Facts Of Life #4
My point of view
Lige nu sidder jeg og tænker tilbage på de ting, jeg skrev, før vi trådte ind i dette herrens år 2007. Jeg skrev i min sidste Facts Of Life, at et nyt år var en chance for en ny begyndelse, en frisk start på tingene. At man skulle omfavne dette nye år i stedet for at fnyse hånligt med tankerne på alle de dårlige ting, som var sket det forgange år.
Jeg havde virkelig noget at se frem til her i 2007. Nyt job, som jeg ikke kunne vente med at starte på, håbefulde løfter om et bedre jeg og den længe ventede tilbagekomst fra min rejsende søster. Ja, dette år skulle være mit år, og året hvor jeg havde besluttet mig for at blive voksen. Den 22. januar bristede mine illusioner, og min forestilling om livet i al dens enkelthed smuldrede for øjnene af mig.
Min søster døde i en alder af 24 år. Under en måned før hendes 25 års fødselsdag endte hendes liv. Jeg fandt hende om natten, så hende i øjnene og mærkede hendes frygt, fik hende på hospitalet, var ved hendes side, fik ringet til vores forældre i Jylland, fik familien her i København ind på hospitalet, svarede på spørgsmål og udfyldte papirer. Og midt i al dette stod jeg, den mest ensomme person i hele verden.
En blodprop i lungen endte hendes alt for korte liv. Et liv hvor hun ikke røg og drak, men derimod løb, dyrkede sport og havde et aktivt liv med venner og studier.
'Se på mig for helvede'. Ordene kommer samtidig med tanken om det liv, man selv føre. Rygning, hor, alkohol, fed mad og ingen motion. En livsstil, som jeg ved, jeg fører og nyder det, selvom mit indre selvvære skriger på luft og nye tider. Så hvorfor er det min søster, som dette skulle ske for? Hvorfor er det altid dem, som aldrig har bedt om det, som får denne lussing?
Nu en lille måned efter alt dette er sket, har jeg stadig ikke fået svar på alle mine spørgsmål. Jeg finder desuden på nye hele tiden, så min tænketank er ved at blive fyldt godt ud. Det største spørgsmål er nok: 'Hvordan kommer jeg videre?'.
For livet skal jo fortsætte, med mig som den fandens lille brik i dette spil af tilfældigheder. Et spil som vi alle har valgt at spille, selvom vi ved at der er konsekvenser ved hvert træk, vi tager. Men vi tager dem alligevel og hopper hovedløst videre til næste felt, hvor en ny lussing eller belønning venter. For det er det, vi gør som mennesker. Vi folder vores vinger ud og flyver væk, hvor vi måske skulle have blevet på jorden. Vi omfavner livet og skubber det væk, når regnen sætter ind. Op og ned, hele tiden i en følelsesmæssig rutschebane, som vi ikke bare lige kan stoppe. Så det er bare med at holde fast og få det bedste ud af turen.
Jeg er jo pludselig enebarn og står med alle de her tanker om, at nu er det mig, som min mor og far har tilbage, og hvad indebærer det? At nu er det mig som står med ansvaret for at give dem børnebørn, eller nu er det mig, som pludselig helt og alene engang skal stå med sorgen om at have mistet sine forældre. Det er disse tanker, som nager mig mest, for jeg kan måske godt klare mig selv, men hvordan tackler man sine forældres sorg?
Jeg har regnen over mig lige nu, og selvom at udsigten til sol ligger og lurer i horisonten, må jeg på bedste vis prøve at finde ly. Den lille smule læ for stormen, har jeg fundet i mine omgivelser. Jeg har altid vidst, at de var der, men det er først nu jeg forstår den virkelige mening bag ordene venskab og familie.
Min familie vil altid være der, og den kærlighed som er forbundet med familiære bånd er blot blevet stærkere efter dette. Det er jo kendt, at når en tragisk hændelse forekommer, så samles man omkring tragedien og snakker om de ting, som engang var og de oplevelser, man i fællesskab har haft. De sjove, de sære og de triste. Ja, de ting som man nu indser, at man ikke ville have været foruden. Man sidder sanseløst i øjeblikket og fanges af en rungende tomhed, som på samme tid bliver fyldt op hele tiden af de minder, som ingen kraft kan tage fra en. Det er lige netop disse øjeblikke, som former de ting, som sker omkring os, for livet er jo ikke andet end en lang række øjeblikke, som bliver sat sammen til et sammendrag, vi nu engang kalder livet. Som familie klarer vi den, og som familie vil vi altid bestå i kraft af de øjeblikke, som har bundet os sammen.
Familie er ikke kun gener og fødselsattester. Nej, det er så meget mere! Det er den person, som står ved din side, når regnen slår allerværst. Familie er, når man kigger en anden person i øjnene og mærker en dybere forståelse, og man får svar på sine spørgsmål uden at have ytret et ord.
Denne form for familie fandt jeg i mine venner.
De mennesker som jeg blot har kendt i et år, ja nogle blot et halvt. Jeg flyttede til København med forhåbninger om en ny tilværelse og glædede mig til en masse nye bekendtskaber. Havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville finde en ny familie her i København. Nogle personer som åbnede deres døre og gav mig deres tid, når jeg havde brug for det, men ikke havde bedt om det. Mads, Christian, Anders og Jakob, I er uden tvivl en af grundende til, at jeg lige nu sidder med forhåbninger om en bedre dag i morgen. Man siger, at man ikke kan sætte sig i en anden persons sted, når sådan noget her sker, men I har til fulde fået min evige respekt for den sympati og medfølelse, I har vist mig i denne svære tid.
Så ja, 2007 har ikke fået den start, som jeg havde troet, og resten af året vil med garanti bære præg af dette. Så det er lidt med triste miner, at jeg nu skal lære at leve igen, men med de værktøjer jeg har af dejlige venner rundt om i landet, en kærlig familie, et støttende og fantastisk job. Så er udsigten til at solen atter vil vise sig, noget som kommer nærmere, for hver dag der går.
En blodprop i lungen endte hendes alt for korte liv. Et liv hvor hun ikke røg og drak, men derimod løb, dyrkede sport og havde et aktivt liv med venner og studier.
'Se på mig for helvede'. Ordene kommer samtidig med tanken om det liv, man selv føre. Rygning, hor, alkohol, fed mad og ingen motion. En livsstil, som jeg ved, jeg fører og nyder det, selvom mit indre selvvære skriger på luft og nye tider. Så hvorfor er det min søster, som dette skulle ske for? Hvorfor er det altid dem, som aldrig har bedt om det, som får denne lussing?
Nu en lille måned efter alt dette er sket, har jeg stadig ikke fået svar på alle mine spørgsmål. Jeg finder desuden på nye hele tiden, så min tænketank er ved at blive fyldt godt ud. Det største spørgsmål er nok: 'Hvordan kommer jeg videre?'.
For livet skal jo fortsætte, med mig som den fandens lille brik i dette spil af tilfældigheder. Et spil som vi alle har valgt at spille, selvom vi ved at der er konsekvenser ved hvert træk, vi tager. Men vi tager dem alligevel og hopper hovedløst videre til næste felt, hvor en ny lussing eller belønning venter. For det er det, vi gør som mennesker. Vi folder vores vinger ud og flyver væk, hvor vi måske skulle have blevet på jorden. Vi omfavner livet og skubber det væk, når regnen sætter ind. Op og ned, hele tiden i en følelsesmæssig rutschebane, som vi ikke bare lige kan stoppe. Så det er bare med at holde fast og få det bedste ud af turen.
Jeg er jo pludselig enebarn og står med alle de her tanker om, at nu er det mig, som min mor og far har tilbage, og hvad indebærer det? At nu er det mig som står med ansvaret for at give dem børnebørn, eller nu er det mig, som pludselig helt og alene engang skal stå med sorgen om at have mistet sine forældre. Det er disse tanker, som nager mig mest, for jeg kan måske godt klare mig selv, men hvordan tackler man sine forældres sorg?
Jeg har regnen over mig lige nu, og selvom at udsigten til sol ligger og lurer i horisonten, må jeg på bedste vis prøve at finde ly. Den lille smule læ for stormen, har jeg fundet i mine omgivelser. Jeg har altid vidst, at de var der, men det er først nu jeg forstår den virkelige mening bag ordene venskab og familie.
Min familie vil altid være der, og den kærlighed som er forbundet med familiære bånd er blot blevet stærkere efter dette. Det er jo kendt, at når en tragisk hændelse forekommer, så samles man omkring tragedien og snakker om de ting, som engang var og de oplevelser, man i fællesskab har haft. De sjove, de sære og de triste. Ja, de ting som man nu indser, at man ikke ville have været foruden. Man sidder sanseløst i øjeblikket og fanges af en rungende tomhed, som på samme tid bliver fyldt op hele tiden af de minder, som ingen kraft kan tage fra en. Det er lige netop disse øjeblikke, som former de ting, som sker omkring os, for livet er jo ikke andet end en lang række øjeblikke, som bliver sat sammen til et sammendrag, vi nu engang kalder livet. Som familie klarer vi den, og som familie vil vi altid bestå i kraft af de øjeblikke, som har bundet os sammen.
Familie er ikke kun gener og fødselsattester. Nej, det er så meget mere! Det er den person, som står ved din side, når regnen slår allerværst. Familie er, når man kigger en anden person i øjnene og mærker en dybere forståelse, og man får svar på sine spørgsmål uden at have ytret et ord.
Denne form for familie fandt jeg i mine venner.
De mennesker som jeg blot har kendt i et år, ja nogle blot et halvt. Jeg flyttede til København med forhåbninger om en ny tilværelse og glædede mig til en masse nye bekendtskaber. Havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville finde en ny familie her i København. Nogle personer som åbnede deres døre og gav mig deres tid, når jeg havde brug for det, men ikke havde bedt om det. Mads, Christian, Anders og Jakob, I er uden tvivl en af grundende til, at jeg lige nu sidder med forhåbninger om en bedre dag i morgen. Man siger, at man ikke kan sætte sig i en anden persons sted, når sådan noget her sker, men I har til fulde fået min evige respekt for den sympati og medfølelse, I har vist mig i denne svære tid.
Så ja, 2007 har ikke fået den start, som jeg havde troet, og resten af året vil med garanti bære præg af dette. Så det er lidt med triste miner, at jeg nu skal lære at leve igen, men med de værktøjer jeg har af dejlige venner rundt om i landet, en kærlig familie, et støttende og fantastisk job. Så er udsigten til at solen atter vil vise sig, noget som kommer nærmere, for hver dag der går.
