Vidste du?

Erhvervsskoleelever bygger rullende modstandsvogn

Når elektrikerelever fra AARHUS TECH møder ind torsdag den 6. marts, skal de ikke bare rode med ledninger og stikkontakter. De skal bygge en rullende formidlingsvogn, der tager den danske modstandskamp med ud på landevejene.

Erhvervsskoleelever bygger rullende modstandsvogn
Foto: AARHUS TECH
Kathrine Frich
Af Kathrine Frich 3. marts 2025

I samarbejde med Frihedsmuseet og Frøslevlejren skal eleverne skabe en “modstandsvogn”, der skal lære nutidens unge om datidens modige rebeller.

Og nej, det er ikke bare endnu en gammel historie om “da far var dreng”.

Det handler om, hvordan unge under Anden Verdenskrig brugte deres hænder og hoveder til at stå op mod Hitler.

Håb og handling i mørke tider

Inde i vognen vil der være stærke lydoplevelser og fortællinger om, hvordan kreative unge lavede gemmesteder til illegale beskeder og skabte hemmelige kodesystemer. Det er måske ikke helt på niveau med Mission: Impossible, men det er tæt på.

Museumschef Morten Teilmann-Jørgensen fra Frøslevlejren forklarer, hvorfor netop erhvervsskolerne er med i projektet:

“Eleverne på erhvervsskolerne får en central rolle i fremtiden med den grønne omstilling og teknologiske udvikling. Vi vil vise, hvordan fællesskab og innovation kan føre til betydningsfulde forandringer – præcis som under besættelsen.”

Med alt fra klimakrise til global usikkerhed på menuen kan det være svært at finde håb. Men uddannelsesdirektør Peter Grønlykke ser en vigtig mulighed i projektet:

“Det udfordrer elevernes tekniske færdigheder og giver dem – og mange andre – en dybere forståelse for Danmarks historie. Når vi ser ud på verden i dag, kan det næppe blive mere relevant.”

Når historien ruller ind

Den færdige modstandsvogn vil blive indviet på Frihedsmuseet den 5. maj – på 80-året for Danmarks befrielse.

Herefter kører den landet rundt til skoler og kulturinstitutioner, hvor den forhåbentlig vil inspirere nye generationer til at stå sammen og handle, når verden ser sort ud.

For de nysgerrige er der også mulighed for at kigge med, når eleverne sætter skruemaskinen i gear.

Dagen afsluttes med en fernisering og – selvfølgelig – en omgang grillpølser. Det er trods alt svært at redde verden på tom mave.