Verden
Elon Musk sænker ambitionerne for DOGE: Skåret med 12.800 milliarder kroner
Det er uklart, om det nye beløb er det reviderede mål, eller blot det DOGE hævder allerede at have fundet.
Det er ikke hver dag, verdens rigeste mand justerer sine økonomiske drømme med 90%. Men det er præcis, hvad Elon Musk har gjort.
På et kabinetmøde torsdag meddelte Musk, at han og hans team i DOGE nu kun regner med at finde besparelser for omkring 1.000 milliarder kroner i det kommende finansår.
Det er et stykke vej fra de tidligere luftige løfter om 13.800 mia. kr.
Fra 13.800 til 1.000 milliarder
“Vi forventer at kunne reducere spild og svindel med 1.000 milliarder kroner i 2026,” sagde Musk til Trump under mødet.
Præsidenten klappede i hænderne og roste teamet som “fantastisk” og håbede, de ville blive hængende.
Det er dog uklart, om det nye beløb er det reviderede mål, eller blot det DOGE hævder allerede at have fundet.
Deres hjemmeside oplyser, at 1.000 mia. kr. er sparet via aflyste kontrakter, opsagte lejemål og “programmæssige ændringer”, men listen over “kvitteringer” på deres site er mildest talt hullet.
Flere kontrakter er blevet slettet eller nedjusteret, i ét tilfælde fra 55 mia. kr. til 55 mio. kr., efter det viste sig, at der var tale om en skrivefejl.
I et andet eksempel havde DOGE krediteret sig selv for at have stoppet en aftale, der allerede blev droppet under Biden.
Transparens på Musk eller et Excel-ark fra helvede
Musk hævder, at arbejdet er “maksimalt transparent”, men kun omkring en tredjedel af de påståede besparelser er offentligt dokumenteret.
Til gengæld er flere tusind kontrakter forsvundet fra hjemmesiden i stilhed. Samlet set er mindst 27 mia. kr. af tidligere rapporterede besparelser nu væk.
Kritikere kalder det for et cirkus.
Det gælder også nogle af de mest kontroversielle beslutninger, som lukningen af USAID og foreslåede ændringer i social sikring.
Eksperter mener, det i praksis er et bagdørsforsøg på at skære i ydelser.
Musk forlader ifølge Det Hvide Hus sin post som “særlig regeringsansat” i maj, efter 130 dage i systemet.
Men som det ser ud, efterlader han et regnestykke, der stadig ikke stemmer og en sparekampagne, der ligner en blanding af Silicon Valley-show og Washington-komedie.