Edgar Wright og hans Cornetto-trilogi
Hvis du ikke har set disse film endnu - så har du travlt!
Instruktøren Edgar Wright har i gennem mange år underholdt publikum med sine snedige, mystiske og ufatteligt komiske komediefilm, som altid har Simon Pegg og Nick Frost på rollelisten. Du kender uden tvivl Shaun of the Dead eller Hot Fuzz, mens deres tredje film The World’s End ikke har nået så stor omtale endnu – disse film bliver oftest omtalt som Cornetto-trilogien, som er en lille, komisk reference til den polske instruktør Krzysztof Kieślowski, som lavede en trilogi på baggrund af forskellige farver.
Wright fik derfor den idé at forbinde filmene med en individuel smag fra Cornetto-isvaflerne. Under et interview med instruktøren blev det understreget, at det hele startede som en joke, men det blev efterhånden varemærket for denne type film – og producenten bag isvaflen var bestemt ikke negativ indstillet omkring denne omtale!
Eftersom trilogiens tredje film er blevet udgivet på Blu-ray og DVD i de seneste måneder, har jeg været så heldig at skaffe mig et eksemplar af Cornetto-trilogien til anmeldelse. Det er nogle helt i gennem fantastiske film, og hvis man sidder derude og ikke har set nogle af dem, så vil jeg i den følgende anmeldelse forsøge at beskrive og udpege de aspekter af filmen, som gør dem til et must-see.
Wright fik derfor den idé at forbinde filmene med en individuel smag fra Cornetto-isvaflerne. Under et interview med instruktøren blev det understreget, at det hele startede som en joke, men det blev efterhånden varemærket for denne type film – og producenten bag isvaflen var bestemt ikke negativ indstillet omkring denne omtale!
Eftersom trilogiens tredje film er blevet udgivet på Blu-ray og DVD i de seneste måneder, har jeg været så heldig at skaffe mig et eksemplar af Cornetto-trilogien til anmeldelse. Det er nogle helt i gennem fantastiske film, og hvis man sidder derude og ikke har set nogle af dem, så vil jeg i den følgende anmeldelse forsøge at beskrive og udpege de aspekter af filmen, som gør dem til et must-see.
Shaun of the Dead (2004)
- Strawberry-Cornetto
Denne første film kom på markedet i 2004 og tog seerne med storm med den meget opfindsomme og interessante fortolkning af den klassiske zombie-genre. Jordbær-Cornettoen hører til denne film, da den røde farve symboliseres gennem de meget blodige effekter i filmens forløb. Filmen følger den uambitiøse Shaun (Simon Pegg), som endelig mander sig op til at vinde sin ekskæreste tilbage, genoptage kontakten med sin halvsenile mor og ikke mindst overleve i den lille øde flække, som pludselig er blevet invaderet af en zombie-inficerende virus. Sammen med sin dovne makker Ed (Nick Frost) drager de ud i det farlige landskab og kæmper sig frem til en bedre tilværelse og generelt overlevelse i dette hektiske zombie-land.
Selve filmens titel spiller på ’Dawn of the Dead’ af George A. Romaro fra 1978, og hvor handlingen dengang var meget alvorlig og gruopvækkende, er handlingen i Shaun of the Dead utroligt ironisk, komisk og ikke mindst hjernedød. Filmen behandler zombie-tematikken med en meget løs hånd, og lader tingene udfolde sig på den mest tilfældige og uforudsigelige måde, som absolut skaber ren komik ud fra det velskrevne manuskript. Filmen balancerer mellem Shauns trivielle hverdag og zombie-epidemien, og dette skiftende fokus fra den ene yderlighed til den anden skaber grobund for en meget dynamisk handling, som virkelig banker komik ud i gennem skærmen – specielt fordi at man i flere tilfælde kan relatere til de to klodsede hovedpersoner, som reagerer meget uvidende og skræmt over denne pludselige epidemi.
Kendetegnet ved Wrights film er uden tvivl også det benhårde tempo, som ikke blot udspiller sig i handlingens kompleksitet, men også i selve kameraredigeringen – optagelserne er klippet sammen på den måde, at sekvenserne ofte skifter voldsomt hurtigt i mellem hinanden, og det giver en sprudlende, farverig oplevelse på det visuelle medie, som desuden også hæver spændingen, komikken og ikke mindst indlevelsen i de vanvittige eskapader. Spillet mellem det hverdagslige og det overnaturlige udstråler virkelig et formidabelt manuskript, og Wright har også været opfindsom med replikkerne, da skuespillerne virkelig leverer nogle mindeværdige og ikke mindst utroligt skarpe udtalelser.
Shaun of the Dead er efter min mening den næstebedste film i trilogien, men det fede ved disse tre film er, at man får en helt individuel oplevelse af filmen, og den kan nydes, fortolkes og ikke mindst ses på vidt forskellige måder. Nu vender vi snuden med den næste smag i overflødighedshornet af gode smage.
- Strawberry-Cornetto
Denne første film kom på markedet i 2004 og tog seerne med storm med den meget opfindsomme og interessante fortolkning af den klassiske zombie-genre. Jordbær-Cornettoen hører til denne film, da den røde farve symboliseres gennem de meget blodige effekter i filmens forløb. Filmen følger den uambitiøse Shaun (Simon Pegg), som endelig mander sig op til at vinde sin ekskæreste tilbage, genoptage kontakten med sin halvsenile mor og ikke mindst overleve i den lille øde flække, som pludselig er blevet invaderet af en zombie-inficerende virus. Sammen med sin dovne makker Ed (Nick Frost) drager de ud i det farlige landskab og kæmper sig frem til en bedre tilværelse og generelt overlevelse i dette hektiske zombie-land.
Selve filmens titel spiller på ’Dawn of the Dead’ af George A. Romaro fra 1978, og hvor handlingen dengang var meget alvorlig og gruopvækkende, er handlingen i Shaun of the Dead utroligt ironisk, komisk og ikke mindst hjernedød. Filmen behandler zombie-tematikken med en meget løs hånd, og lader tingene udfolde sig på den mest tilfældige og uforudsigelige måde, som absolut skaber ren komik ud fra det velskrevne manuskript. Filmen balancerer mellem Shauns trivielle hverdag og zombie-epidemien, og dette skiftende fokus fra den ene yderlighed til den anden skaber grobund for en meget dynamisk handling, som virkelig banker komik ud i gennem skærmen – specielt fordi at man i flere tilfælde kan relatere til de to klodsede hovedpersoner, som reagerer meget uvidende og skræmt over denne pludselige epidemi.
Kendetegnet ved Wrights film er uden tvivl også det benhårde tempo, som ikke blot udspiller sig i handlingens kompleksitet, men også i selve kameraredigeringen – optagelserne er klippet sammen på den måde, at sekvenserne ofte skifter voldsomt hurtigt i mellem hinanden, og det giver en sprudlende, farverig oplevelse på det visuelle medie, som desuden også hæver spændingen, komikken og ikke mindst indlevelsen i de vanvittige eskapader. Spillet mellem det hverdagslige og det overnaturlige udstråler virkelig et formidabelt manuskript, og Wright har også været opfindsom med replikkerne, da skuespillerne virkelig leverer nogle mindeværdige og ikke mindst utroligt skarpe udtalelser.
Shaun of the Dead er efter min mening den næstebedste film i trilogien, men det fede ved disse tre film er, at man får en helt individuel oplevelse af filmen, og den kan nydes, fortolkes og ikke mindst ses på vidt forskellige måder. Nu vender vi snuden med den næste smag i overflødighedshornet af gode smage.
Hot Fuzz (2007)
- Original Cornetto
Med en lille bismag af jordbær begiver vi os videre mod den mere neutrale og almindelige smag i Cornetto-serien. Hot Fuzz repræsenterer den originale Cornetto, som med sin blå indpakning symboliserer politistyrken. Vi følger den vanvittigt ambitiøse betjent Nicholas Angel (Simon Pegg), som brillerer i sin afdeling af Londons politistyrker. De højere magter vælger dog at sende ham til en afsides flække i det idylliske engelske landskab, da de på den måde kan undgå, at han sætter alle de andre i afdelingen i et dårligt lys. Mod sin vilje vælger han at tage jobbet, og hans hektiske hverdag bliver skiftet ud med dekorationer, gamle bygninger og overvenlige mennesker. Nicholas finder dog hurtigt ugler i mosen, da beboerne virker alt for lykkelige, og en række bizarre mord i omegnen sætter ham på sporet af et større komplot – et komplot som for alvor sætter hans liv i fare!
Denne film er min personlige favorit i trilogien, da filmen simpelthen vælter indover skærmen med et så originalt plot og manuskript, at man på intet tidspunkt før slutningen har regnet ud, hvad det hele handler om. Handlingen bygger en masse spor ind i sagen brik for brik, og med en fornem balancegang mellem komiske udskejelser og makabre mord bliver der hele tiden kreeret en gennemgående tematik, som virkelig sætter tingene i perspektiv. Originaliteten i manuskriptet burde have åbnet op for chancer til en Golden Globe, og den satiriske tilgang til handlingen gør det hele meget mere underholdende. Filmen er tynget af en voldsom stærk form for sort komik, men handlingen glemmer ikke buddy-cop-momentet fra den tidligere film – Nick Frost er nemlig også tilbage som en inkompetent politibetjent, men sammen danner de sig et unikt venskab over en gang øl og Bad Boys 2 på skærmen.
Filmen er endnu en gang præget af tempoprægede sammenklipninger, og hele konceptet er taget skridtet videre mod en langt mere velstruktureret og spændingsstigende opbygning. Filmen er bygget omkring endnu en kontrast mellem den idylliske landsby og morderiske samt action-prægede effekt, og handlingen rummer bare det hele – komplotter, bromance, satiriske personligheder, sort komik og ikke mindst en heftig kulmination af voldsomme skuddueller. Wright har virkelig ramt plet med denne film, da Hot Fuzz er en overraskende sammenfletning af ufatteligt mange interessante genrereferencer, og det kræver noget af en dygtig instruktør og manuskriptforfatter til at kunne tøjle så mange virkemidler. Der er hele tiden en historie inde i en historie, og der er kælet for alle detaljer i denne film – den skarpe seer opdager mange flere inputs end den almindelige filmseer, og med et net af sprudlende dialoger er Hot Fuzz den absolut sjoveste film i trilogien.
Hot Fuzz rummer bare alt det, man har lyst til at se i en film. Det virkede som en umulig mission at overgå Shaun of the Dead, og det er der sikkert mange der er uenige i min mening, men Hot Fuzz formår at tage niveauet en tak højere. I forhold til Cornetto-referencen, er der heller aldrig noget, der slår den originale – nogensinde.
- Original Cornetto
Med en lille bismag af jordbær begiver vi os videre mod den mere neutrale og almindelige smag i Cornetto-serien. Hot Fuzz repræsenterer den originale Cornetto, som med sin blå indpakning symboliserer politistyrken. Vi følger den vanvittigt ambitiøse betjent Nicholas Angel (Simon Pegg), som brillerer i sin afdeling af Londons politistyrker. De højere magter vælger dog at sende ham til en afsides flække i det idylliske engelske landskab, da de på den måde kan undgå, at han sætter alle de andre i afdelingen i et dårligt lys. Mod sin vilje vælger han at tage jobbet, og hans hektiske hverdag bliver skiftet ud med dekorationer, gamle bygninger og overvenlige mennesker. Nicholas finder dog hurtigt ugler i mosen, da beboerne virker alt for lykkelige, og en række bizarre mord i omegnen sætter ham på sporet af et større komplot – et komplot som for alvor sætter hans liv i fare!
Denne film er min personlige favorit i trilogien, da filmen simpelthen vælter indover skærmen med et så originalt plot og manuskript, at man på intet tidspunkt før slutningen har regnet ud, hvad det hele handler om. Handlingen bygger en masse spor ind i sagen brik for brik, og med en fornem balancegang mellem komiske udskejelser og makabre mord bliver der hele tiden kreeret en gennemgående tematik, som virkelig sætter tingene i perspektiv. Originaliteten i manuskriptet burde have åbnet op for chancer til en Golden Globe, og den satiriske tilgang til handlingen gør det hele meget mere underholdende. Filmen er tynget af en voldsom stærk form for sort komik, men handlingen glemmer ikke buddy-cop-momentet fra den tidligere film – Nick Frost er nemlig også tilbage som en inkompetent politibetjent, men sammen danner de sig et unikt venskab over en gang øl og Bad Boys 2 på skærmen.
Filmen er endnu en gang præget af tempoprægede sammenklipninger, og hele konceptet er taget skridtet videre mod en langt mere velstruktureret og spændingsstigende opbygning. Filmen er bygget omkring endnu en kontrast mellem den idylliske landsby og morderiske samt action-prægede effekt, og handlingen rummer bare det hele – komplotter, bromance, satiriske personligheder, sort komik og ikke mindst en heftig kulmination af voldsomme skuddueller. Wright har virkelig ramt plet med denne film, da Hot Fuzz er en overraskende sammenfletning af ufatteligt mange interessante genrereferencer, og det kræver noget af en dygtig instruktør og manuskriptforfatter til at kunne tøjle så mange virkemidler. Der er hele tiden en historie inde i en historie, og der er kælet for alle detaljer i denne film – den skarpe seer opdager mange flere inputs end den almindelige filmseer, og med et net af sprudlende dialoger er Hot Fuzz den absolut sjoveste film i trilogien.
Hot Fuzz rummer bare alt det, man har lyst til at se i en film. Det virkede som en umulig mission at overgå Shaun of the Dead, og det er der sikkert mange der er uenige i min mening, men Hot Fuzz formår at tage niveauet en tak højere. I forhold til Cornetto-referencen, er der heller aldrig noget, der slår den originale – nogensinde.
The World’s End (2013)
- Mint-Cornetto
Den sidste film i rækken er en lidt mere eksperimental smag af mint-chokolade, hvor den grønne farve på indpakningen symboliserer en reference til aliens og det ydre rum. Vi følger en flok venner, som i ungdommen forsøgte at gennemføre en kæmpe pubcrawl kaldet Den Gyldne Mil. Desværre får sprutten has på de fleste i gruppen og mission mislykkes i en kulmination af bræk, slagsmål og alt for mange øl. Flere år efter er gruppens overhoved Gary King (simon Pegg) stadigvæk fanget i fortiden, og får overtalt resten af drengegruppen til at erobre Den Gyldne Mil og følge op på den løse ende i deres liv 20 år senere. Det udmunder i en noget akavet stemning blandt folkene, mens byen i ro og mag er blevet overtaget af mystiske væsner fra det ydre rum. Det gælder ikke længere blot om en episk pubcrawl, men er pludselig blevet til en kamp for selvstændig identitet.
Denne film er absolut den mest bizarre og mystiske film i triogien, men den skuffer absolut ikke. Den starter ud med en masse skarpe dialoger og en række sjove bekendtskaber samt glædelige gensyn med skuespillere fra de tidligere film. Filmen bygger langsomt en meget mærkelig stemning op i plottet, hvor man ikke rigtig ved, hvad der er oppe og ned. Den er svær at sætte en finger på, men originaliteten er gennembrydende fantastisk og man bliver bidt af stemningen allerede 20 minutter inde i filmen. Humoren er endnu en gang i højsædet, som får frit spil i de meget velskrevne dialoger og ikke mindst de vilde billedklipninger på den visuelle front. Hele filmen behandler en fuldstændigt absurd tematik, men på mærkværdig vis formår Edgar Wright at gøre det utroligt samfundsrelevant og ikke mindst noget, man kan referere til i forhold til det moderne samfund. Midt i det hele finder man en fantastisk nytænkende indfaldsvinkel i forhold til aliens, da deres skikkelser nærmest ligner klonede LEGO-figurer med blåligt blod bag deres menneskelige ydre. Filmen graver sig decideret ned i en kerne af forvirrende virkemidler og totalt absurde handlinger, hvilket er et fantastisk kendetegn ved disse film.
Personligt vil jeg mene, at denne film måske er lidt bedre end Shaun of the Dead, men Hot Fuzz slår dog dem begge to efter min personlige mening. Opfindsomheden er uden tvivl størst i denne film, og man kan tydeligt mærke, at Wright har haft bekendtskab til de store forventninger, og virkelig bragt de store skyts til kampen. Den levede fuldstændigt op til forventningerne, og den formår at stå som en selvstændig komedieperle med et vanvittigt velskrevet manuskript og dygtige skuespillere. Hele filmen fungerer som et rodet kaos, men det beviser bare endnu en gang teorien om, at et geni kan kontrollere kaos. Den kan på det varmeste anbefales til folk, som elskede de tidligere film, eller blot elsker en unik filmoplevelse og et godt grin.
Hvilken en af disse Cornetto-film er din favorit?
Tak til Universal Sony Pictures!
- Mint-Cornetto
Den sidste film i rækken er en lidt mere eksperimental smag af mint-chokolade, hvor den grønne farve på indpakningen symboliserer en reference til aliens og det ydre rum. Vi følger en flok venner, som i ungdommen forsøgte at gennemføre en kæmpe pubcrawl kaldet Den Gyldne Mil. Desværre får sprutten has på de fleste i gruppen og mission mislykkes i en kulmination af bræk, slagsmål og alt for mange øl. Flere år efter er gruppens overhoved Gary King (simon Pegg) stadigvæk fanget i fortiden, og får overtalt resten af drengegruppen til at erobre Den Gyldne Mil og følge op på den løse ende i deres liv 20 år senere. Det udmunder i en noget akavet stemning blandt folkene, mens byen i ro og mag er blevet overtaget af mystiske væsner fra det ydre rum. Det gælder ikke længere blot om en episk pubcrawl, men er pludselig blevet til en kamp for selvstændig identitet.
Denne film er absolut den mest bizarre og mystiske film i triogien, men den skuffer absolut ikke. Den starter ud med en masse skarpe dialoger og en række sjove bekendtskaber samt glædelige gensyn med skuespillere fra de tidligere film. Filmen bygger langsomt en meget mærkelig stemning op i plottet, hvor man ikke rigtig ved, hvad der er oppe og ned. Den er svær at sætte en finger på, men originaliteten er gennembrydende fantastisk og man bliver bidt af stemningen allerede 20 minutter inde i filmen. Humoren er endnu en gang i højsædet, som får frit spil i de meget velskrevne dialoger og ikke mindst de vilde billedklipninger på den visuelle front. Hele filmen behandler en fuldstændigt absurd tematik, men på mærkværdig vis formår Edgar Wright at gøre det utroligt samfundsrelevant og ikke mindst noget, man kan referere til i forhold til det moderne samfund. Midt i det hele finder man en fantastisk nytænkende indfaldsvinkel i forhold til aliens, da deres skikkelser nærmest ligner klonede LEGO-figurer med blåligt blod bag deres menneskelige ydre. Filmen graver sig decideret ned i en kerne af forvirrende virkemidler og totalt absurde handlinger, hvilket er et fantastisk kendetegn ved disse film.
Personligt vil jeg mene, at denne film måske er lidt bedre end Shaun of the Dead, men Hot Fuzz slår dog dem begge to efter min personlige mening. Opfindsomheden er uden tvivl størst i denne film, og man kan tydeligt mærke, at Wright har haft bekendtskab til de store forventninger, og virkelig bragt de store skyts til kampen. Den levede fuldstændigt op til forventningerne, og den formår at stå som en selvstændig komedieperle med et vanvittigt velskrevet manuskript og dygtige skuespillere. Hele filmen fungerer som et rodet kaos, men det beviser bare endnu en gang teorien om, at et geni kan kontrollere kaos. Den kan på det varmeste anbefales til folk, som elskede de tidligere film, eller blot elsker en unik filmoplevelse og et godt grin.
Hvilken en af disse Cornetto-film er din favorit?
Tak til Universal Sony Pictures!
