Facebook og Instagram lancerer værktøjer til at bekæmpe afhængighed af sociale medier
Er du afhængig af sociale medier?
Kan I huske dengang, man kunne tage ud at spise, til fest eller sidde på en oppustelig flamingo i en pool, uden at alt skulle dokumenteres og deles på de sociale medier?
Nej, heller ikke mig.
De sociale medier bliver ofte beskyldt for at være afhængighedsskabende - og det med god grund. Undersøgelser har vist, at de påvirker vores koncentration negativt, og at vi generelt burde arbejde på at sænke vores forbrug.
Man burde måske tro, at det ikke var noget, folk bag sociale medier var enige i - men alligevel er det noget, Facebook og Instagram aktivt vil være med til at ændre. Det vil de gøre ved at implementere tre nye funktioner, som skal være med til at mindske vores forbrug af sociale medier.
1) Et aktivitets dashboard: Her kan du få et rigtigt wake up call og se, hvor meget tid du rent faktisk bruger på de forskellige apps. Det er også her, du kan se, om de næste to funktioner overhovedet er nødvendige for dig.
Selvom du sikkert allerede inden brug af funktionen ved, hvilken kategori du hører i..
2) En daglig reminder: Her kan du selv bestemme, hvor mange minutter på en dag, du vil bruge på den givne app. Når tiden så er gået, vil du få en reminder, der fortæller dig, at det er tid til at lukke ned for app'en for i dag.
3) Slå notifikationer fra i en tidsbegrænset periode: Skal du koncentrere dig ekstra meget den næste halve time? Så kan du slå notifikationer fra i en tidsbegrænset periode.
Facebook har ikke udtalt, hvornår disse funktioner vil blive implementeret, men kun fortalt at det vil blive snart. Og det bliver spændende at se, om det virker - og om det er noget, folk vil bruge.
Også mere end den ene uge, hvor vi alle lige vil prøve en digital detox..
[Via thenextweb]