Formel 1 i Miami har aldrig været bange for at køre lidt skævt af virkeligheden. Fake marina, fake vand – og nu: en falsk yacht så stor, at den får nogle parcelhuse til at ligne cykelskure.
Når der køres Grand Prix i Miami d. 3. maj, bliver det med udsigt til en 15 meter høj “superyacht”, som ikke kan sejle, men til gengæld er spækket med VIP-luksus og høj cigarføring.
En yacht uden hav – fordi, hvorfor ikke?
Det hele udspiller sig omkring sving 5-9 på Hard Rock Stadiums baneområde, hvor det såkaldte MSC Yacht Club bliver kronjuvelen i årets marina set-up. Tænk flydende luksus – bare uden det der med at flyde.
Yachten, som er bygget direkte på land, er 80 meter lang, 27 meter bred og rager op i 15 meters højde. Og selvom den hverken har anker eller skibsklokke, så mangler der intet på overdådighed.
Det får du ombord
Om du er champagne-nipper eller cocktail-kigger, så er der nok at vælge imellem, hvis du er blandt de udvalgte:
- Private cabanas tæt på banen – ja tak til dækrøg med en sidevogn af bobler.
- Dæk 1 er lounge og poolområde – perfekt til en afslappet pitstop-pause.
- Dæk 2 byder på skygge og mad fra Bagatelle – det franske luksusmærke, der normalt huserer på Rivieraen og i de tunge jetset-ligaer.
- Dæk 3 giver højere udsigt, bar og chillede vibes med overblik.
- Og så er der Captain’s Deck – stedet hvor man næsten føler, man har egen racerbane. 360 graders view og adgang for de få heldige (eller de virkelig rige).
Miami GP: Hvor showet er vigtigere end skruen i motoren
Miami Grand Prix har siden 2022 været Formel 1’s svar på Super Bowl – det handler ikke kun om at komme først, men om at gøre det med stil, konfetti og VIP-lister længere end en pitlane.
Deres fake marina gik viralt i de første år, hvor både stod på blå plastik og solbadede i falske bølger. Den idé elskede folk. Og nu er det altså tid til version 2.0 med en yacht, du faktisk kan gå ombord på.
Billetterne er i salg, og yacht-hypen er allerede begyndt at boble. Så hvis du drømmer om at se F1 med udsigt til dækrøg og designer-cocktails i skyggen af en ikke-flydende luksusbåd – så er det her, du skal være i maj.
Læs også: