Er det fremtiden?
Fremtidsromanen >Glasliv< - en pendant til "1984".
"Demokrati er ingen garanti mod en ekstrem politisk udvikling, når vi betænker, at demokratiet gav magten til Hitler, men der eksisterer ingen anden, og hvor den ikke findes er der en betydelig større risiko for en totalitær udvikling." Dette er et citat fra mit oplæg på de over 50 tværpolitiske møder om EF, jeg deltog i fra efteråret 1971 frem til afstemningsdagen 2. oktober 1972, og som også var indeholdt i min tale på grundlovsdagen på Blågårds Plads i 1972.
Allerede i 1966 afviste jeg i en kronik tanken om, at Danmark skulle afgive politiske beføjelser til en udemokratisk institution. Denne indvending var og er højt prioriteret i min EF-modstand. Jeg betragter fortsat tilslutningen som resultatet af en groft uansvarlig politisk beslutning.
Modstykket til en demokratisk udvikling har haft et halvt århundrede til at cementere det teknokratiske bureaukrati, der gøder jorden for fascismen, og hvor meget danske politikere end benægter det, kan enhver erkyndige sig herom.
For et flertal af europæiske politikere betyder begrebet integration i realiteten, at alle slags minoriteter bør lære at tilpasse sig og adoptere, hvad samme politikere anser for at være europæiske værdier, traditioner, skikke og levevis - i en sådan grad, at man helt gør dette sociale ideal til deres egen. Dette er imidlertid ikke intergration, men assimilation - nøjagtig hvad Hitler som bekendt dikterede østrigerne efter "anschluss" i 1938.
I 30"erne oplevede vore bedsteforældre og forældre, hvordan antidemokratiske tendenser "føg som ugræs over landet" og bredte sig til organisationer og politiske partier. Den fascistiske, menneskefjendske stupiditet har altid været drivkraften i tendenser af denne art, og de er beklagelsesvis også blevet mere og mere synlige i det tredje årtusind uden at det åbenbart bekymrer de politisk ansvarlige.
Lad os feje foran vores egen dør først ved at rekapitulere 3 eksempler ud af 100 på fascistiske tendenser i Danmark. Nu og da skal emfasen lægges på fascistiske, nu og da på tendenser, men vi kommer ikke udenom at betegne dem for, hvad de er:
Allerede i 1966 afviste jeg i en kronik tanken om, at Danmark skulle afgive politiske beføjelser til en udemokratisk institution. Denne indvending var og er højt prioriteret i min EF-modstand. Jeg betragter fortsat tilslutningen som resultatet af en groft uansvarlig politisk beslutning.
Modstykket til en demokratisk udvikling har haft et halvt århundrede til at cementere det teknokratiske bureaukrati, der gøder jorden for fascismen, og hvor meget danske politikere end benægter det, kan enhver erkyndige sig herom.
For et flertal af europæiske politikere betyder begrebet integration i realiteten, at alle slags minoriteter bør lære at tilpasse sig og adoptere, hvad samme politikere anser for at være europæiske værdier, traditioner, skikke og levevis - i en sådan grad, at man helt gør dette sociale ideal til deres egen. Dette er imidlertid ikke intergration, men assimilation - nøjagtig hvad Hitler som bekendt dikterede østrigerne efter "anschluss" i 1938.
I 30"erne oplevede vore bedsteforældre og forældre, hvordan antidemokratiske tendenser "føg som ugræs over landet" og bredte sig til organisationer og politiske partier. Den fascistiske, menneskefjendske stupiditet har altid været drivkraften i tendenser af denne art, og de er beklagelsesvis også blevet mere og mere synlige i det tredje årtusind uden at det åbenbart bekymrer de politisk ansvarlige.
Lad os feje foran vores egen dør først ved at rekapitulere 3 eksempler ud af 100 på fascistiske tendenser i Danmark. Nu og da skal emfasen lægges på fascistiske, nu og da på tendenser, men vi kommer ikke udenom at betegne dem for, hvad de er:
Da en gruppe autonome gennemførte en to timer lang besættelse af Perus ambassade i København i april 1995 i solidaritet med oprørsbevægelsen MRTA, filmede en TV-station hele forløbet. Politiet beslaglagde imidlertid optagelserne. TV-stationen fik end ikke lov at beholde en kopi og var således afskåret fra at kunne dokumentere hændelsens forløb, som bevis for politirapporternes forvrængede fremstilling af begivenhederne.
I en kronik i Ekstra Bladet, 19/2-97, Fuck de rockere, opfordrer Fremskridtspartiets formand Kirsten Jacobsen befolkningen til omfattende stikkervirksomhed, en analog situation til besættelsestidens angiveri på opfordring af de nazistiske magthavere: "Hvis du ser en gruppe rockere hænge et mystisk sted, så løft knoglen (...) ring til politiet." Danskere skal aktiveres til at deltage i overvågningen af og anmelde formodede suspekt udseende typer. Hvad sådanne aktiviteter kan udvides til, har historien et utal af eksempler på.
I 1997 kom Danmark for tredje gang på Amnesty Internationals liste over lande, hvor myndighederne udviser grov mangel på respekt for menneskerettighederne, bl.a. med brugen af politihunde mod demonstranter med mange uskyldigt skambidte til følge, samt den udstrakte anvendelse af varetægts-og isolationsfængsling, som Danmark har europæisk rekord i.
De fascistiske tendenser bliver tid efter anden påpeget i læserbreve og artikler, og det faktum, at de til stadighed ignoreres af de såkaldt politisk ansvarlige er et faresignal i sig selv. Som situationen er i Danmark, er den også i andre EU-lande, nogle steder i en endnu mere ekstrem udgave. I et interview har advokat Thorkild Høyer givet udtryk for sin bekymring over den politiske udvikling i EU med disse ord: "Jeg kan godt forestille mig, at EU udvikler sig i fascistisk retning som en overstatslig kontrolstat, hvor borgernes retsstilling undermineres."
Fremtidsromanen
Forfatterens egne erfaringer og iagttagelser fra tiden som aktiv EU-modstander og senere som neutral, journalistisk observatør af den accelererende udemokratiske udvikling i EU, har inspireret til fremtidsromanen >Glas<, der er udkommet på forlaget Wisby og Wilken. Handlingen udspilles i København 2042, tyve år efter at EU blev en fascistisk stat, som her og dér kæmper med udbrydergrupper, eksempelvis i Rusland, og med byguerillaer. I Københavnsområdet findes den bedst organiserede, europæiske modstandsbevægelse.
Romanens titel relaterer til hovedpersonen, den 57-årige pensionerede skolelærer Edvard Bjørks samlermani: sjældne, kostbare glas, en hobby velegnet til virkelighedsflugt. Når han beskæftiger sig med glassamlingen fortrænger den for en stund den forfærdelige tid, han lever i, med sine associationer til mere fredfyldte tiders samfundsliv,. I selskab med veninden Vinnie - enke efter hans bedste ven, Walter, som for år tilbage blev dræbt under de tilbagevendende uroligheder på Nørrebro i anledning af årsdagen for den første 18. maj i 1993 - giver kærlighedsoplevelsen ham en anden mulighed for at distancere sig fra en grum nutid.
Bjørk afviser andres forsøg på at få ham med i modstandskampen. Han sympatiserer med den, men tror ikke den nytter noget - fascismen er for etableret til at kunne besejres. Han slipper dog ikke for at blive involveret, som hver anden dansker praktisk talt er blevet det, men mest på grund af at glassamlingen tilsyneladende giver ham mulighed for undslippe til det forjættede land - Norge.
Romanens intentioner er naturligvis at vække til modstand mod den fascisme, der langsomt og snigende udklækkes i EU - inden det er for sent, dvs. så længe muligheden består. I politik ser man, at hvad der begynder i frygt, som regel ender i galskab.
I en kronik i Ekstra Bladet, 19/2-97, Fuck de rockere, opfordrer Fremskridtspartiets formand Kirsten Jacobsen befolkningen til omfattende stikkervirksomhed, en analog situation til besættelsestidens angiveri på opfordring af de nazistiske magthavere: "Hvis du ser en gruppe rockere hænge et mystisk sted, så løft knoglen (...) ring til politiet." Danskere skal aktiveres til at deltage i overvågningen af og anmelde formodede suspekt udseende typer. Hvad sådanne aktiviteter kan udvides til, har historien et utal af eksempler på.
I 1997 kom Danmark for tredje gang på Amnesty Internationals liste over lande, hvor myndighederne udviser grov mangel på respekt for menneskerettighederne, bl.a. med brugen af politihunde mod demonstranter med mange uskyldigt skambidte til følge, samt den udstrakte anvendelse af varetægts-og isolationsfængsling, som Danmark har europæisk rekord i.
De fascistiske tendenser bliver tid efter anden påpeget i læserbreve og artikler, og det faktum, at de til stadighed ignoreres af de såkaldt politisk ansvarlige er et faresignal i sig selv. Som situationen er i Danmark, er den også i andre EU-lande, nogle steder i en endnu mere ekstrem udgave. I et interview har advokat Thorkild Høyer givet udtryk for sin bekymring over den politiske udvikling i EU med disse ord: "Jeg kan godt forestille mig, at EU udvikler sig i fascistisk retning som en overstatslig kontrolstat, hvor borgernes retsstilling undermineres."
Fremtidsromanen
Forfatterens egne erfaringer og iagttagelser fra tiden som aktiv EU-modstander og senere som neutral, journalistisk observatør af den accelererende udemokratiske udvikling i EU, har inspireret til fremtidsromanen >Glas<, der er udkommet på forlaget Wisby og Wilken. Handlingen udspilles i København 2042, tyve år efter at EU blev en fascistisk stat, som her og dér kæmper med udbrydergrupper, eksempelvis i Rusland, og med byguerillaer. I Københavnsområdet findes den bedst organiserede, europæiske modstandsbevægelse.
Romanens titel relaterer til hovedpersonen, den 57-årige pensionerede skolelærer Edvard Bjørks samlermani: sjældne, kostbare glas, en hobby velegnet til virkelighedsflugt. Når han beskæftiger sig med glassamlingen fortrænger den for en stund den forfærdelige tid, han lever i, med sine associationer til mere fredfyldte tiders samfundsliv,. I selskab med veninden Vinnie - enke efter hans bedste ven, Walter, som for år tilbage blev dræbt under de tilbagevendende uroligheder på Nørrebro i anledning af årsdagen for den første 18. maj i 1993 - giver kærlighedsoplevelsen ham en anden mulighed for at distancere sig fra en grum nutid.
Bjørk afviser andres forsøg på at få ham med i modstandskampen. Han sympatiserer med den, men tror ikke den nytter noget - fascismen er for etableret til at kunne besejres. Han slipper dog ikke for at blive involveret, som hver anden dansker praktisk talt er blevet det, men mest på grund af at glassamlingen tilsyneladende giver ham mulighed for undslippe til det forjættede land - Norge.
Romanens intentioner er naturligvis at vække til modstand mod den fascisme, der langsomt og snigende udklækkes i EU - inden det er for sent, dvs. så længe muligheden består. I politik ser man, at hvad der begynder i frygt, som regel ender i galskab.
