Verden iflg. Connery
Efterårsdate: 4 aktiviteter, der slår den sædvanlige kaffedate
Ikke et ondt ord om kaffe, men fornyelse er altid godt
"Nå, men.. skal vi drikke en kop kaffe?"
En sætning, du sikkert enten har sagt eller hørt, hvis du dater en. Og ikke fordi der skal lyde et ondt ord om kaffe herfra(!), men sommetider kan det godt blive lidt trivielt. Og selvom man kan bytte kaffe ud med vin, øl eller noget helt tredje, så er det lidt samme trummerum. Så hvorfor ikke lave noget, der passer til årstiden? Sommetider virker det nemmere at date om sommeren. Der er bare flere aktiviteter, der fungerer bedst i solskin. Men efteråret har jo også sin charme og sine muligheder, man skal bare tænke lidt kreativt – og heldigt for dig, så har vi gjort arbejdet for dig.
1) Udhul Halloween græskar
Uanset om du synes, Halloween er en opreklameret, kommerciel amerikansk tradition eller ej, så er det ikke til at komme udenom, så du kan lige så godt udnytte det til din fordel. Køb to græskar og gør så ellers klar til den helt store kreative proces. Det kan I hurtigt få et par timer til at gå med, og hvis hun har problemer med at udhule sit græskar (for det er faktisk ret hårdt), så kan du jo altid spille lidt med musklerne og tilbyde at gøre det for hende.
2) Pluk æbler og bag en kage
Ja, det kan godt være, du umiddelbart tænker på noget helt andet, når jeg siger, I skal plukke æbler, men i denne omgang mener jeg altså, at I skal en tur ud i det blå, finde et æbletræ og samle så mange, I orker. Derefter går turen hjem i køkkenet, og så er det bare op til jer, om den står på æbletærte, crumble eller en gammeldags æblekage. Uanset hvad skal det nok blive en super hyggelig dag. Gåtur og kage? Den er helt sikkert hjemme!
3) Hold gyseraften
Der er ikke noget nyt i Netflix and chill, men hvis nu vi gør det lidt mere tematisk, kan det faktisk godt gå hen og blive til andet end, hvad hun tror er, en dårlig undskyld for at have sex. Og nu er efterår jo som nævnt lig med Halloween, så hvad er mere oplagt en gyseraften? Gør det klart med tæpper og snacks, og hav så linet 5 gyserfilm op, som I skal igennem. Højst sandsynligt når I slet ikke så langt, men det er jo tanken, der tæller..
4) Oktoberfest
Går der lidt for meget hygge og pussenusse i den, og mangler du en undskyldning for, at I kan drikke øl? Så kommer oktoberfest jo som kaldet. Og det behøver jo slet ikke at være helt vildt og foregå ude – du kan også bare invitere til oktoberfest derhjemme, hvor du selvfølgelig har sørget for specialøl og tyske snacks. Men måske du lige skal vente med kostumet, hvis I ikke kender hinanden så godt endnu..