Europa?
Det europæiske fællesskab er i en rivende udviklig - men kan befolkningen følge med?
Europasamarbejdet blev oprettet på baggrund af den politiske usikkerhed, som var blevet skabt i kølvandet på 2. Verdenskrig. Det blev oprettet med henblik på et samarbejde, som skulle gøre det umuligt for de stridende lande igen at bekrige hinanden. Mange ideer kom på bordet, og det skulle i den sidste ende udmunde sig i en fælles kul- og stålunion, som senere, sammen med Rom-traktaten, skulle skifte navn til EF. Vigtige aftaler om fri bevægelighed, på det fælles marked, blev grundlagt i Rom-traktaten.
Alle disse traktater og aftaler, som vi har været vidner til de sidste 50 år, har fulgt en bestemt køreplan, som arkitekterne bag fællesskabet skabte. En nøje planlagt køreplan, som gradvist skulle fjerne nationalstaten med henblik på en overstatslig europæisk institution, af nogle kaldet "De forenede europæiske stater". Denne udvikling har været med til at skabe en radikal ændring af mange landes interne politik.
Europasamarbejdet er gennem de sidste år blevet et gradvist større element i EU-borgernes bevidsthed. Samtidig med at nationalstaten har måttet afgive dele af dens suverænitet, har borgerne fra sidelinien oplevet et Europa, som har påduttet regler på lande og kulturer langt fra dem selv.
I form af EU-direktiver og aftaler har medlemslandene fået strenge politiske regler at følge. Seneste eksempel er Tyskland, hvor ca. 5 millioner nu står i ledighedens skygge. På baggrund af konvergenskravene, som bla. foreskriver, at medlemslandene ikke må have en offentlig gæld, som er større end 3 % af landets BNP.
Alle disse traktater og aftaler, som vi har været vidner til de sidste 50 år, har fulgt en bestemt køreplan, som arkitekterne bag fællesskabet skabte. En nøje planlagt køreplan, som gradvist skulle fjerne nationalstaten med henblik på en overstatslig europæisk institution, af nogle kaldet "De forenede europæiske stater". Denne udvikling har været med til at skabe en radikal ændring af mange landes interne politik.
Europasamarbejdet er gennem de sidste år blevet et gradvist større element i EU-borgernes bevidsthed. Samtidig med at nationalstaten har måttet afgive dele af dens suverænitet, har borgerne fra sidelinien oplevet et Europa, som har påduttet regler på lande og kulturer langt fra dem selv.
I form af EU-direktiver og aftaler har medlemslandene fået strenge politiske regler at følge. Seneste eksempel er Tyskland, hvor ca. 5 millioner nu står i ledighedens skygge. På baggrund af konvergenskravene, som bla. foreskriver, at medlemslandene ikke må have en offentlig gæld, som er større end 3 % af landets BNP.
Meget kan man sige om EU-samarbejdet, og meget er blevet sagt og skrevet, det er det mest omdiskuterede politiske emne siden 2. Verdenskrig. Der er både holdninger på den ene og den anden side. Tanken om et overstatsligt samarbejde kan for mange være skræmmende. Det afspejlede sig specielt i midten af 70"erne, hvor en stor del af den danske befolkning var yderst skeptiske over for EF-samarbejdet. Det kom bla. til udtryk i de demonstrationer, som kom oven på valget i 1972, hvor Danmark blev en del af fællesskabet med sine 4 forbehold om unionsborgerskab, ØMU"en, fælles forsvar og et overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender.
I dag mener jeg ikke, at befolkningen er så splittet som dengang, de fleste kan godt se de politiske og økonomiske fordele i fællesskabet. F.eks. har fløjpartier som SF lavet en 180 graders drejning og går i dag ind for EU.
Når man kigger bredt på det europæiske samarbejde, forekommer det mig som en nødvendighed, at de europæiske lande skal kunne få maksimalt udbytte af handel over landegrænserne. Samtidig sætter det gode politiske standarder. Disse ting er meget positive, dog er der stadigvæk mange elementer som spiller ind, når jeg skal udtale mig om min mening om EU. Ting som korruption, landbrugsstøtte, et overstatsligt samarbejde samt en stribe af skandaler af de demokratisk valgte politikere: Alle ting, som gør mig lidt mere forbeholden, og skeptisk over for samarbejdet.
Europa er en svær nød at knække; gennem tiden har det udviklet sig fra at være en handelsaftale til at være en overstatslig institution. For mange lande forekommer det dem, at hvis man først har sagt A, må man også sige B. Dette har medført en gradvis suverænitetsafgivelse sammen med et "traktat-ræs", som gennem tiden har bevirket, at en lang række lande har måttet stille sine egne politiske holdninger i skyggen af andre landes valgte politikere. Alt sammen til fordel for fællesskabet og det derfor tvivlsomme Europæiske demokrati.
Jeg syntes, det er tankevækkende, at en institution skal kunne reformere en demokratisk proces for flere millioner mennesker, alle med forskellige kulturer og normer. At afskaffe relativt velfungerende demokratier for stormagtsdrømmen i EU er vanvittigt. Det er næppe muligt at skabe et velfungerende demokrati for 350 millioner mennesker eller flere, der ikke engang taler samme sprog.
I dag mener jeg ikke, at befolkningen er så splittet som dengang, de fleste kan godt se de politiske og økonomiske fordele i fællesskabet. F.eks. har fløjpartier som SF lavet en 180 graders drejning og går i dag ind for EU.
Når man kigger bredt på det europæiske samarbejde, forekommer det mig som en nødvendighed, at de europæiske lande skal kunne få maksimalt udbytte af handel over landegrænserne. Samtidig sætter det gode politiske standarder. Disse ting er meget positive, dog er der stadigvæk mange elementer som spiller ind, når jeg skal udtale mig om min mening om EU. Ting som korruption, landbrugsstøtte, et overstatsligt samarbejde samt en stribe af skandaler af de demokratisk valgte politikere: Alle ting, som gør mig lidt mere forbeholden, og skeptisk over for samarbejdet.
Europa er en svær nød at knække; gennem tiden har det udviklet sig fra at være en handelsaftale til at være en overstatslig institution. For mange lande forekommer det dem, at hvis man først har sagt A, må man også sige B. Dette har medført en gradvis suverænitetsafgivelse sammen med et "traktat-ræs", som gennem tiden har bevirket, at en lang række lande har måttet stille sine egne politiske holdninger i skyggen af andre landes valgte politikere. Alt sammen til fordel for fællesskabet og det derfor tvivlsomme Europæiske demokrati.
Jeg syntes, det er tankevækkende, at en institution skal kunne reformere en demokratisk proces for flere millioner mennesker, alle med forskellige kulturer og normer. At afskaffe relativt velfungerende demokratier for stormagtsdrømmen i EU er vanvittigt. Det er næppe muligt at skabe et velfungerende demokrati for 350 millioner mennesker eller flere, der ikke engang taler samme sprog.
For mig at se, er det ikke alle demokratier i EU, som fungerer optimalt. Her er det de vestlige lande, som skal være forgangstalere for den gode demokratiske proces over for vores ti nye medlemslande. Vi skal sammen med samarbejdet få en god fælles handelspolitik, som sikrer fremtidig vækst og udvikling, i både øst og vest. Jeg mener dog, at man i flere tilfælde burde tage flere forbehold over for de enkelte landes kulturer og normer, så landet, og ikke mindst befolkningen ikke føler, at EU blot er en stormagt, som laver nogle direktiver, som skal følges til punkt og prikke, uden omtanke for egne interesser. EU kunne godt trænge til en lidt mere omsorgsfuld politik, med bløde værdier og omtanke for de enkelte, så det ikke fremstår som en stor kynisk maskine, der kun har et mål om gode tal på bundlinien.
Det er vigtigt at finde en fin balancegang i det nationale og overnationale samarbejde. En balancegang, som definerer, hvor grænsen går, for hvad EU bør og ikke bør blande sig i. Hvis ikke dette sker, tror jeg, at vi i fremtiden vil se et massivt oprør, som vil stille spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejde.
Nogle gange skal vi ikke være så bange for den udvikling vi i dag oplever. Historier begynder - og de holder op igen. Jeg mener, det er noget som mange danskere tit glemmer, når vi står over for nye skilleveje i vores udvikling. Vi glemmer ofte, at kigge 100 år tilbage og huske, hvordan samfundet så ud dengang. Både in
De fleste mennesker kan lide deres eget land, hvilket er en helt legitim følelse, som bevirker, at folk engagerer sig i demokratiske processer. Selvom vi måske bliver til en fælles institution med resten af Europa, med henblik på politiske ideologier, kan ingen tage vores stærke nationalføle fra os, den vil altid leve i sit bedste velgående.
Det er vigtigt at finde en fin balancegang i det nationale og overnationale samarbejde. En balancegang, som definerer, hvor grænsen går, for hvad EU bør og ikke bør blande sig i. Hvis ikke dette sker, tror jeg, at vi i fremtiden vil se et massivt oprør, som vil stille spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejde.
Nogle gange skal vi ikke være så bange for den udvikling vi i dag oplever. Historier begynder - og de holder op igen. Jeg mener, det er noget som mange danskere tit glemmer, når vi står over for nye skilleveje i vores udvikling. Vi glemmer ofte, at kigge 100 år tilbage og huske, hvordan samfundet så ud dengang. Både in
De fleste mennesker kan lide deres eget land, hvilket er en helt legitim følelse, som bevirker, at folk engagerer sig i demokratiske processer. Selvom vi måske bliver til en fælles institution med resten af Europa, med henblik på politiske ideologier, kan ingen tage vores stærke nationalføle fra os, den vil altid leve i sit bedste velgående.
Når vi skal kigge på argumenter, som træder i kraft, når vi skal argumentere for en øget integration i EU, er det vigtigt at kigge tilbage på, hvad ideologien og formålet bag samarbejdet var. Det var at skabe det indre marked med fri bevægelighed for kapital, arbejdskraft og serviceydelser. Samtidig oprettede man en fælles landbrugspolitik og atomenergis fællesskab, kaldet Euratom. Alle disse aftaler, er mere eller mindre blevet ført ud i livet med succes. Vores frie bevægelighed har bevirket en nedbrydning af toldmure og en standardisering af varer. Dette har skabt en stor økonomisk vækst og konkurrence i EU.
Med landbrugspolitikken, som er det mest centrale element i EU, har man lavet en aftale som medfører, at 330 mia., som er halvdelen af EU-budgettet, går til støtte af de europæiske landmænd. Det svarer til, at en gennemsnitlig europæisk familie hver betaler 12.000 kr. om året til landmændene. Formålet bag var at skaffe et selvforsynende Europa oven på 2. Verdenskrigs kriseramte Europa. I dag er vi gået fra fødevaremangel til at have en overproduktion, der er 4 gange så stor som behovet. Dvs. at vi lukker resten af verden ude fra det europæiske marked ved at indføre helt urimelige toldmure. Dette har medført, at mange ulandes landbrugsproduktion er blevet kørt i sænk, da de ikke har nogle at sælge deres billige varer til, samtidig med at EU dumper sine varer fra overskudslagerne til ulandene, til priser som er under deres egne.
Det virker som om, at landbrugspolitikken kører i en ond cirkel. Den deler Europa op i to fløje, som kæmper for hhv. en afvikling og en opretholdelse. Vi har set en reformering af landbrugsstøtten i 2003, som lagde op til en nedbrydning af toldmurene, men i sidste ende, grundet ekstrem lobbyarbejde fra sukkerindustrien, udmundede det sig i blot at være en omlægning af støtten. Fælles for fløjene er, at alle mere eller mindre går ind i det med egne interesser forrest. Det seneste, der er sket er, at WTO er begyndt at presse på, da resten af verden efterhånden godt kan se, at ordningen er forrykt.
Jeg mener, at vi skal passe på med ikke at indføre denne fælles integration alt for hurtigt ned over hovederne på de europæiske borgere. Den udvikling, som vi har oplevet siden Berlin-murens fald, er gået utrolig hurtigt. Hvem havde dengang troet, at vi skulle have åbne grænser, en fælles mønt, 25 medlemslande og snart en endnu mere overstatslig politik. Der er ikke noget at sige til, at mange borgere er forvirrede, og at holdningerne er lige så spredte, som kornet på EU"s overskudslagre.
I fremtiden står vi over for store udfordringer, som kræver at vi skal åbne sindet mere for det nye. Vi skal være villige til at lave nogle ofringer, i fællesskabets hensigt. For det er, hvad EU i bund og grund handler om.
Med landbrugspolitikken, som er det mest centrale element i EU, har man lavet en aftale som medfører, at 330 mia., som er halvdelen af EU-budgettet, går til støtte af de europæiske landmænd. Det svarer til, at en gennemsnitlig europæisk familie hver betaler 12.000 kr. om året til landmændene. Formålet bag var at skaffe et selvforsynende Europa oven på 2. Verdenskrigs kriseramte Europa. I dag er vi gået fra fødevaremangel til at have en overproduktion, der er 4 gange så stor som behovet. Dvs. at vi lukker resten af verden ude fra det europæiske marked ved at indføre helt urimelige toldmure. Dette har medført, at mange ulandes landbrugsproduktion er blevet kørt i sænk, da de ikke har nogle at sælge deres billige varer til, samtidig med at EU dumper sine varer fra overskudslagerne til ulandene, til priser som er under deres egne.
Det virker som om, at landbrugspolitikken kører i en ond cirkel. Den deler Europa op i to fløje, som kæmper for hhv. en afvikling og en opretholdelse. Vi har set en reformering af landbrugsstøtten i 2003, som lagde op til en nedbrydning af toldmurene, men i sidste ende, grundet ekstrem lobbyarbejde fra sukkerindustrien, udmundede det sig i blot at være en omlægning af støtten. Fælles for fløjene er, at alle mere eller mindre går ind i det med egne interesser forrest. Det seneste, der er sket er, at WTO er begyndt at presse på, da resten af verden efterhånden godt kan se, at ordningen er forrykt.
Jeg mener, at vi skal passe på med ikke at indføre denne fælles integration alt for hurtigt ned over hovederne på de europæiske borgere. Den udvikling, som vi har oplevet siden Berlin-murens fald, er gået utrolig hurtigt. Hvem havde dengang troet, at vi skulle have åbne grænser, en fælles mønt, 25 medlemslande og snart en endnu mere overstatslig politik. Der er ikke noget at sige til, at mange borgere er forvirrede, og at holdningerne er lige så spredte, som kornet på EU"s overskudslagre.
I fremtiden står vi over for store udfordringer, som kræver at vi skal åbne sindet mere for det nye. Vi skal være villige til at lave nogle ofringer, i fællesskabets hensigt. For det er, hvad EU i bund og grund handler om.
