Gear

Elgiganten får LEGO på lager: Snart kan du få alt fra Formel 1 til blomsterbede

Sortimentet rulles i den kommende tid ud i alle kædens varehuse.

Elgiganten får LEGO på lager: Snart kan du få alt fra Formel 1 til blomsterbede
Foto: Elgiganten

Det er ikke længere kun fladskærme og køkkenmaskiner, der fylder i Elgigantens varehuse.

I et nyt samarbejde med selveste LEGO, åbner Elgiganten dørene op for kreativ leg og farverige byggeprojekter både online og fysisk.

Elektronik, gaming og leg samlet ét sted

LEGO-sættene er allerede begyndt at dukke op hos Elgiganten, og de næste måneder bliver der for alvor skruet op for synligheden i kædens butikker.

Her vil alt fra DUPLO til Formel 1-biler og Botanicals-serien kunne købes side om side med headset, controllere og computere.

Administrerende direktør i Elgiganten, Peder Stedal, forklarer at samarbejdet handler om at samle det hele ét sted og gøre det let for kunderne at kombinere nørdet tech med kreativ leg.

LEGO, siger han, er både for børn, gadget-nørder og samlere.

Over 400 sæt og flere på vej

Lige nu kan du finde over 400 forskellige LEGO-sæt på elgiganten.dk og udvalget vokser.

Sortimentet rulles i den kommende tid ud i alle kædens varehuse, og det betyder, at du i princippet kan købe både ny støvsuger og Millennium Falcon-sæt i samme indkøbstur.

Der er noget for alle: begyndere, børn, voksne, samlere og dem, der bare gerne vil bygge en lille motorcykel i fred og ro en søndag aften.

Så næste gang du siger, du skal forbi Elgiganten “bare lige efter en oplader”, ved vi begge godt, du kommer hjem med et LEGO-sæt i posen også.