Erasure On the Road To Nashville
Erasure springer ud som countrystjerner!
Koncerten er netop udgivet på kombineret dvd og cd. Og her er tale om et musikalsk eksperiment, som man enten elsker eller hader. Jeg tror ikke der findes en mellemvej.
De fleste forbinder Erasure med letfordøjeligt bøssedisco. For mit eget vedkommende er Erasure lig med at danse på bordene til hver eneste kollegiefest. Min Pop! The First 20 Hits cd er så ridset og tilsølet i øl, at den næsten ikke kan afspilles længere. Netop derfor var det med en vis undren, men også oprigtig nysgerrighed, at jeg kastede mig over On The Road To Nashville. For har Vince og Andy slået hovedet på vej ned for at leje Brokeback Mountain? Eller kan deres musik bære at blive konverteret til country?
Svaret må være ja. Det kan musikken godt. Med fuld gang i steel-guitaren fører Andy Bell os gennem nogle af Erasures meget kendte og mindre kendte numre. Bedst går det på numre som Blue Savannah, Sometimes, Stop, A Little Respect og især Victim Of Love.
Mindre godt går det på et nummer som Love To Hate You, som bare ikke er spor country. Koncerten indeholder også en del stille numre, som fungerer rigtig godt sammen med musikerne, og som skaber den rette stemning. Eneste minus er Andy Bells vokal, som efter min mening ikke er stærk nok live til at bære de stille numre hele vejen igennem.
På billedsiden er koncerten i orden, hverken mere eller mindre. Andy Bell er meget laid back, og Vince Clark er som altid i baggrunden på guitar, mandolin og melodica. Sceneshowet er begrænset til lidt dans fra Mr. Bell og korpigerne.
Sjovest er det at iagttage publikum, og præcis som forventet er salen godt repræsenteret på mandesiden; hvinende fiseletter i spraglede skjorter og store brød i tanktops og cowboyhatte. Klichéerne står næsten i kø, men en ting er sikkert: De nyder det i fulde drag, og det har en vis afsmittende effekt.
Dvd'en og cd'en indeholder de samme numre, med lidt mindre snak på cd'en. Derudover indeholder dvd'en et par ekstranumre og en lille film om tilblivelsen af deres akustiske album Union Street, og planlægningen af koncerten. Jeg er ikke sikker på, at dvd'en vil blive slidt op, men cd'en kommer helt sikkert til at spinne i afspilleren mere end en gang fremover. Det er jo også på tide at komme videre fra kollegiefesterne..... Og hvad gør dig mere voksen og følsom end country?
Bonusinfo:
Erasure har i øvrigt lige meddelt på deres hjemmeside, at de udgiver nyt album d. 21. maj. Titlen er Light At The End Of The World. Om den igen står på country er uvist, men mon ikke de trods alt holder sig til den oprindelige stil?
Mindre godt går det på et nummer som Love To Hate You, som bare ikke er spor country. Koncerten indeholder også en del stille numre, som fungerer rigtig godt sammen med musikerne, og som skaber den rette stemning. Eneste minus er Andy Bells vokal, som efter min mening ikke er stærk nok live til at bære de stille numre hele vejen igennem.
På billedsiden er koncerten i orden, hverken mere eller mindre. Andy Bell er meget laid back, og Vince Clark er som altid i baggrunden på guitar, mandolin og melodica. Sceneshowet er begrænset til lidt dans fra Mr. Bell og korpigerne.
Sjovest er det at iagttage publikum, og præcis som forventet er salen godt repræsenteret på mandesiden; hvinende fiseletter i spraglede skjorter og store brød i tanktops og cowboyhatte. Klichéerne står næsten i kø, men en ting er sikkert: De nyder det i fulde drag, og det har en vis afsmittende effekt.
Dvd'en og cd'en indeholder de samme numre, med lidt mindre snak på cd'en. Derudover indeholder dvd'en et par ekstranumre og en lille film om tilblivelsen af deres akustiske album Union Street, og planlægningen af koncerten. Jeg er ikke sikker på, at dvd'en vil blive slidt op, men cd'en kommer helt sikkert til at spinne i afspilleren mere end en gang fremover. Det er jo også på tide at komme videre fra kollegiefesterne..... Og hvad gør dig mere voksen og følsom end country?
Bonusinfo:
Erasure har i øvrigt lige meddelt på deres hjemmeside, at de udgiver nyt album d. 21. maj. Titlen er Light At The End Of The World. Om den igen står på country er uvist, men mon ikke de trods alt holder sig til den oprindelige stil?
