En synders bekendelser
Motorredaktøren fortæller, hvordan fart kan redde en dårlig dag, selv om det både er dumt, primitivt og barnligt...
iStockphoto.com
Vækkeuret ringer, men mine øjne er alt for tunge. Jeg snooozer tre gange inden jeg tager mig sammen og står op. Havregryn er det eneste lyspunkt i mine tanker. Indtil det slår mig, at jeg drak det sidste mælk i går.
På vej til arbejde er der ”rød bølge” hele vejen, og temperamentet når nye højder, da klovnen foran mig sidder og sms’er, da lyset skifter til grønt. Hvis han kunne høre, hvad jeg sagde, var mit ansigt kommet til at ligne et trafikuheld. På arbejdet vælter det ind med reklamationer, og de nye ordrer lader vente på sig.
Da jeg endelig kommer hjem igen, kommer jeg til at give frysepizzaen fem minutter for meget. Jeg ignorer risikoen for cancer og spiser den alligevel, men smagen af sort pizzabund hjælper heller ikke på humøret.
På vej til arbejde er der ”rød bølge” hele vejen, og temperamentet når nye højder, da klovnen foran mig sidder og sms’er, da lyset skifter til grønt. Hvis han kunne høre, hvad jeg sagde, var mit ansigt kommet til at ligne et trafikuheld. På arbejdet vælter det ind med reklamationer, og de nye ordrer lader vente på sig.
Da jeg endelig kommer hjem igen, kommer jeg til at give frysepizzaen fem minutter for meget. Jeg ignorer risikoen for cancer og spiser den alligevel, men smagen af sort pizzabund hjælper heller ikke på humøret.
Motorvejen starter lige efter lyskrydset, og da jeg ser det grønne lys, hamrer jeg højre pedal i bund, så alle 180 heste får frit lejde. Dækkene hviner, ESP-lampen blinker, jeg river gearstangen ned i andet gear med al min indestængte vrede og smider klampen tilbage i kælderen, så accelerationen atter får det til at summe i min mave. Omdrejningsbegrænseren sætter ind, festen må fortsætte i tredje gear, der bliver afløst af fjerde, der bliver afløst af femte, og pludselig er hastigheden på den livsbekræftende side af 200 km/t!
Vinden buldrer om sidespejlene. Jeg har godt fat i rattet med begge hænder, og jeg kan mærke, at hvis jeg mister koncentrationen nu, ender det galt. Sjette gear. Et kort blik på speedometeret siger 220, og jeg flytter hurtigt fokus tilbage til horisonten, der trækker sig sammen omkring mig. De hvide striber på midten af vejen er næsten blevet til én lang streg, og accelerationen er ikke længere mærkbar.
Jeg er en synder. Jeg elsker at se speedometernålen kravle op i den sidste tredjedel af skalaen, imens verden suser forbi. Det er balsam for min sjæl, og det er som om, at alle hverdagens banale problemer bliver efterladt derude, hvor livet er skrøbeligt. Jeg er en fartsynder.
Jeg gruer til gengæld for den dag, hvor overvågningssamfundet sætter mine urinstinkter i bås. Den dag, hvor GPS-sendere bliver et krav for at færdes på offentlige veje, så den stakkels bilist kan blive opkrævet vejskatter og fartbøder. Det bliver forhåbentlig ikke i min tid.
