Connery

Emil Lange rapper selv på den nye single 'Vi igang'

Emil Lange erklærer sig selv for rapgud og opfinder af hiphop på ny single

DJ Emil Lange trækker et spor af sjove og herligt dumme tracks efter sig, ofte bundet op på gode relationer til andre artister - og særligt rappere, der gæster de klubvenlige produktioner med særligt ørehængende vers. Nu er Lange så klar med et nyt fredagsrelease - denne gang alene. Ensom. Forladt. Og selverklæret rapgud. 

"Jeg ringede til Benjamin Hav og han kunne ikke, fordi han er i gang med at lave en plade, men jeg talte med hans pladeselskab og de er ikke i gang med noget. Og så har jeg prøvet at få fat i Artigeardits management, men de er ikke vendt tilbage. Prøvede også Suspekt, men de tager generelt ikke telefonen. Og så må jeg jo selv rappe. Det er svært. Vi har taget den om mange gange, og jeg er stadig ikke rapper," fortæller Emil Lange i en pressemeddelelse for det nye udspil 'Vi igang'. 

Det nye track, produceret i samarbejde med producerduoen Littgloss, starter ud i vanlig facon med Emil Langes kendetegnende impulsive talestrøm ud over hele lydsidet, inden vi præsenteres for det herligt idiotiske omkvæd "Vi igang, vi igang, vi igang - Emil Lange, Emil Lange Emil Lange."

Det burde ikke fungere, men gensynsglæden og det der irriterende faktum, at hjernen er glad for gentagelser, får det hele til at spille. Bagefter kastes man ud i det banale og super tilfredsstillende rapvers, hvori Emil Lange både erklærer sig selv for rapgud og informerer om, at han opfandt hiphop. 

Og som det utvetydigt lyder fra Lange-lejren: 

Hits som ’Fuck Systemet’, ’10 år’, ’Langt Liv’, ’Fuck Dig’ og TikTok-hittet ’Det Her’ med mere end 18 millioner streams, har gjort Emil Lange til den mest streamede danske artist med netop dét navn på Spotify.

Denne gang teamer han op med sig selv. Større bliver det ikke.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce