Den modne drengerøv er gentleman i selskab med kvinder, men beskidt drengerøv sammen med gutterne!
Helt ærligt få nu trukket de hængerøvsbukser op og indse, at den perfekte, moderne drengerøv i dagens Danmark, er en velklædt, velsoigneret mand på den naturlige og rå måde – ikke det der fimsede metroseksuelle gas. Han ved hvem han er og hvad han vil, han halser ikke rundt efter alt med patter og puls. Næh han læner sig tilbage og lader alt med patter og puls jagte ham, han kan tillade sig at være kræsen, for han ved hvad han vil ha’!
Erfaringsrynker og grånende tindinger er f****-magneter, se bare på mænd som Sean Connery, Mel Gibson og Richard Gere – du kender garanteret en masse af samme kaliber.
Men er fakta ikke, at det skønne, modsatte køn i den interessante alder, anser mænd over 30-40 år som gamle liderlige grise, hvis man uforvaret kommer til at rode sig ud i lidt uskyldigt flirten med en lidt yngre model – til trods for erfaringsrynker og grå tindinger? De har bare ikke fattet pointen!
Jo jo, det kaldes panikalderen. Nu er manden over 30-40, nu skal han selvrealiseres og vise, at han stadig har taget på kvinder. Måske det ville hjælpe lidt på hans image, hvis modellen havde samme årgang som han selv…?
Men men men, det gider vi jo ikke, kommer man i panikalderen, er det jo nok på grund af, at vi er ved at drukne i krukker med rynkecreme på vores badeværelser – konens rynkecreme!
Vi har været tvunget til, at spise levninger af spaghetti og kødsovs, drøne rundt i en eller anden latterlig familiecontainer af en bil og stå til rådighed som familiebutler alle døgnets 24 timer.
Vi savner sgu’ da den indre drengerøv, den fede bil, den romantiske middag med et godt skår, byturene med vennerne, de vilde eventyr. Men om kvinderne savner os modne drengerøve ligeså meget som de gamle gutter savner drengerøvsgenet, ja det er så et godt spørgsmål, som jeg for nu vil lade stå ubesvaret hen.
Men fakta er heldigvis, at man selv bestemmer, hvor længe man vil være en drengerøv på den fede måde. Man er jo aldrig ældre end man selv føler sig, omend det ydre siger noget andet. Så længe det er på den fede måde, tilpasset sin alder så det ikke kommer til at virke kikset, så holder stilen 100%.
Nej det er bestemt ikke altid let, at begå sig som vaskeægte drengerøv, når dåbsattesten siger man har rundet de 30 eller 40 år…