Festivaldagbog: Tønder Festival - Dag 2
Lidt mere blæst, lidt mindre regn, lidt flere solæg og en del bedre musik.
Michael Pallisgaard rapporterer vanen tro fra Tønder Festival
Torsdagens hovedmenu bestod for undertegnede af navne som Vincent Neil Emerson, Dan Sultan, Gangar, Jubilæumskoncerten og slutteligt Sivert Høyem, hvor sidstnævnte endelig blev sat i passende rammer i Telt 1 ud på de sene aftentimer lige før midnat.
Men lad os tage det i relativ kronologisk rækkefølge, for Vincent Neil Emerson fremstod ægte, gennemført og sårbar i sin optræden på Bolero. For de uindviede er Bolero en ret intim scene, der i flere år bare gik under navnet Spejlteltet blandt menigmand.
Vincent sad som det absolutte centrum på scenen og som en ensom majestæt krængede han sin sjæl ud, og fortalte/sang blandt andet om tvivlen ved sin egen karriere og vel sagtens sin egen eksistens. Bare en mand, hans guitar og en cowboyhat. Mere af den slags tak. Køen til teltet viste da også, at Vincent nemt kunne pakke sin tvivl væk.
I modsætning til Open Air koncerten dagen før, var Dan Sultan placeret på Klubscenen, der på mange måder er en af de mest undervurderede scener, for foran scenen står man under 2 meter fra den udøvende musiker.
Det var ægte, det var følsomt og det var præcis som en koncert med Dan Sultan skulle være - også selv om konferencieren fik introduceret ham som Dan Sullivan. Man kunne vel som minimum kræve, at man har styr på hvem der er på scenen?
Heldigvis tog Dan og bandet det med godt humør og fik joket godt og grundigt med præsentationen - og der var også plads til at gære grin med koncerten dagen før, hvor han tørt konstaterede, at de tre-fire personer der så koncerten, også var på plads i teltet.
Gangar er en historie for sig, for magen til Norsk galskab skal man lede længe efter, selv på festivallens mindste scene - Jamteltet, hvor de bandets fem ret unge medlemmer formåede at skabe en fest, der greb om sig, så folk uden for teltet stod med store smil på læben og dansede det bedste de havde lært. Man kan naturligvis undre sig over, hvordan en flok unge fyre har fået interessen for den nordiske folkrootsmusik, men med en solid gang inspiration fra rock, metal og jazz, har de nærmest genfortolket genren og givet os en musikalsk oplevelse af en anden verden.
Jeg ville ønske jeg kunne fortsætte de positive takter, men desværre lod jubilæumskoncerten meget tilbage at ønske. Intentionerne var gode, men det blev et meget rodet arrangement med et sammensurium af optrædener uden hoved eller hale, og med forholdsvis lange pauser mellem de enkelte indslag. En kæmpe skam, når man har formået at samle store navne som Allan Taylor, Jacob Dinesen, Jonah Blacksmith, Mary Gauthier, Signe Svendsen og Kellie Loder.
Den slags må man simpelthen kunne gøre bedre og selv bland publikum var stemningen gradvist mere og mere udmattende og opgivende. Personligt savnede jeg en rød tråd i koncerten. En solid gang storytelling fra de spæde år og frem til i dag, kunne eventuelt have været en ide?
Sivert Høyem, mine damer og herrer. Endelig kom den norske mørkemand til sin ret. Telt 1, kort før midnat, en positivt fortættet stemning, dunkel belysning og en dyb vokal. Det var præcis som det skulle være. Publikum lod sig hurtigt tryllebinde af de mørke toner og den dunkle folk-rock, der klædeligt forsvandt ud i nattens mørke. Hvis du ikke allerede har hørt om Sivert Høyem og/eller Madrugada, kan jeg kun anbefale at du udvider din musikalske horisont med dem.
Status efter dag 2?
Alt i alt et lille nøk op i forhold til dagen før. Mængden af kolde øl er øget, ligesom det vejrliget også øger sin tilstedeværelse med rigeligt blæst og sporadiske byger. Fantastisk kombination til en afdanket dyreskueplads.
