Film

‘Fast & Furious’ bliver til live-action TV-serie hos Peacock

Family Business!

Det virker som om, Fast & Furious-franchisen nægter at trykke på bremsen foreløbigt. Selvom den kommende ellevte film længe har været omtalt som afslutningen på hovedserien, er Universal allerede klar til at sende universet videre over på streaming.

Under NBCUniversals store Upfront-præsentation i New York annoncerede Vin Diesel nemlig, at en live-action Fast & Furious-serie officielt er under udvikling til Peacock.

Og ja – Diesel gik naturligvis fuld Dominic Toretto på scenen.

Vin Diesel teasede fire forskellige serier

Det hele blev hurtigt lidt kaotisk, da Vin Diesel fortalte publikum, at Peacock var ved at udvikle hele fire forskellige serier fra Fast-universet. Kort efter begyndte flere branchemedier dog at korrigere historien.

Ifølge blandt andre Variety er der i øjeblikket kun én live-action-serie, som reelt er sat i udvikling.

Det ændrer dog ikke på, at Universal tydeligvis ser Fast & Furious som en franchise, der kan leve videre langt ud over biograffilmene. Vin Diesel bliver selv executive producer på serien, og ifølge ham har ideen om at udvide universet til tv eksisteret i årevis.

På scenen forklarede Diesel, at projektet først for alvor blev muligt, da NBCUniversal-chefen Donna Langley begyndte at overse hele satsningen. Ifølge Diesel var det vigtigt, at seriens DNA – familietemaet, karaktererne og den globale appeal – blev beskyttet i overgangen til streamingformatet.

Fra gaderæs til global action-franchise

Det er næsten svært at forstå, hvor meget Fast & Furious-serien har udviklet sig siden den første film i 2001.

Det hele startede som en relativt simpel historie om ulovlige street races, tunede biler og undercover-politiet i Los Angeles. Men gennem årene voksede serien sig større og større, indtil den nærmest blev til sin egen Mission: Impossible-konkurrent med globale actionsekvenser, undervandsbiler, tanks og vilde stuntnumre.

Samtidig blev “familie”-temaet franchiseens helt store identitet. Det er også netop den del, Vin Diesel konstant fremhæver som hjertet i universet.

Franchisen har allerede eksperimenteret med spin-offs tidligere gennem Hobbs & Shaw med Dwayne Johnson og Jason Statham, men dette bliver første gang, Fast & Furious bevæger sig direkte ind i live-action tv-formatet.

Peacock satser hårdt på store franchises

For Peacock giver satsningen ret god mening. Streamingplatformen har de seneste år haft succes med at udvide kendte Universal-franchises til serieformat.

Både Ted, Chucky og Pitch Perfect har fået streaming-spin-offs, som har holdt liv i universerne mellem de store filmudgivelser.

Fast & Furious er dog uden sammenligning den største franchise af dem alle. Serien har globalt omsat for milliarder og har udviklet sig til et af Universals vigtigste brands overhovedet.

Hvad kommer serien til at handle om?

Det er stadig ekstremt begrænset, hvad der er sluppet ud omkring handlingen.

Der er endnu ingen information om, hvorvidt serien følger kendte karakterer fra filmene eller introducerer et helt nyt crew af racerkørere og kriminelle. Men hvis man kender Fast & Furious-universet bare en smule, er det svært at forestille sig, at serien bliver lille og jordnær.

Tværtimod virker det sandsynligt, at Peacock kommer til at forsøge at ramme samme blanding af eksplosiv action, internationale locations og overdreven blockbuster-energi, som filmene er blevet kendt for.

Og selvom hovedfilmene måske nærmer sig målstregen, ser det ud til, at Fast-sagaen langt fra er færdig med at fylde tanken op.