Verden

Elon Musk i endnu en shitstorm: “Hitler myrdede ikke millioner”

Elon Musk har haft bedre dage.

Elon Musk i endnu en shitstorm: “Hitler myrdede ikke millioner”
Elon Musk - Foto: DepositPhotos

Tesla-aktien er i frit fald, protesterne mod hans Department of Government Efficiency (DOGE) spreder sig, og hans tidligere loyale fans vender ham ryggen.

Siden han blev udnævnt af Donald Trump til at styre budgetbesparelserne i staten, har han skåret dybt i offentlige stillinger, hvilket har resulteret i massive demonstrationer.

Men midt i fyringsrunder, protester og en dalende Tesla-aktie, har Musk nu formået at kaste endnu mere benzin på bålet – denne gang med en opsigtsvækkende udtalelse om Hitler, Stalin og Mao.

Hitler myrdede ikke millioner

Som om fyringsfesten i staten og Tesla-krisen ikke var nok, delte Musk et opslag på X, hvor han hævdede, at “Hitler, Stalin og Mao ikke myrdede millioner – det gjorde deres offentligt ansatte.”

Opslaget blev hurtigt slettet, men ikke før det havde skabt en storm af vrede. Lee Saunders, formand for fagforeningen AFSCME, var blandt de første til at svare igen:

“Amerikas offentlige ansatte – vores sygeplejersker, lærere, brandmænd og bibliotekarer – har valgt at gøre vores samfund sikkert og stærkt frem for at blive rige. De er ikke, som verdens rigeste mand antyder, folkemordere.”

Også Anti-Defamation League kaldte Musks opslag for “dybt foruroligende” og kritiserede ham for at undergrave historiens alvor.

Endnu en krise for Musk

Musk er efterhånden blevet en mester i at skabe overskrifter af de forkerte grunde. Hans rolle i DOGE har allerede skabt vrede blandt offentligt ansatte, og hans støtte til Trump har splittet hans fanskare.

Tilføj så det faktum, at Tesla-protester har ført til hærværk mod forhandlere, og at hans aktie er faldet med næsten 50 % siden december, og man begynder at se et mønster.

Hvis Musk troede, at hans fyringsrunde og regeringsrolle ville gøre ham mere populær i politiske kredse, så har han forregnet sig.

For hver kontrovers han starter, mister han ikke bare goodwill, men også penge.