Et [fiktivt] interview med Anne Grethe Bjarup Riis - Del 3

Den episke afslutning

Skrevet af Lasse Madsen

| Verden og Oplevelser
| 4,3K

Et [fiktivt] interview med Anne Grethe Bjarup Riis - Del 3

Kære læsere, det er med en stor glæde i mit hjerte, at jeg kan meddele min vellykkede flugt fra Anne Grethe Bjarup Riis’ kælder, hvor jeg, som de trofaste ved, har været fange i et ukendt antal måneder. Efter jeg afslørede Anne som lederen af et kæmpe netværk af undergrundsprostitution, måtte jeg gå igennem, hvad der kun kan beskrives som et syv måneders helvede.
Well, det er slut nu. Jeg slap væk. Jeg kan desværre ikke sige det samme for alle de uskyldige piger, der har måttet lade livet for denne kvindes økonomiske profit.

På trods af at han aldrig kom mig til hjælp, er jeg gået med til at beskrive min flugt og efterfølgende min kamp for at finde tilbage til livet, her på Connery. Seriøst Jakob? Jeg var i den kælder i næsten 8 måneder, og du ville bare have dine artikler.
Lad mig sige at var det ikke for Connery’s tavse helt, kodemanden Anders støtte, så ville jeg aldrig have stået frem med dette.
Naturligvis er der også jer kære læsere. Ligesom Nolans Batman film, har alle gode historier 3 dele. I fortjener jeres trilogi.

(Del 1 og Del 2 er her)

ANNONCE

______________________________________________________________

Den utrolige flugt

Efter at have levet næsten eksklusivt af aspagers og kål, var min krop helt nedbrudt. En enkelt gang måtte jeg ty til at spise en kæmpe rotte. Det var muligvis en kat. Anne gav mig somme tider nogle pille,r der gjorde mig døsig og lettere forvirret. Jeg har muligvis spist en kat.

Som sagt: Min krop var svag, og dødens tunge fodtrin blev mere og mere tydelige.
Anne havde været på forretningsferie i over en uge. Hun havde ikke efterladt os med megen mad, og der var allerede flere af pigerne, der var faldet om af sult, og omsider havde fået evig fred fra dette rædselsfulde sted.
Vi var nede på at være fem piger og mig selv tilbage på dette tidspunkt.

Efter to dage mere uden vand og mad vendte Anne tilbage.
Først tvang hun mig til at spise en ret, hun havde fået på sin ferie, og nu selv havde produceret. Den smagte af skam og tårer.
Derefter blev jeg ført ind i hvad der var blevet kendt som tortur rummet af de andre fanger. Derinde gennemgik jeg et tre timer langt diashow med Annes feriebilleder. Hun kommenterede hver eneste billede.
Afslutningsvis læse hun mig tre nye kaptitler af sin børnebog.
Det var i dette øjeblik, at jeg besluttede mig for at jeg ville ende det hele.

ANNONCE

Layout for min gravsten.

Min plan var at kaste mig ned over spidsen af en statue, der stod i kælderen.
Jeg havde set adskillige statister dø på denne måde i film, så jeg tænkte at det måtte være realistisk nok.
Jeg rev mig fri af Annes greb og løb hen imod statuen, men inden jeg kunne nå at springe, blev jeg i luften tacklet af Anne. Jeg faldt til jorden i slowmotion.
”Hvorfor lader du mig ikke bare dø!” hviskede jeg. ”Your punishment must be more severe” sagde Anne med en underlig accent, jeg ikke var bekendt med.
I samme øjeblik faldt Anne til jorden med et brag.
Julie, en af pigerne jeg var fanget med, havde med sine sidste kræfter slået Anne ned med et bræt.
Jeg forsikrede de andre piger om, at jeg nok skulle finde hjælp, men at det var bedst de blev og vogtede over Anne.
Det lykkedes mig at overmande de to vagter, der bevogtede kælderdøren. Well, jeg fik noget hjælp fra pigerne, men det lyder ikke ligeså maskulint.

Efter at have gennemsøgt huset for beviser, fandt jeg store mængder benzin i et skur nær kælderen.
Jeg lavede en ring af benzin rundt om huset og anbragte flere liter benzin i midten af huset. Jeg tændte en cigaret, hostede et par minutter, og smed derefter cigaretten på lunten. To minutter efter måtte jeg bruge en lighter, da cigaretter ikke kan antænde benzin.

Jeg vendte ryggen til huset der nu stod i flammer, og begyndte langsomt at gå væk. Da huset eksploderede blev jeg blæst omkuld, fordi jeg stadigvæk stod meget tæt på.
Det var i dette øjeblik at jeg indså at pigerne stadigvæk var i kælderen.

ANNONCE

Vejen tilbage

Det er nu to uger siden de beskrevne hændelser fandt sted.
Jeg har anført mig et større alkoholmisbrug. Hver eneste nat vågner jeg badet i sved, og græder som en kvinde i flere timer.
Hvorend jeg går hen ser jeg ansigterne på de stakkels piger, jeg efterlod i den kælder. Jeg ser endda katten jeg spiste.
For et par dage siden lå jeg på gulvet, en flaske gin i den ene hånd og en vandpistol i den anden. Lige inden jeg skulle til at trykke på aftrækkeren og sprøjte mig selv i øret med lunken vand, ringede det på døren.
Det var pigerne fra kælderen. De var i live. De var sure.
Jeg forsøgte at kramme dem, men de skubbede mig væk og sparkede mig væk og kildede mig under hagen.

Jeg har intet. Min verden er i ruiner.
Imens jeg skriver dette er en forkullet Anne Grethe Bjarup Riis ved at snige sig ind af mit vindue.

_____________________________________________________________________

Connery: Jeg ved du er herinde Anne.
(Anne træder frem fra mørket)
Anne: Så mødes vi igen!
C: Hvis du er kommet for at myrde mig, er jeg ligeglad. Jeg har intet.
A: Jeg vil ikke myrde dig.
C: Hvad vil du så?
A: Jeg vil tvinge dig til et Twillight-maraton. Bøger og film.
C: Det ville du ikke vove!
A: Du har taget alt fra mig. Nu er det min tur. Adlyder du mig ikke vil jeg udslette Connery.dk.
C: Alt andet end det Anne!
A: Bered dig på lidelse du aldrig villet kunne have forstillet dig.
C: Lad mig lige sende en mail. Jeg vil gøre hvad du kræver efter det.

ANNONCE

Lad det ikke være for ingenting.

________________________________________________________________

(Mailen jeg er ved at sende er i virkeligheden denne artikel.)

Der har I det kære læsere. Ingen lykkelig slutning. Bare et fjernt minde om et spildt liv.
Dette er mit sidste store offer. Der vil ikke være et menneske tilbage efter dette.
Det har været en ære at fake-interviewe Anne-Grethe Bjarup Riis for jer.

/Lasse Madsen.

ANNONCE