – eller endda falske billetter eller armbånd. Selvom det hele måske ser meget officielt og ægte ud, så risikerer du at betale for en print-selv-billet, der er distribueret ud til flere og som selvsagt kun virker for den første, der bruger stregkoden. Forbrugerrådet Tænk har lavet en guide til dig, der ikke nåede at få fingrene i en billet, men som gerne vil til festival. Gør dig selv en tjeneste, og læs den inden du køber billet af en privatperson. Der er nemlig ingen forsikring, der dækker dig, hvis det viser sig at din billet er falsk.
Men lad os nu ikke spolere glæden. Hvis du passer på svindlere og er opmærksom, skal det nok gå alt sammen. Husk at få pakket fornuftigt, tag telefonen når mor ringer og hav et brag af en fest. Så skal det nok blive en god festivalsommer.