Esbjerg Rock Festival
Festivalen bød på et smukt musikalsk firserorgie med flere positive overraskelser og en enkelt brøler af format.
Festivalgæsterne havde dog iført sig det praktiske outfit, og stemningen var høj fra starten. Noget kunne tyde på, at der var blevet varmet op med rundstykker, tyske dåsebajere, Nordsøolie og "sorte svin", som små grå så politisk ukorrekt kaldes ovre i det vestjyske.
Rocazino havde fået til opgave at starte programmet. Og det gjorde de udmærket. Trods det knap så store fremmøde (vejret havde nok fået en del til at lurepasse lidt), formåede de at spille op til fællessang med deres store og velkendte bagkatalog. Vi sang med på både Godmorgen, Godmorgen, All My Love, Ridder Lykke og alle de andre. (3 stjerner).
Næste levende billede på scenen var Carol Decker fra T-Pau, noget jeg personligt havde set frem til. Og publikum blev ikke skuffet. Nok havde T-Pau kun et par rigtige hits tilbage i firserne, men Carol Decker forstod alligevel at fyre den af med det ene fængede pop/rocknummer efter det andet. Alle numre blev serveret med en fabelagtig veloplagthed og charme, så man ikke kunne andet end at nyde det. Og selvfølgelig blev vi ikke snydt for hverken Valentine, Heart And Soul eller China In Your Hand. (4 stjerner)
Den første af dagens store positive overraskelser kom fra Midge Ure (billedet). En mand, der ligner den rareste du nogensinde har set, og dertil har imponerende karriere bag sig. Som tidligere forsanger i både Ultravox og Visage, såvel som en blomstrende solokarriere som både udøvende kunstner og producer/sangskriver, var der lagt i kakkelovnen til musikalsk blær. Og det fik vi. Han lagde ud med den ultimative rockudgave af Ultravox' kæmpehit Hymn, der fik mere end almindeligt godt fat i publikum. Det var et smukt syn at iagttage granvoksne mænd i regntøj hoppe rundt og skråle "Give us this day / all that you showed me / the power and the glory / till my kingdom come". Herefter fik vi serveret både Fade To Grey (Visage), ligeledes i rockudgave samt If I Was. Herefter fik vi mulighed for at komme lidt ned på jorden ved hjælp af et par sange med Midge alene på guitar. Lækker folkrock, men desværre ikke, hvad det dansehungrende publikum krævede. Først til sidst med Vienna og Dancing With Tears In My Eyes kom publikum igen op nær kogepunktet. (4,5 stjerner)
Den første af dagens store positive overraskelser kom fra Midge Ure (billedet). En mand, der ligner den rareste du nogensinde har set, og dertil har imponerende karriere bag sig. Som tidligere forsanger i både Ultravox og Visage, såvel som en blomstrende solokarriere som både udøvende kunstner og producer/sangskriver, var der lagt i kakkelovnen til musikalsk blær. Og det fik vi. Han lagde ud med den ultimative rockudgave af Ultravox' kæmpehit Hymn, der fik mere end almindeligt godt fat i publikum. Det var et smukt syn at iagttage granvoksne mænd i regntøj hoppe rundt og skråle "Give us this day / all that you showed me / the power and the glory / till my kingdom come". Herefter fik vi serveret både Fade To Grey (Visage), ligeledes i rockudgave samt If I Was. Herefter fik vi mulighed for at komme lidt ned på jorden ved hjælp af et par sange med Midge alene på guitar. Lækker folkrock, men desværre ikke, hvad det dansehungrende publikum krævede. Først til sidst med Vienna og Dancing With Tears In My Eyes kom publikum igen op nær kogepunktet. (4,5 stjerner)
Efter en kort pause og sceneskift gik Belinda Carlisle (billedet) på scenen. Ligesom Carol Decker leverede hun et charmerende og veloplagt show, hvor hun bl.a. fortalte, at det var 24 år siden hun sidst havde spillet i Danmark, dengang som medlem i The Go-Gos. I lørdags gav hun både hits fra tiden i pigepunkbandet (Mad About You, Our Lips Are Sealed m.fl.) og fra sin solokarriere (I Get Weak, Leave A Light On, Heaven Is A Place On Earth m.fl.). Alle sange pakket ind i pæn poplyd, hvor The Go-Gos punkede kant desværre gik lidt tabt (4 stjerner)
Herefter indtraf dagens ubestridt største skandale: Paul Young. Lad os blot konstatere, at nogle ting fra firserne burde være blevet i firserne. Manden har fuldstændig mistet sin skarphed og stemme, og det var en decideret pinsel at høre ham flænse sig vej gennem fordums storslåede soulballader som Whereever I Lay My Hat, Sensa Una Donna, Everytime You Go Away og formentlig mange flere, som jeg måtte flygte fra og dulme med boller i karry i et af madteltene på behørig afstand fra scenen. (0 stjerner til Paul Young og 4 stjerner til boller i karry!)
Dagens anden, og måske nok allerstørste positive overraskelse stod tyske Alphaville for. Mens de andre kunstnere (på nær Rocazino) havde deltes om det samme velspillende "husorkester" hele eftermiddagen igennem, blev der nu rigget til, så de "rigtige" musikere kunne komme til. Fra starten var det tydeligt, at professionalismen havde fået en tand i den rigtige retning. Alphaville havde to rigtig store hits i Big In Japan og Forever Young, og resten af deres repertoire var fuldstændig ukendt for mig. Men sjældent har jeg hengivet mig så hurtigt og så betingelsesløst til ukendt musik, som jeg gjorde i regntøj lige efter spisetid lørdag aften. Alphaville har virkelig haft noget at byde på, også efter firserne. De trækker tydelige referencer til både den elektroniske firsergenre som Depeche Mode, men også til stadionrock som Simple Minds og endda Scorpions, og man forstår udmærket, at de stadig er meget populære i hjemlandet. Mere af dem, tak! (5 stjerner)
Herefter indtraf dagens ubestridt største skandale: Paul Young. Lad os blot konstatere, at nogle ting fra firserne burde være blevet i firserne. Manden har fuldstændig mistet sin skarphed og stemme, og det var en decideret pinsel at høre ham flænse sig vej gennem fordums storslåede soulballader som Whereever I Lay My Hat, Sensa Una Donna, Everytime You Go Away og formentlig mange flere, som jeg måtte flygte fra og dulme med boller i karry i et af madteltene på behørig afstand fra scenen. (0 stjerner til Paul Young og 4 stjerner til boller i karry!)
Dagens anden, og måske nok allerstørste positive overraskelse stod tyske Alphaville for. Mens de andre kunstnere (på nær Rocazino) havde deltes om det samme velspillende "husorkester" hele eftermiddagen igennem, blev der nu rigget til, så de "rigtige" musikere kunne komme til. Fra starten var det tydeligt, at professionalismen havde fået en tand i den rigtige retning. Alphaville havde to rigtig store hits i Big In Japan og Forever Young, og resten af deres repertoire var fuldstændig ukendt for mig. Men sjældent har jeg hengivet mig så hurtigt og så betingelsesløst til ukendt musik, som jeg gjorde i regntøj lige efter spisetid lørdag aften. Alphaville har virkelig haft noget at byde på, også efter firserne. De trækker tydelige referencer til både den elektroniske firsergenre som Depeche Mode, men også til stadionrock som Simple Minds og endda Scorpions, og man forstår udmærket, at de stadig er meget populære i hjemlandet. Mere af dem, tak! (5 stjerner)
Klokken var efterhånden ved at nærme sig 20.30, og One Two (billedet) indtog scenen. Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg har aldrig rigtig forstået dansk firsermusik, heller ikke One Two. Så jeg er langt fra den rette til at bedømme deres show i lørdags. Jeg kan dog konstatere følgende: De spillede alle de gamle hits (Hvide Løgne, Billy Boy, Den Bedste Tid, Midt I en Drøm m.fl.), både egne og lånte. Publikum var ellevilde og stemningen oppe ved scenen var på højdepunktet. Og sidste men ikke mindst: De var super professionelle og leverede varen. Det kan nok veksles til 4 stjerner. Personligt indtog jeg dem siddende, et stykke fra scenen med et tiltrængt hvil til fødderne. (4 stjerner)
Sidste navn på firserplakaten var et af datidens største tyske navne Nena (billedet). Hun var måske nok det største trækplaster for festivalen, idet hun ikke har spillet i Danmark siden firserne, så vidt jeg har kunnet researche mig frem til. Alligevel har hun stadig loyale fans i Danmark, og jeg stødte på et par fantastisk dedikerede danske Nenafans, der var taget hele vejen fra hhv. Bornholm og København blot for at se Nena spille! Nena sluttede Esbjerg Rock Festival af med et rigtigt rock show, meget professionelt og "tight". Lyden var optimal og Nenas vokal ufejlbarlig. Ligesom sine tyske landsmænd Alphaville, har hun mange pladeudgivelser på samvittigheden, og det kunne høres, at formen stadig er i top. Alligevel manglede jeg lidt den fascination og sjæl, som Alphaville havde givet mig tidligere på dagen. Tillige var det lidt ærgerligt, at hun spillede 99 Luftballons i en lettere uklædelig version, hvor introen var mere alternativ end køn, og nummeret endte i et Beatlesagtigt "Hey Jude" kor, der nok var fordrende for fællessangen, men desværre smadrede nummeret lidt. (4 stjerner)
Sidste navn på firserplakaten var et af datidens største tyske navne Nena (billedet). Hun var måske nok det største trækplaster for festivalen, idet hun ikke har spillet i Danmark siden firserne, så vidt jeg har kunnet researche mig frem til. Alligevel har hun stadig loyale fans i Danmark, og jeg stødte på et par fantastisk dedikerede danske Nenafans, der var taget hele vejen fra hhv. Bornholm og København blot for at se Nena spille! Nena sluttede Esbjerg Rock Festival af med et rigtigt rock show, meget professionelt og "tight". Lyden var optimal og Nenas vokal ufejlbarlig. Ligesom sine tyske landsmænd Alphaville, har hun mange pladeudgivelser på samvittigheden, og det kunne høres, at formen stadig er i top. Alligevel manglede jeg lidt den fascination og sjæl, som Alphaville havde givet mig tidligere på dagen. Tillige var det lidt ærgerligt, at hun spillede 99 Luftballons i en lettere uklædelig version, hvor introen var mere alternativ end køn, og nummeret endte i et Beatlesagtigt "Hey Jude" kor, der nok var fordrende for fællessangen, men desværre smadrede nummeret lidt. (4 stjerner)
Esbjerg Rock Festival var et særdeles vellykket arrangement, hvor arrangørerne havde gjort et kæmpe stykke arbejde med at sammensætte et alsidigt og interessant musikprogram. Et program, som både kunne tilfredsstille det publikum, der var kommet for at få en musikalsk firseroplevelse ud over det sædvanlige, men også for den store flok, der blot var kommet for at hygge sig med vennerne og en række fadøl, mens musikken blot skulle tjene som baggrundsmusik, og måske en enkelt fællessang i ny og næ.
Dertil skal lægges de meget velordnede mad- og toiletforhold, muligheden for afslapning på skråningerne i "gryden", samt selvfølgelig det enorme Eldoradotelt, hvor dj's hele dagen spillede op til vaskeægte firserdans. Jeg kommer helt sikkert tilbage næste år!
Dertil skal lægges de meget velordnede mad- og toiletforhold, muligheden for afslapning på skråningerne i "gryden", samt selvfølgelig det enorme Eldoradotelt, hvor dj's hele dagen spillede op til vaskeægte firserdans. Jeg kommer helt sikkert tilbage næste år!
