Hvis du savner Goku, Vegeta og den slags kampe, hvor et enkelt slag potentielt kan sende en mindre planet ud af kurs, er der godt nyt på vej fra Toei Animation.
Dragon Ball Super: Beerus har nemlig fået en premieredato.
Den nye anime får premiere den 11. oktober 2026, og samtidig har Toei Animation sluppet den såkaldte “Super Surge”-trailer, der giver et nyt kig på den opgraderede udgave af historien.
Og nej, der er ikke bare tale om en helt almindelig genudsendelse af Dragon Ball Super.
Dragon Ball Super: Beerus beskrives som en “enhanced edition”, hvor historien fra Battle of Gods- og Resurrection ‘F’-forløbene bliver rekonstrueret med blandt andet nye og gentegnede scener samt opgraderede visuelle effekter.
Det betyder naturligvis også endnu en omgang Goku mod Beerus.
Guden, der kunne smadre Jorden
Historien begynder nogle år efter kampen mod Majin Buu, hvor der endelig er faldet nogenlunde ro over Jorden.
Det holder naturligvis ikke længe.
Beerus, universets God of Destruction, vågner efter sin lange søvn og hører historier om en Saiyan, der har formået at besejre Frieza.
Det sender ham på jagt efter Goku og fører i sidste ende til den kosmiske konfrontation, som introducerede Beerus og hans ledsager Whis til den moderne Dragon Ball-fortælling.
Samtidig bliver Frieza genoplivet, og dermed bliver der endnu en gang brug for Goku, Vegeta og resten af banden.
Den nye trailer viser blandt andet glimt af kampen mellem Goku og Beerus og giver samtidig en forsmag på den opdaterede animationsstil.
Læs også:
Fra Dragon Ball Z til Super
Dragon Ball Super fortsætter fortællingen efter nogle af de mest ikoniske begivenheder i Dragon Ball Z og bygger videre på universet skabt af afdøde Akira Toriyama.
Battle of Gods-historien blev oprindeligt introduceret i filmen Dragon Ball Z: Battle of Gods fra 2013 og blev senere genfortalt i begyndelsen af Dragon Ball Super-serien.
Det samme skete med Resurrection ‘F’, hvor Frieza vendte tilbage fra de døde og igen forsøgte at gøre livet besværligt for Saiyanerne.
Dragon Ball Super: Beerus går altså tilbage til netop denne periode og giver materialet en større visuel overhaling frem for at fortsætte historien fra et helt nyt punkt.
Projektet er fortsat baseret på Toriyamas originale arbejde, historie og karakterdesign.
Ny musik til de gamle slagsmål
Det er heller ikke kun animationerne, der bliver opdateret.
Den japanske singer-songwriter MEGATERA ZERO står for den nye åbning med rocknummeret “ONOGAMI”, mens VK Blanka leverer seriens afslutningsnummer “Kan Peki No Peki”.
Begge numre kan høres i bidder i den nye Super Surge-trailer.
Dragon Ball Super: Beerus begynder både broadcasting og streaming den 11. oktober 2026.
Så er det bare med at finde Dragon Balls frem igen. Beerus er vågnet, Frieza nægter fortsat at blive liggende i graven, og Goku har som sædvanligt svært ved at sige nej til en kamp, der kan sætte hele planeten på spil.
Læs også: