Eksamensvagt
Når udsigten til lettjente penge udformer sig til et langtrukkent mareridt krydret med små lette slag i nyren.
Som det hør og bør sig i ethvert sundt menneskes liv, bliver man vendt rundt og taget bagfra af det etablerede system.
Det samme overgik naturligvis undertegnede for et stykke tid tilbage. Det drejede sig om en ældgammel telefonregning, som jeg langt om længe havde fået bugt med i sommer, men da var den åbenbart gået over i advokaternes hænder. Og som vi så mange gange har set i film og endeløse rækker af tv-serier på fjernsynet, så er advokater nogle djævle, der ikke glemmer dig. Det er også tilfældet her. De havde givet mig ti dage til at betale og noget skulle der jo ske, for jeg var endnu ikke parat til at flyve fra moderlandets vugge.
Jeg startede ud med at ringe til Teledanmark for at få dem til at kalde deres blodhunde tilbage, men... sagen var ude af deres hænder, da disse helvedeskøtere ikke kunne kaldes tilbage. Hundene var løs og havde fået færten af mig. Jeg prøvede så at lokke dem med billige hundeben fra brugsen i en kortvarig våbenhvile, men lige lidt hjalp det. Det var mit flæsk, de var ude efter. Desperat så jeg ingen anden mulighed end at få et arbejde, der kunne betale blodpengene. Og her var det at "the Dennis luck lightning" ramte ned i mig. Et overkommeligt arbejde på universitet, som eksamensvagt i et par dage...
Uden at have den fjerneste ide om hvad eksamensvagtprofessionen gik ud på, udover jeg erindrer kun at have set ældre borgere i det virke, og deraf måtte det være easy shit, indvilligede jeg. Faktisk troede jeg, det var på frivilligt basis indtil den dag, jeg fik tilbuddet om lette penge.
Det burde have stået klart for mig, at det blev en hård, ulidelig omgang, da jeg måtte stå op klokken seks om morgenen for at nå ud på universitet til klokken 08.30. Ikke fordi det tager toogenhalv time for at komme fra destination x til y, men efter at have levet med mig selv i temmelig mange år (og ja, det har ikke været lutter lagkage) var jeg kommet til den erkendelse, at ligegyldig hvor jeg end rejste hen, var jeg nødt til at tage højde for at jeg ville fare vild. Godt hjulpet af min natteblindhed en tidlig januarmorgen, var det også tilfældet denne her gang, men pga min fremragende synske evner med hensyn til den kalkulerede spildtid, nåede jeg frem i tide.
Missionen: at overvåge seksten mennesker i et lummert klasselokale fra klokken ni til klokken tre, mens de skriver sig til døde i et gabende interessant fag... vidensorgani... gaab... et eller andet.
Hemmelighed agenda: at sove igennem seks timers papirnusseri.
Som så mange fremragende planer, jævnfør det firkantede hjul, Hitlers indmarch i Rusland, den løsslupne brug af radioaktive stoffer til festlige røngtenbilleder, dengang Madam Curie stadigvæk levede og solgte sort/hvide billeder af sit bækkenben, brint i luftskibe, ja, hvem husker ikke Hindenburg, pepperkings, Titanics usårlighed og sidst, men ikke mindst min plan: at sove på arbejdet.
Som antydet fik jeg ikke meget søvn, da folk skulle på toilettet hver andet sekund og de andre sekunder drejede det sig om kladdepapir. Med trætte øjenlåg, der i takt med mit slappe hoved konstant søgte jorden, forsøgte jeg at læse en tør fagbog om C++, hvis indhold ligeså godt kunne have været fyldt med de nuller og ettaller, som al interaktion med en computer er baseret på.
De seks timer svandt ind til ingen og befrielsen var ved hånden. Jeg havde overlevet den skriftlige eksamen med nød og næppe. Seks timers forsøg på at læse, sove, tælle får i form af elever, der skal ud og tisse var ingen spøg. Og mareridtet var kun lige begyndt.
To dage senere skulle jeg være eksamensvagt igen. Denne gang drejede det sig om en mundtlig eksamen. Det skulle blive let. Ingen elever på toilettet. Intet kladdepapir. Ingen grund til at sidde musestille og bide sig i fingerne af træthed. Hvad kunne gå galt?!
Jeg startede ud med at glemme mit læsestof. Selvom jeg kunne hoppe yndefuldt rundt og agere kanin, ville det hurtigt blive kedeligt i længden, da jeg skulle være der i 8 timer, og det ville være utopisk at tro, at de sidste elever ville "pjække". - Hva' pokker, tænkte jeg. Jeg lægger mig da bare til at sove. Jeg skal jo kun sidde der og kukkelure. Hvor fejlagtigt af mig at tro det.
Jeg kom i god tid. Uden at vide hvordan og hvorledes, satte jeg mig ned på en stol tæt på forberedelses- og eksaminationslokalet. Minutterne gik, mit hoved drejede rundt som den besatte tøs fra Eksorcisten, for hvor var den ansvarlige lærer som skulle oplyse mig om hvordan og hvorledes. Tæt på det tidspunkt den første elev skulle ind og terpe det hun ikke havde fået lært det foregående semester, dukkede en lav, rund lærertype op med det karakteristiske distræte udtryk malet i hendes ansigt. Som var det orkestreret af en højere enhed, ankom en sekretær fra fakultet. Selvsamme person, som havde sendt mig afsted med listen over elever, der skulle testes for deres værd.
Sekretæren fik den distræte lærer, Winnie, som viste sig at være censoren, den første elev og undertegnede bragt lidt tættere sammen. Det blev tid til at begynde eksamen og vi manglede stadigvæk den ansvarlige lærer. Derfor måtte sekretæren træde til for at spørge den stakkels elev om hun havde forstået spørgsmålet.
Den manglende lærer ankom en halv time senere, og jeg må indrømme at jeg ikke havde tænkt meget over det, jeg havde fået at vide om ham. Det var ved at ændre sig. Uden at kende den nøjagtige medicinske betegnelse for ham vil jeg uden at have læst psykologi angive ham til at være maniodepressiv tilsat en smule skizofreni.
Ekstremt overgearet fra første sekund og en sygelig tendens til at leve sig ind i sit navns oprindelse. Navnet var Pierre og stilen var fingerkys.
Et kompliceret stykke menneske, som lod mig mærke hans skiftende humør, hans platte forsøg med sarkasme og generelt en arrogant opførsel, som efterlod mig mundlam.
Han startede ud med en balle for ikke at sende den første elev præcis ind i eksaminationslokalet. Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige, at jeg ingen idé havde om, at jeg skulle sende personen ind. Faktisk har jeg efterfølgende lært fra andre vagter at ham fætteren her, er den eneste, der forlanger det. Jeg sad og gned søvn ud af øjnene, og stammede at jeg intet ur havde, hvilket udløste at han overfuste mig skammeligt foran flere elever. Nu havde jeg da i det mindste fået næring til adskillige fantasier om hvordan han skulle lide en smertefuld død.
Heldigvis var der et ur i nærheden som kunne hjælpe mig med det logistiske arbejde, sådan at jeg slap for flere konfrontationer, hvilke der måtte ende voldeligt ligegyldigt hvordan de blev vendt og drejet.
Da det lakkede mod enden med at være hans personlige kaffedreng, gik jeg ind til tossen for at fortælle ham at jeg smuttede når jeg havde sendt den sidste elev ind. Jeg kunne se på ham at han var kommet i hopla, godt hjulpet af den joviale censors forstærkende medløberlatter. Nu skulle han lige lave grin med ham eksamensvagten, der ikke så helt så pokkers intelligent ud. Jeg spillede med på den og gav ham den tilfredsstillelse, et sygt menneske som han har behov for. Da han slutteligt sagde, - Hav et godt liv, smilede jeg overbevisende, forhåbentligt, og sagde tak.
Jeg forlod skuepladsen, tog hjem og fik mig en velfortjent lur. De resterende vagter jeg havde forløb uden problemer. Det eneste spørgsmål, som dette efterlader mig, er: Ville han have danset flamingo på mig i stedet for at sende mig det ene fingerkys efter det andet, hvis hans navn havde været Pedro? Who knows and who cares anyway.
Hvis I en dag skulle få tilbud om at få sådan et fritidsarbejde, så forbered jer på en vanvittig lang dag, der suger livslysten ud af selv den bedste.
Det samme overgik naturligvis undertegnede for et stykke tid tilbage. Det drejede sig om en ældgammel telefonregning, som jeg langt om længe havde fået bugt med i sommer, men da var den åbenbart gået over i advokaternes hænder. Og som vi så mange gange har set i film og endeløse rækker af tv-serier på fjernsynet, så er advokater nogle djævle, der ikke glemmer dig. Det er også tilfældet her. De havde givet mig ti dage til at betale og noget skulle der jo ske, for jeg var endnu ikke parat til at flyve fra moderlandets vugge.
Jeg startede ud med at ringe til Teledanmark for at få dem til at kalde deres blodhunde tilbage, men... sagen var ude af deres hænder, da disse helvedeskøtere ikke kunne kaldes tilbage. Hundene var løs og havde fået færten af mig. Jeg prøvede så at lokke dem med billige hundeben fra brugsen i en kortvarig våbenhvile, men lige lidt hjalp det. Det var mit flæsk, de var ude efter. Desperat så jeg ingen anden mulighed end at få et arbejde, der kunne betale blodpengene. Og her var det at "the Dennis luck lightning" ramte ned i mig. Et overkommeligt arbejde på universitet, som eksamensvagt i et par dage...
Uden at have den fjerneste ide om hvad eksamensvagtprofessionen gik ud på, udover jeg erindrer kun at have set ældre borgere i det virke, og deraf måtte det være easy shit, indvilligede jeg. Faktisk troede jeg, det var på frivilligt basis indtil den dag, jeg fik tilbuddet om lette penge.
Det burde have stået klart for mig, at det blev en hård, ulidelig omgang, da jeg måtte stå op klokken seks om morgenen for at nå ud på universitet til klokken 08.30. Ikke fordi det tager toogenhalv time for at komme fra destination x til y, men efter at have levet med mig selv i temmelig mange år (og ja, det har ikke været lutter lagkage) var jeg kommet til den erkendelse, at ligegyldig hvor jeg end rejste hen, var jeg nødt til at tage højde for at jeg ville fare vild. Godt hjulpet af min natteblindhed en tidlig januarmorgen, var det også tilfældet denne her gang, men pga min fremragende synske evner med hensyn til den kalkulerede spildtid, nåede jeg frem i tide.
Missionen: at overvåge seksten mennesker i et lummert klasselokale fra klokken ni til klokken tre, mens de skriver sig til døde i et gabende interessant fag... vidensorgani... gaab... et eller andet.
Hemmelighed agenda: at sove igennem seks timers papirnusseri.
Som så mange fremragende planer, jævnfør det firkantede hjul, Hitlers indmarch i Rusland, den løsslupne brug af radioaktive stoffer til festlige røngtenbilleder, dengang Madam Curie stadigvæk levede og solgte sort/hvide billeder af sit bækkenben, brint i luftskibe, ja, hvem husker ikke Hindenburg, pepperkings, Titanics usårlighed og sidst, men ikke mindst min plan: at sove på arbejdet.
Som antydet fik jeg ikke meget søvn, da folk skulle på toilettet hver andet sekund og de andre sekunder drejede det sig om kladdepapir. Med trætte øjenlåg, der i takt med mit slappe hoved konstant søgte jorden, forsøgte jeg at læse en tør fagbog om C++, hvis indhold ligeså godt kunne have været fyldt med de nuller og ettaller, som al interaktion med en computer er baseret på.
De seks timer svandt ind til ingen og befrielsen var ved hånden. Jeg havde overlevet den skriftlige eksamen med nød og næppe. Seks timers forsøg på at læse, sove, tælle får i form af elever, der skal ud og tisse var ingen spøg. Og mareridtet var kun lige begyndt.
To dage senere skulle jeg være eksamensvagt igen. Denne gang drejede det sig om en mundtlig eksamen. Det skulle blive let. Ingen elever på toilettet. Intet kladdepapir. Ingen grund til at sidde musestille og bide sig i fingerne af træthed. Hvad kunne gå galt?!
Jeg startede ud med at glemme mit læsestof. Selvom jeg kunne hoppe yndefuldt rundt og agere kanin, ville det hurtigt blive kedeligt i længden, da jeg skulle være der i 8 timer, og det ville være utopisk at tro, at de sidste elever ville "pjække". - Hva' pokker, tænkte jeg. Jeg lægger mig da bare til at sove. Jeg skal jo kun sidde der og kukkelure. Hvor fejlagtigt af mig at tro det.
Jeg kom i god tid. Uden at vide hvordan og hvorledes, satte jeg mig ned på en stol tæt på forberedelses- og eksaminationslokalet. Minutterne gik, mit hoved drejede rundt som den besatte tøs fra Eksorcisten, for hvor var den ansvarlige lærer som skulle oplyse mig om hvordan og hvorledes. Tæt på det tidspunkt den første elev skulle ind og terpe det hun ikke havde fået lært det foregående semester, dukkede en lav, rund lærertype op med det karakteristiske distræte udtryk malet i hendes ansigt. Som var det orkestreret af en højere enhed, ankom en sekretær fra fakultet. Selvsamme person, som havde sendt mig afsted med listen over elever, der skulle testes for deres værd.
Sekretæren fik den distræte lærer, Winnie, som viste sig at være censoren, den første elev og undertegnede bragt lidt tættere sammen. Det blev tid til at begynde eksamen og vi manglede stadigvæk den ansvarlige lærer. Derfor måtte sekretæren træde til for at spørge den stakkels elev om hun havde forstået spørgsmålet.
Den manglende lærer ankom en halv time senere, og jeg må indrømme at jeg ikke havde tænkt meget over det, jeg havde fået at vide om ham. Det var ved at ændre sig. Uden at kende den nøjagtige medicinske betegnelse for ham vil jeg uden at have læst psykologi angive ham til at være maniodepressiv tilsat en smule skizofreni.
Ekstremt overgearet fra første sekund og en sygelig tendens til at leve sig ind i sit navns oprindelse. Navnet var Pierre og stilen var fingerkys.
Et kompliceret stykke menneske, som lod mig mærke hans skiftende humør, hans platte forsøg med sarkasme og generelt en arrogant opførsel, som efterlod mig mundlam.
Han startede ud med en balle for ikke at sende den første elev præcis ind i eksaminationslokalet. Her vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige, at jeg ingen idé havde om, at jeg skulle sende personen ind. Faktisk har jeg efterfølgende lært fra andre vagter at ham fætteren her, er den eneste, der forlanger det. Jeg sad og gned søvn ud af øjnene, og stammede at jeg intet ur havde, hvilket udløste at han overfuste mig skammeligt foran flere elever. Nu havde jeg da i det mindste fået næring til adskillige fantasier om hvordan han skulle lide en smertefuld død.
Heldigvis var der et ur i nærheden som kunne hjælpe mig med det logistiske arbejde, sådan at jeg slap for flere konfrontationer, hvilke der måtte ende voldeligt ligegyldigt hvordan de blev vendt og drejet.
Da det lakkede mod enden med at være hans personlige kaffedreng, gik jeg ind til tossen for at fortælle ham at jeg smuttede når jeg havde sendt den sidste elev ind. Jeg kunne se på ham at han var kommet i hopla, godt hjulpet af den joviale censors forstærkende medløberlatter. Nu skulle han lige lave grin med ham eksamensvagten, der ikke så helt så pokkers intelligent ud. Jeg spillede med på den og gav ham den tilfredsstillelse, et sygt menneske som han har behov for. Da han slutteligt sagde, - Hav et godt liv, smilede jeg overbevisende, forhåbentligt, og sagde tak.
Jeg forlod skuepladsen, tog hjem og fik mig en velfortjent lur. De resterende vagter jeg havde forløb uden problemer. Det eneste spørgsmål, som dette efterlader mig, er: Ville han have danset flamingo på mig i stedet for at sende mig det ene fingerkys efter det andet, hvis hans navn havde været Pedro? Who knows and who cares anyway.
Hvis I en dag skulle få tilbud om at få sådan et fritidsarbejde, så forbered jer på en vanvittig lang dag, der suger livslysten ud af selv den bedste.
