Jeg sprøjtede kaffe ud af næsen i ren begejstring, da jeg modtog en mail fra H&M, om at de nu forhandler Justin Biebers merchandise fra hans aflyste stadium-tour, som en Capsule Collection: Team Bieber.
Mit forhold til Bieber er helt specielt, og jeg elsker tanken om at jeg nu kan købe hans fantastiske merchandise for en slik – og efterfølgende have et stykke beklædning der rejser flere spørgsmål end svar.
"Er du Justin Bieber fan?
– Næ.
Jamen hvorfor har du så noget der åbenlyst er merchandise fra hans koncerter?
– Det var den bedste tour ever. En han aldrig gennemførte!
Har du spyttet penge i Biebers pengekiste som en hån? Hvem fanden griner hele vejen til banken nu?
– Øhh, jamenehh…
Fjols! Er du sikker på du ikke bare er sprunget helt ud af Bieber fanskabet?
– Never say neveeeer!
Biebers aflyste stadium-tour kollektion er til salg i udvalgte H&M butikker og på H&M online, så længe lager haves, hvis du mangler en solsikkegul sweatshirt med lige dele fartstriber og Bieber-kærlighed, er priserne ret fornuftige, nærmest tyvagtige: 199 kroner for en sweatshirt og 129 for en tee.