Express Non-Stop - nyt album fra Alphabeat
I mandags smed Alphabeat deres nye hit ”Love Sea” ud i det store pophav, og sangen vil med garanti flyde ovenpå. Præcis som det var tilfældet med sangen ”Vacation”, der nåede helt til tops på den danske airplaychart tidligere i år. De fantastiske seks har nemlig en særdeles veludviklet evne til at sprede gode vibrationer gennem velkomponerede og iørefaldende sange. Det er skandinavisk poplyd spyttet ud med kærlighed, energisk sensommervarme – og en lille knivspids af melankoli.
Den opskrift gælder også for resten af det nye album, som udkommer den 24. september og får titlen, ”Express Non-Stop”.
Bag sig har Alphabeat over 1 million solgte albums og singler, et af årtiets absolut største hits, et album i den engelske top 10 samt tre år i den europæiske musikhovedstad, London, hvor de menneskeligt og musikalsk er modnet. Og så har de den sunde vane, at de altid søger nye impulser.
”Vi er et kærlighedsband. Ganske simpelt! Så der er stadig masser af kærlighed på den nye plade”, siger bandets kvindelige forsangerinde Stine Bramsen og fortsætter: "Vi har fokuseret meget på vibe i sangene, som f.eks. den tropiske sound på "Love Sea" og "Vacation". Og så har vi været grebet af en old-school feststemning man kender fra gamle 70'er og 80'er film - dem hvor alt kan, og vil, gå galt. Med det sagt, så rummer pladen også en god portion skjult melankoli og længsel. En længsel netop tilbage til den der tabte sommer, hvor man løb væk fra festen sammen, fik sit første kys og blev ramt af den første forelskelse, under stjernerne på en strand, hvor tankerne svømmer ud over bølgerne med retning mod solnedgangen i horisonten”.
Efter tre år i den musikalske hovedstad, London, hvor der blev kysset med Katy Perry, danset med Lady Gaga og festet på festivalscenen i Glastonbury, er de danske pophelte for en tid hjemme i Danmark igen. Her er de for at finde kreativ ro til det nye album, og optræde for tæt på 200.000 publikummer på årets Grøn Koncert tour. Albummet er indspillet i Alphabeats nye studie i København, hvor bandet selv har stået for produktionen: ”Vi er en selvkørende maskine, og det giver os komplet kontrol over hele processen. Og den følelse er blevet forstærket nu. Modsat mange andre pop-acts er vi et band af musikalske håndværkere. Det bidrager til feelingen, at man kan høre, at et nummer er skabt fra bunden. Det er nok også derfor, at mange som ikke kan lide pop, alligevel kan lide Alphabeat”, siger Anders SG.
Express Non-Stop” udkommer den 24. september.
Alphabeat spiller i forlængelse af albummet en stor turné, som pt. besøger følgende byer/steder:
Fr. 9. nov. Greve, Portalen
To. 15. nov. Frederikshavn, Det Musiske Hus
Fr. 16. nov. Vejle Musikteater
Lø. 17. nov. Esbjerg, Tobakken
To. 22. nov. Kolding, Godset
Fr. 23. nov. Aarhus, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal
Lø. 24. nov. Hørsholm, Trommen
To. 29. nov. Horsens Ny Teater
Fr. 30. nov. Herning, Fermaten
Lø. 1. dec. København, StoreVega
To. 6. dec. Odense, Magasinet
Lø. 8. dec. Ringsted Kongrescenter
To. 31. jan. Rødovre, Viften
Fr. 1. feb. Aalborg, Skråen
Lø. 2. feb. Grenå, Pavillonen
Fr. 8. feb. Struer, Folkets Hus
Lø. 9. feb. Randers, Værket, Ridehuset