Connery

En synders bekendelser

Motorredaktøren fortæller, hvordan fart kan redde en dårlig dag, selv om det både er dumt, primitivt og barnligt...

iStockphoto.com - En synders bekendelser iStockphoto.com
Vækkeuret ringer, men mine øjne er alt for tunge. Jeg snooozer tre gange inden jeg tager mig sammen og står op. Havregryn er det eneste lyspunkt i mine tanker. Indtil det slår mig, at jeg drak det sidste mælk i går.

På vej til arbejde er der ”rød bølge” hele vejen, og temperamentet når nye højder, da klovnen foran mig sidder og sms’er, da lyset skifter til grønt. Hvis han kunne høre, hvad jeg sagde, var mit ansigt kommet til at ligne et trafikuheld. På arbejdet vælter det ind med reklamationer, og de nye ordrer lader vente på sig.

Da jeg endelig kommer hjem igen, kommer jeg til at give frysepizzaen fem minutter for meget. Jeg ignorer risikoen for cancer og spiser den alligevel, men smagen af sort pizzabund hjælper heller ikke på humøret.
ANNONCE
På det tidspunkt er motorvejen ved at være tømt for trafik, og jeg ser en løsning på al min elendighed. Jeg sætter mig ned i bilen, stopper en cd med St. Germain i anlægget og sætter kurs mod den motorvej, der fører til Middelhavet. Ikke at jeg har planer om at køre helt derned, men tanken om, at det er muligt, er rar.

Motorvejen starter lige efter lyskrydset, og da jeg ser det grønne lys, hamrer jeg højre pedal i bund, så alle 180 heste får frit lejde. Dækkene hviner, ESP-lampen blinker, jeg river gearstangen ned i andet gear med al min indestængte vrede og smider klampen tilbage i kælderen, så accelerationen atter får det til at summe i min mave. Omdrejningsbegrænseren sætter ind, festen må fortsætte i tredje gear, der bliver afløst af fjerde, der bliver afløst af femte, og pludselig er hastigheden på den livsbekræftende side af 200 km/t!

Vinden buldrer om sidespejlene. Jeg har godt fat i rattet med begge hænder, og jeg kan mærke, at hvis jeg mister koncentrationen nu, ender det galt. Sjette gear. Et kort blik på speedometeret siger 220, og jeg flytter hurtigt fokus tilbage til horisonten, der trækker sig sammen omkring mig. De hvide striber på midten af vejen er næsten blevet til én lang streg, og accelerationen er ikke længere mærkbar.
ANNONCE
Langt fremme trækker en lastbil ud i venstre vognbane, og jeg slipper speederen. Jeg vender tilbage til virkeligheden i samme tempo som speedometernålen vender tilbage til lovlydigheden. Jeg drejer fra ved første afkørsel og cruiser hjem med fartpiloten på 110 km/t, mens munter jazz strømmer ud fra højtalerne. Jeg føler mig rolig. Dagen er redet.

Jeg er en synder. Jeg elsker at se speedometernålen kravle op i den sidste tredjedel af skalaen, imens verden suser forbi. Det er balsam for min sjæl, og det er som om, at alle hverdagens banale problemer bliver efterladt derude, hvor livet er skrøbeligt. Jeg er en fartsynder.
ANNONCE
Det er så primitivt, at det næsten er dumt. Måske er det en barnlig måde at afreagere på, og måske findes der alternative metoder, der ikke ville gøre mig kriminel. Da det ikke er ufarligt, vil jeg heller ikke på nogen måde anbefale andre at anvende samme form for terapi. Men jeg vil på ingen måde bære nag, hvis andre gør det, så længe de gør det på strækninger, hvor risikoen for at skade andre er minimal.

Jeg gruer til gengæld for den dag, hvor overvågningssamfundet sætter mine urinstinkter i bås. Den dag, hvor GPS-sendere bliver et krav for at færdes på offentlige veje, så den stakkels bilist kan blive opkrævet vejskatter og fartbøder. Det bliver forhåbentlig ikke i min tid.
ANNONCE
Del

Seneste nyt