Gear

EU er færdige med at lege: TikTok skal betale over 3,7 milliarder kroner

Bøden kommer fra det irske datatilsyn, som er hovedmyndighed for mange techgiganter i EU.

EU er færdige med at lege: TikTok skal betale over 3,7 milliarder kroner
Foto: Pixabay
Kathrine Frich
Af Kathrine Frich 4. april 2025

Det er ikke længere kun skærmtid, TikTok bliver kritiseret for.

Den kinesiskejede app er nu i centrum for en af de største bødesager i GDPR’s historie, og årsagen er lige så alvorlig, som den er global: Brugernes data er blevet sendt direkte til Kina ulovligt.

Mere end 3,7 milliarder kroner i bøde

Ifølge Bloomberg vil TikToks moderselskab, ByteDance Ltd., modtage en bøde på mere end 500 millioner euro, svarende til over 3,7 milliarder kroner, for ulovligt at overføre europæiske brugerdata til Kina.

Bøden kommer fra det irske datatilsyn, som er hovedmyndighed for mange techgiganter i EU, og forventes udstedt inden udgangen af april.

Undersøgelsen har vist, at TikTok har overtrådt EU’s databeskyttelsesforordning (GDPR) ved at give kinesiske teknikere adgang til personlige oplysninger fra europæiske brugere.

Kilder med kendskab til sagen siger, at TikTok vil få ordre på at stoppe denne praksis inden for en fastsat frist.

Selvom det endelige beløb og tidspunktet ikke er bekræftet endnu, vil bøden sandsynligvis blive den tredjestørste, det irske datatilsyn nogensinde har udstedt, kun overgået af Amazon (746 mio. euro) og Meta (1,2 mia. euro).

TikTok presses globalt

Mens TikTok nu står med en gigantisk regning i Europa, er presset ikke mindre i USA.

ByteDance har frem til 5. april til at finde en ny ejer til TikToks amerikanske forretning, hvis appen ikke skal blive helt forbudt i landet.

Amazon og det mindre kendte firma AppLovin har angiveligt allerede meldt sig som interesserede købere af den globale app, der tidligere er blevet vurderet til 420 milliarder kroner.

Med andre ord: Det er ikke bare dansevideoer og beauty hacks, der er på spil, det er geopolitik, big data og milliarder af kroner.

TikTok har tidligere været i søgelyset i EU. I 2023 fik appen en bøde på 345 millioner euro for mangelfuld håndtering af børns persondata.

Nu understreger det irske tilsyn endnu en gang, at EU ikke tolererer techgiganters lemfældige omgang med borgernes data, især ikke når det foregår på tværs af grænser.