Et portræt: Lewis Hamilton
Fra gadedreng til verdensmester
Med fem Formel 1 verdensmesterskaber til sit navn og godt på vej til det sjette er Lewis Hamilton skrevet ind i historien som en af de største racerkørere nogensinde. Men Lewis er mere end bare en dygtig racerkører, og det var langt fra skrevet ind i kortene, at han skulle blive den komet, som han er i dag.
Hamilton voksede op i den engelske provinsby Stevenage 50 kilometer nord for London. Som barn af en hvid mor og en sort far identificerede han sig som sort og oplevede ifølge egne udtalelser en del racisme i sin opvækst. I de tidlige barndomsår boede han hos sin mor, og når han var på besøg hos faderen, boede han på sofaen, hvor han fra en tidlig alder blev flasket op med Formel 1-løb på fjernsynet.
Lewis’ far, Anthony Hamilton, var en ivrig racing-fan, og da han opdagede sønnens stigende interesse for samme hobby, var han ikke sen til at opdyrke interessen. Som 5-årig kørte Lewis med fjernstyrede biler, og her fik faderen øje på sønnens exceptionelt gode øje-hånd-koordination.
Da Lewis fyldte 8 år, købte faderen en brugt go-kart i lokalavisen, og da de mødte op på den lokale go-kart bane for første gang, blev der skævet til de nytilkomne, der skillede sig ud alene på grund af hudfarven. Tvivlen blev dog hurtigt gjort til skamme, da Lewis hurtigt viste talent og inden længe begyndte at vinde løb - og med tiden vandt det britiske go-kart Cadet Class-mesterskab.
I 1995, da Lewis var 10 år gammel, havde han et skæbnemøde med Ron Dennis, McLaren Formel 1’s teamchef.
Ron Dennis var allerede på det tidspunkt et ikon inden for Formel 1. Som teamchef for McLaren stod han bag konstruktørmesterskaber og verdensmestre såsom Niki Lauda, Alain Prost, Aurton Senna og Mika Häkkinen.
Hamilton mødte sit idol, og bad ham om en autograf. I samme ombæring hilste den 10-årige racerkører Formel 1-bossen med en selvsikker introduktion: “Hej. Jeg er Lewis Hamilton. Jeg vandt det britiske mesterskab, og en dag vil jeg køre i dine biler.”
10-årige Hamilton til McLaren F1 chef Ron Dennis: Hi. I'm Lewis Hamilton. I won the British Championship and one day I want to be racing your cars."
Dennis, der holdt et skarpt øje med de unge talenter på den britiske scene, skrev i autografbogen: Giv mig et kald om 9 år. Så kigger vi på det.
Formel 1 er ikke en let tilgængelig sport. Historisk har den været forbeholdt talenter, der havde en vis kapital i ryggen, og for en sort mand med en far der ikke nødvendigvis var godt bemidlet, var det nærmest en umulig tanke. Alligevel arbejdede Hamilton senior for det. Han tog alle de sidejobs, han kunne ved siden af sin hovedbeskæftigelse som IT-supporter for at understøtte sønnens hobby og mulige karriere.
To år efter var den 12-årige Hamiltons talent så åbenlyst, at den britiske bookmaker Ladbrokes kørte et væddemål til odds 40/1 på, at Hamilton ville ses på sejrspodiet til et Formel 1 Grand Prix inden sin 23. fødselsdag. Det væddemål skulle vise sig at være en god deal - Hamilton vandt nemlig sit første løb den 10. juni 2007, som 22-årig.
I go-kart-klassen fortsatte Lewis sin sejrsbølge, og tog det ene løb efter det andet, og da han i 1998 vandt Super One og sit 2. britiske mesterskab, fik han et telefonopkald. Det var Ron Dennis, der indfriede sit løfte - seks år tidligere end "aftalt". Lewis blev indlemmet i McLarens udviklingsprogram for racerkørere med en kontrakt, der bød på en mulig plads i Formel 1-sædet. Den aftale skulle med tiden skrive Hamilton ind i historiebøgerne som den yngste kører nogensinde og for at sikre sig en kontrakt, der ville placere ham i Formel 1.
Frem til 2006 avancerede Hamilton lynhurtigt i racermiljøet. Gokart blev til Formel Renault, Formel Renault blev til Formel 3, og i 2007 avancerede han til GP2.
I slutningen af 2006 kom den helt store chance. McLaren-holdet stod til at miste Juan Pablo Montoya til Nascar og Kimi Räikkönen til Ferrari, og Hamilton blev valgt som holdets nye 2. kører med Fernando Alonso i førstesædet. Beslutningen blev dog hemmeligholdt i to måneder, da man frygtede, at nyheden ville blive overset i forbindelse med Michael Schumachers forestående pension fra Ferrari.
En ny champ betræder asfalten
Lewis Hamilton kørte sit første Formel 1 løb i 2007 og slog alle rekorder for en rookie. Hamilton afsluttede sin første sæson med fire vundne løb og en samlet 2. plads i sæsonen blot 1 point under Kimi Räikkönen og sidestillet med McLarens førstemand Fernando Alonso.
Men Hamiltons talent kastede en skygge over forholdet med Alonso - Hamilton følte, at han blev tvunget ind en support-rolle og måtte flere gange vige pladsen for Alonso. I slutningen af 2007-sæsonen forlod Alonso teamet, og der blev spekuleret i, at rivaliseringen mellem de to racerkørere gjorde udslaget i den beslutning.
Ved indgangen til 2008-sæsonen tegnede Hamilton en fire-årig kontrakt pået tocifret millionbeløb med McLaren. Kursen var sat, og 2008 blev endnu en rekordsæson for Hamilton, der ved udgangen af året endnu en gang kunne skrives i historiebøgerne - nu som den yngste Formel 1-mester nogensinde i en alder af 23 år (og 300 dage). Den rekord blev dog senere slået af Sebastian Vettel, der i 2010 blev mester i en alder af 23 år og 134 dage.
Mercedes’ mand
Det lykkedes ikke Hamilton at tage flere mesterskaber under McLaren F1’s faner, så da Mercedes AMG overtog Hamilton i 2013-sæsonen, var det ikke en direkte champ, de havde kapret sig.
Mercedes-teamet havde på det tidspunkt ikke været en direkte udfordrer til mesterskabstitlerne i Formel 1, og offentligheden så det mildest talt som lidt af et sats for Hamilton. Formel 1-sæsonen 2013 var ikke en imponerende omgang for Hamilton, men han formåede at holde hovedet oven vande, og det skulle vise sig at være vigtigt.
Verdensstjernen rejser sig
2014. Nye regler for kørernumre betød, at kørere kunne vælge sig et nummer, som de nu kunne bruge resten af deres Formel 1-karriere. Lewis vælger nummer 44 som et nostalgisk tilbagekald til sine go-kart dage, og de nye regulativer om turbo-hybridmotorer placerer Mercedes som et af favoritholdene til den forestående sæson. I løbet af 2014 blæser Hamilton sig igennem 11 løbssejre og ender året med at tage sit 2. verdensmesterskab. Han fortsætter den gode stil og tager sit tredje verdensmesterskab i 2015.
2016 må han slå sig til tåls med en samlet 2. plads i mesterskabet, inden han for alvor træder i karakter og vinder sit 4. og 5. mesterskab i 2017 og 2018.
Ikonet
Lewis Hamilton er ikke blot en mester i motorsporten. Igennem opvæksten og de tidlige år i Formel 1 gjorde han meget for at passe ind - for at opføre sig som en racerkører nu bør og som der forventes. Men i takt med at hans talent og sejre har talt hans sag, er hans personlighed blomstret op, og interesserne for både musik og mode er blevet en stor indikator for hans person.
Der er ikke noget at sige til, at en ung og flot Formel 1-champ kører med klatten - og tilbage i 2007 blev hans privatliv ekstra eksponeret, da han begyndte at date Nicole Scherzinger, forsangeren fra Pussycat Dolls. Parret gik officielt fra hinanden i 2010 for at fokusere på deres respektive karrierer, men de blev ofte set sammen frem til 2015.
I dag er Hamilton en meget eftertragtet ungkarl med lidt af hvert på sit bord.
Verdensstjerne? Tjek.
Champen har over 12 millioner fans på Instagram, hvor han ud flittigt deler ud af sine oplevelser fra racerbanen, mens han involverer sig med både fans og andre megastjerner på platformen.
Modebevidst? Tjek.
Lewis Hamilton er gennem tiden blevet hyldet for sin stil. Gennem årene har han udvist en mere og mere ekstravagant smag, der dog har sine rødder i gademoden, som han er opvokset med. Denne stil blev komplimenteret af modeikonet Tommy Hilfiger til et modeshow, hvor begge var til stede. Siden da trådte modebrandet til som en af hovedsponsorerne for Mercedes AMG Petronas-teamet - og det blev startskuddet til et samarbejde, der så dagens lys i 2018 som et undermærke til Tommy Hilfiger. TOMMYXLEWIS, der i første omgang tog sin inspiration fra både racerbanen og gadebilledet, blev modtaget med stor succes, og ifølge Hamilton selv stod den første kollektion for en stor del af det amerikanske salg af herretøj i de første uger på markedet.
Foruden Tommy Hilfiger har Lewis indgået eksklusive sponsorater med sportsmærket Puma, urmærket IWC og senest solbrillemærket Police - og på den måde må man sige, at han er ganske godt klædt på.
Rig? Tjek, tjek, tjek.
Som en af verdens bedste sportsstjerner, trækker Hamilton både store honorarer fra sin Formel 1-karriere, men også ekstreme beløber fra sponsorater og samarbejder med blandt andet modemærker og en god kontrakt med Monster Energy, der har opkaldt en energidrik efter ham. Ifølge det amerikanske finansmagasin Forbes, har Hamilton tjent over 350 millioner kroner blot i løbet af første halvår i 2019.
Som racerkører har han selvfølgelig også en imponerende bilsamling, der ud over en håndfuld Mercedes-vogne, består af en Ferrari LaFerrari og to urestaurerede AC Cobraer fra 1967. Og så er der selvfølgelig privatjetten samt en sort og rød Bombardier Challenger 605.
De mange, mange penge som han har tjent i løbet af karrieren, er blandt andet gået til en fast bopæl i form af et 100 millioner kroners hus i Monaco, en lejlighed i New York og et landsted i Colorado - som han håber at kunne bo i, når han går på pension som en af verdens mest succesfulde mænd i motorsporten.