Facts of life #2
My point of view
Det er koldt og vi er i november måned. Ja surprise, surprise, men alligevel kommer det altid som et chok for alle os som hader kulde, og savner de svedige armhuler fra sommerens varme favntag.
Vejret kan man altid snakke om og det er lige præcis hvad vi gør.Vi er jo så heldige at vi lever i et land med fire årstider. Ja det er faktisk en lille detalje som vi tager for givet, for der er faktisk ikke så mange lande derude som kan pryde sig af vinter, forår, sommer og efterår.
På trods af min åbenlyse glæde for varme, kan jeg nu godt blive lidt godt gammeldags sentimental, når jeg tænker på de forandringer, der sker omkring os i løbet af året.
Bladene falder af, sneen lægger sig som et lunt kram omkring os, naturen spirer og lover godt vejr, og til sidst før det hele starter forfra, melder solen og varmen sin velkomst. Det er da lidt fantastisk når man tænker over det, og det er det, vi måske er blevet lidt for gode til. For vi er sgu aldrig tilfredse, uanset om det er 40 grader i skyggen eller minus 10.
Vi skal altid brokke os og ønske os steder hen, som med garanti vil opfylde de tempererede fantasier vi nu engang har. Det er DERFOR vi altid kan snakke om vejret, for det giver os mennesker et godt grundlag for at gøre det vi nu engang er bedst bygget til: at brokke os.
Det vil jo også sige mig og ja, gu fanden brokker jeg mig da, når jeg vågner op med rimfrost på pikkemanden, fordi vejret pludselig har bestemt sig for at falde 15 grader i løbet af natten. Hvad er den af? Så vi kan nok ligeså godt indse, at vejret er ligesom et forsmået kvindemenneske, utilregneligt og hævngerrigt. Så vi bliver nødt til at tackle det med stiv arm, og lade forventninger om, at bedre tide er i vente, overskygge sorgen over at pakke sig ind i vanter og uld. Det er jo for eksempel snart jul, kære venner.
Nogle som måske vil komme til at fryse, er infik skrevet en rigtig tankevækkende artikel for et lille stykke tid siden, så jeg vil ikke tage emnet op igen.
Det som jeg måske gerne vil fokusere lidt på er vores evne til at kortslutte, når der skal tænkes på langt sigt. Hitler sagde engang, at han ville tage alle under-racer og placere dem på Madagascar, hvor de skulle være isoleret fra resten af verden. På den måde vidste man hvor man havde dem så de ikke kunne lave ballade.
Vi har to åbenlyse isolerings områder her i Kbh. Vi har Christania, hvor hashhandlen foregår, og så har vi Ungdomshuset, hvor anarkistiske undertoner er dagens melodi. Vi ved hvor vi har dem, og vi ved hvad de forskellige områder står for. Så spørgsmålene er jo lidt når politikerne snakker om at rive ting ned: Er de nu helt sikre på hvad de gør? Spreder vi ikke bare problemerne over et stort område, i stedet for at samle det hele? Jeg har absolut ikke noget kvalificeret svar, da jeg er splittet i min overbevisning om at det ene er bedre end det andet. Jeg ved i hvert fald bare, at når det handler om samfundskritiske affærer, så er der mange som gerne vil til fadet, og komme med deres meninger ,og danse lystigt rundt om den enebærbusk, som vi nu engang kalder samfundet.
Kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars, og det har aldrig været mere rigtig, og det sjove er, at vi aldrig har lignet hinanden mere end vi gør nu. Der, hvor misforståelserne opstår, er under den del vi kalder kommunikation. For 20 år siden havde det hele nok set anderledes ud, men nu her i 2006 lever vi i en verden som er bygget på forståelse og fælles ønsker om en bedre verden.
Derfor er vi blevet bedre til at acceptere andres ønsker og deres stræben på at blive bedre, og hvis der er nogen som tager teten i at blive bedre, så er det jer kvinder. Det er som om, at 100 års undertrykkelse pludselig kommer til sin ret, og kvinderne bare bliver hurtigere, bedre og dygtigere. I får bedre jobs, tjener flere penge og har styr på hverdagen.
Denne nyvundne magt har gjort en stor forskel i den måde, hvorpå I kvinder opfører jer nu om dage. Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men I er fandme blevet nogle stoddere, og i kølvandet på dette, strømmer kvinder som Pernille Aalund, Joan Ørting og hende Nynne, til bålet for at smide mere benzin på dette feministiske flammehav.
I bliver simpelthen bare mere og mere dominerende, og ved I hvad, piger? Vi kan sgu lide det vi ser. For i takt med at I bliver stoddere, så bliver vi mænd mere og mere omvandrende fisser. Prøv at kigge på os, piger, og fortæl mig hvad I ser. Lad mig fortælle jer lidt om det. Vi køber tøj som aldrig før, vi bruger penge på produkter som plejer vores sarte kroppe, voksbehandlinger og andet gejl, og vi bruger mere tid foran spejlet end Rudi Frederiksen bruger tid på Arto. Vi er simpelthen, med et fint ord, blevet metroseksuelle, og vi har det sgu egentlig godt med det.
Nå men det jeg vil frem til, da jeg nu startede ud med at sige at vi lignede hinanden, er, at vi har begge feministiske og maskuline træk, og vi er efterhånden blevet så ligestillede, at der NÆSTEN ingen konkurrence er mere, mellem mænd og kvinder. Dog er vi desværre også kommet et stykke væk fra hinanden, da udseende simpelthen ikke er nok nu om dage. Man kan være heldig at få hele pakken, men dem som ikke får den, er mindst ligeså heldige.
En kammerat spurgte mig forleden om min mening om Paris Hilton, og mit svar var, at hun da var meget lækker. Hvis du havde spurgt mig for 4 år siden, havde jeg med garanti skulle om på maven, hvis du blot nævnte hendes navn. Så hvad er det der gør, at jeg pludselig tænker anderledes?
Min teori er lidt denne, og har vist nævnt den før: Vi mænd her i 2006 vil simpelthen ikke stilles tilfreds med blot tits'n'ass, eller jo, det vil vi nok godt, men på et tidspunkt er det bare ikke nok. Vi vil have viljestærke kvinder som vi kan opføre os tosset med, og som har indstillingen og viljen til at fungere i et forhold. Hengivenhed bliver tit forvekslet med vanedannelse, og det er ikke det vi leder efter i et forhold. Vi leder ikke efter kvinder som knap nok kan kvalificere sig til handicap OL, fordi tøsebarnets intelligens er lig en sæk sphagnum. Nej, vi skal have kvinder som er sjove, søde og mest af alt intelligente. Se DET er sexet. Ja, nu skal jeg jo ikke udnævne mig selv til forholdsguru, men der er sgu da lidt sandhed i det jeg siger. Hvem af jer ville sige ja til spørgsmålet: "Vil du komme sammen med min snotdumme, lækre veninde?" Og hvis du svarer ja, hvor lang tid ville du kunne se dig selv i spejlet, mens resten af verden griner af dig?
Vejret kan man altid snakke om og det er lige præcis hvad vi gør.Vi er jo så heldige at vi lever i et land med fire årstider. Ja det er faktisk en lille detalje som vi tager for givet, for der er faktisk ikke så mange lande derude som kan pryde sig af vinter, forår, sommer og efterår.
På trods af min åbenlyse glæde for varme, kan jeg nu godt blive lidt godt gammeldags sentimental, når jeg tænker på de forandringer, der sker omkring os i løbet af året.
Bladene falder af, sneen lægger sig som et lunt kram omkring os, naturen spirer og lover godt vejr, og til sidst før det hele starter forfra, melder solen og varmen sin velkomst. Det er da lidt fantastisk når man tænker over det, og det er det, vi måske er blevet lidt for gode til. For vi er sgu aldrig tilfredse, uanset om det er 40 grader i skyggen eller minus 10.
Vi skal altid brokke os og ønske os steder hen, som med garanti vil opfylde de tempererede fantasier vi nu engang har. Det er DERFOR vi altid kan snakke om vejret, for det giver os mennesker et godt grundlag for at gøre det vi nu engang er bedst bygget til: at brokke os.
Det vil jo også sige mig og ja, gu fanden brokker jeg mig da, når jeg vågner op med rimfrost på pikkemanden, fordi vejret pludselig har bestemt sig for at falde 15 grader i løbet af natten. Hvad er den af? Så vi kan nok ligeså godt indse, at vejret er ligesom et forsmået kvindemenneske, utilregneligt og hævngerrigt. Så vi bliver nødt til at tackle det med stiv arm, og lade forventninger om, at bedre tide er i vente, overskygge sorgen over at pakke sig ind i vanter og uld. Det er jo for eksempel snart jul, kære venner.
Nogle som måske vil komme til at fryse, er infik skrevet en rigtig tankevækkende artikel for et lille stykke tid siden, så jeg vil ikke tage emnet op igen.
Det som jeg måske gerne vil fokusere lidt på er vores evne til at kortslutte, når der skal tænkes på langt sigt. Hitler sagde engang, at han ville tage alle under-racer og placere dem på Madagascar, hvor de skulle være isoleret fra resten af verden. På den måde vidste man hvor man havde dem så de ikke kunne lave ballade.
Vi har to åbenlyse isolerings områder her i Kbh. Vi har Christania, hvor hashhandlen foregår, og så har vi Ungdomshuset, hvor anarkistiske undertoner er dagens melodi. Vi ved hvor vi har dem, og vi ved hvad de forskellige områder står for. Så spørgsmålene er jo lidt når politikerne snakker om at rive ting ned: Er de nu helt sikre på hvad de gør? Spreder vi ikke bare problemerne over et stort område, i stedet for at samle det hele? Jeg har absolut ikke noget kvalificeret svar, da jeg er splittet i min overbevisning om at det ene er bedre end det andet. Jeg ved i hvert fald bare, at når det handler om samfundskritiske affærer, så er der mange som gerne vil til fadet, og komme med deres meninger ,og danse lystigt rundt om den enebærbusk, som vi nu engang kalder samfundet.
Kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars, og det har aldrig været mere rigtig, og det sjove er, at vi aldrig har lignet hinanden mere end vi gør nu. Der, hvor misforståelserne opstår, er under den del vi kalder kommunikation. For 20 år siden havde det hele nok set anderledes ud, men nu her i 2006 lever vi i en verden som er bygget på forståelse og fælles ønsker om en bedre verden.
Derfor er vi blevet bedre til at acceptere andres ønsker og deres stræben på at blive bedre, og hvis der er nogen som tager teten i at blive bedre, så er det jer kvinder. Det er som om, at 100 års undertrykkelse pludselig kommer til sin ret, og kvinderne bare bliver hurtigere, bedre og dygtigere. I får bedre jobs, tjener flere penge og har styr på hverdagen.
Denne nyvundne magt har gjort en stor forskel i den måde, hvorpå I kvinder opfører jer nu om dage. Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men I er fandme blevet nogle stoddere, og i kølvandet på dette, strømmer kvinder som Pernille Aalund, Joan Ørting og hende Nynne, til bålet for at smide mere benzin på dette feministiske flammehav.
I bliver simpelthen bare mere og mere dominerende, og ved I hvad, piger? Vi kan sgu lide det vi ser. For i takt med at I bliver stoddere, så bliver vi mænd mere og mere omvandrende fisser. Prøv at kigge på os, piger, og fortæl mig hvad I ser. Lad mig fortælle jer lidt om det. Vi køber tøj som aldrig før, vi bruger penge på produkter som plejer vores sarte kroppe, voksbehandlinger og andet gejl, og vi bruger mere tid foran spejlet end Rudi Frederiksen bruger tid på Arto. Vi er simpelthen, med et fint ord, blevet metroseksuelle, og vi har det sgu egentlig godt med det.
Nå men det jeg vil frem til, da jeg nu startede ud med at sige at vi lignede hinanden, er, at vi har begge feministiske og maskuline træk, og vi er efterhånden blevet så ligestillede, at der NÆSTEN ingen konkurrence er mere, mellem mænd og kvinder. Dog er vi desværre også kommet et stykke væk fra hinanden, da udseende simpelthen ikke er nok nu om dage. Man kan være heldig at få hele pakken, men dem som ikke får den, er mindst ligeså heldige.
En kammerat spurgte mig forleden om min mening om Paris Hilton, og mit svar var, at hun da var meget lækker. Hvis du havde spurgt mig for 4 år siden, havde jeg med garanti skulle om på maven, hvis du blot nævnte hendes navn. Så hvad er det der gør, at jeg pludselig tænker anderledes?
Min teori er lidt denne, og har vist nævnt den før: Vi mænd her i 2006 vil simpelthen ikke stilles tilfreds med blot tits'n'ass, eller jo, det vil vi nok godt, men på et tidspunkt er det bare ikke nok. Vi vil have viljestærke kvinder som vi kan opføre os tosset med, og som har indstillingen og viljen til at fungere i et forhold. Hengivenhed bliver tit forvekslet med vanedannelse, og det er ikke det vi leder efter i et forhold. Vi leder ikke efter kvinder som knap nok kan kvalificere sig til handicap OL, fordi tøsebarnets intelligens er lig en sæk sphagnum. Nej, vi skal have kvinder som er sjove, søde og mest af alt intelligente. Se DET er sexet. Ja, nu skal jeg jo ikke udnævne mig selv til forholdsguru, men der er sgu da lidt sandhed i det jeg siger. Hvem af jer ville sige ja til spørgsmålet: "Vil du komme sammen med min snotdumme, lækre veninde?" Og hvis du svarer ja, hvor lang tid ville du kunne se dig selv i spejlet, mens resten af verden griner af dig?
