Dragonball Z: Battle of Z (Anmeldelse)
Son-Goku og de andre saiyajiner er på banen igen!
Alle har på et eller andet tidspunkt haft en stor svaghed for legetøj eller fantasielementer – hvad enten det har været Pokémon, Magic Cards, Tekken eller Yoyos – og for mit vedkommende ligger det lige i midten af et mangaunivers: DRAGONBALL!
Dragonball-franchisen har altid haft en speciel plads i mit hjerte – da jeg var lille ejede jeg alle samtlige tegneseriehæfter med disse overnaturlige helte og som en ung, spinkel teenager begravede mig og en kammerat os fuldstændigt i serierne og spilversionerne af manga-universet. Bag det Tekken-orienterede ydre og den overnaturlige kant på handlingen blev man belært om mange vigtige livsværdier og moralske undertoner – og så fik man jo lov til at banke de andre fra sans og samling på skærmen!
Dragonball-serien har altid haft et mere eller mindre Tekken-lignende opsætning, hvor man spiller hand-to-hand med modstanderen – der er altså ingen dybde i selve spillet, da man i princippet kun kan bevæge sig mod og væk fra modstanderen. Efterhånden savnede man lidt mere dybde i spillet efter de 3 første Dragonball Z Budokai-udgivelser, efterfulgt af Ultimate Tenkaichi – det var som sød musik i mine ører, da jeg opdagede et spritnyt spil på markedet. Efter at have investeret mine SU-penge i snacks og energidrik, gik jeg i krig med spillet og sagde farvel til omverdenen!
Gameplayet i spillet er blevet langt mere åbent, da man nu kæmper i en verden, hvor omgivelserne nærmest ikke giver nogle begrænsningerne i forhold til spillerens placering. Man kan bevæge sig i alle retninger, og er ikke længere bundet til at gå frem og tilbage. Det giver meget mere frihed i forhold til historien og spillernes position, men giver alligevel lidt en mangel på overblik over kampens hede. Man flyver til højre og venstre uden at få mulighed for at danne den helt rigtige angrebskombination, og special-moves får man aldrig rigtig lov til at prøve ordentligt af. Spillestilen bliver lidt ligesom i så mange andre spil, hvor man egentlig bare trykker på så mange knapper som muligt i håb om at være hurtigt på aftrækkeren - denne mulighed for at affærdige sine evner på mere professionel vis mangler man i forhold til de tidligere spil.
I forhold til opbygningen af skills og evner pr. karakter, er det hele blevet meget mere bræt/kortspilsorientereret – man skal købe sig til en masse forskellige energikort, hvorimod man førhen kunne købe og finde kapsler, som opgraderede styrkerne. Man føler lidt, at det hele er blevet fornyet alt for meget, og man savner lidt bare at kunne gå ind i Storymode, og følge historien med baggrundinformation undervejs – men man skal i stedet kæmpe sig i gennem en række missioner, som trækker tingene lidt i langdrag og gør konceptet en smule vagt i forhold til sine forgængere.
Selve det visuelle aspekt af spillet er dog blevet langt bedre og mere tro til tegneserierne – spillet leverer ikke virkelighedstro og knivskarpe animationer, men har i stedet gået tilbage til værdierne fra serien og skabt et spiludseende, som lægger sig utroligt tæt op af afsnittene. Man føler sig som værende til stede i universet frem for at rykke rundt med nogle klumpede figurer. Et andet fedt aspekt af spillet er, at man har mulighed for at spille samtlige figurer i det originale Dragonball-univers – der var et par begrænsningerne i de tidligere udgivelser, men nu kan man spille som alle karaktererne og følge den oprindelige kronologi fra historien.
Samlet set er Battle of Z lidt af en skuffelse, hvis man er fan af den første trilogi af spilserien – gameplayet er blevet langt mere bredt, hvilket er underholdende, men generelt set ødelægger det spillerens chancer for at bygge et solidt angreb op. Den fungerer optimalt til et lidt underholdende afbræk i hverdagen, men er langt fra interessant nok til at man bliver grebet af gameplayet og ikke kan lægge stikket fra sig. Hvis man dog væbner sig med tålmodighed og endelig får teknikkerne på plads efter meget øvning, bliver gameplayet faktisk ret interessant, men jeg vil stadigvæk favorisere de gamle klassikere frem for denne udgivelse.
Dragonball-franchisen har altid haft en speciel plads i mit hjerte – da jeg var lille ejede jeg alle samtlige tegneseriehæfter med disse overnaturlige helte og som en ung, spinkel teenager begravede mig og en kammerat os fuldstændigt i serierne og spilversionerne af manga-universet. Bag det Tekken-orienterede ydre og den overnaturlige kant på handlingen blev man belært om mange vigtige livsværdier og moralske undertoner – og så fik man jo lov til at banke de andre fra sans og samling på skærmen!
Dragonball-serien har altid haft et mere eller mindre Tekken-lignende opsætning, hvor man spiller hand-to-hand med modstanderen – der er altså ingen dybde i selve spillet, da man i princippet kun kan bevæge sig mod og væk fra modstanderen. Efterhånden savnede man lidt mere dybde i spillet efter de 3 første Dragonball Z Budokai-udgivelser, efterfulgt af Ultimate Tenkaichi – det var som sød musik i mine ører, da jeg opdagede et spritnyt spil på markedet. Efter at have investeret mine SU-penge i snacks og energidrik, gik jeg i krig med spillet og sagde farvel til omverdenen!
Gameplayet i spillet er blevet langt mere åbent, da man nu kæmper i en verden, hvor omgivelserne nærmest ikke giver nogle begrænsningerne i forhold til spillerens placering. Man kan bevæge sig i alle retninger, og er ikke længere bundet til at gå frem og tilbage. Det giver meget mere frihed i forhold til historien og spillernes position, men giver alligevel lidt en mangel på overblik over kampens hede. Man flyver til højre og venstre uden at få mulighed for at danne den helt rigtige angrebskombination, og special-moves får man aldrig rigtig lov til at prøve ordentligt af. Spillestilen bliver lidt ligesom i så mange andre spil, hvor man egentlig bare trykker på så mange knapper som muligt i håb om at være hurtigt på aftrækkeren - denne mulighed for at affærdige sine evner på mere professionel vis mangler man i forhold til de tidligere spil.
I forhold til opbygningen af skills og evner pr. karakter, er det hele blevet meget mere bræt/kortspilsorientereret – man skal købe sig til en masse forskellige energikort, hvorimod man førhen kunne købe og finde kapsler, som opgraderede styrkerne. Man føler lidt, at det hele er blevet fornyet alt for meget, og man savner lidt bare at kunne gå ind i Storymode, og følge historien med baggrundinformation undervejs – men man skal i stedet kæmpe sig i gennem en række missioner, som trækker tingene lidt i langdrag og gør konceptet en smule vagt i forhold til sine forgængere.
Selve det visuelle aspekt af spillet er dog blevet langt bedre og mere tro til tegneserierne – spillet leverer ikke virkelighedstro og knivskarpe animationer, men har i stedet gået tilbage til værdierne fra serien og skabt et spiludseende, som lægger sig utroligt tæt op af afsnittene. Man føler sig som værende til stede i universet frem for at rykke rundt med nogle klumpede figurer. Et andet fedt aspekt af spillet er, at man har mulighed for at spille samtlige figurer i det originale Dragonball-univers – der var et par begrænsningerne i de tidligere udgivelser, men nu kan man spille som alle karaktererne og følge den oprindelige kronologi fra historien.
Samlet set er Battle of Z lidt af en skuffelse, hvis man er fan af den første trilogi af spilserien – gameplayet er blevet langt mere bredt, hvilket er underholdende, men generelt set ødelægger det spillerens chancer for at bygge et solidt angreb op. Den fungerer optimalt til et lidt underholdende afbræk i hverdagen, men er langt fra interessant nok til at man bliver grebet af gameplayet og ikke kan lægge stikket fra sig. Hvis man dog væbner sig med tålmodighed og endelig får teknikkerne på plads efter meget øvning, bliver gameplayet faktisk ret interessant, men jeg vil stadigvæk favorisere de gamle klassikere frem for denne udgivelse.
