Verden

Disse 5 Trump-støttende milliardærer tabte mest på toldkaosset

Verdens rigeste mænd fik et økonomisk gok i nødden, da Trump trykkede på “tarif-knappen”.

Disse 5 Trump-støttende milliardærer tabte mest på toldkaosset
Foto: Gage Skidmore from Peoria, AZ, United States of America, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons
Kathrine Frich
Af Kathrine Frich 8. april 2025

Verdens 500 rigeste mennesker tabte samlet 3,7 billioner kroner i løbet af blot to dages aktiehandel efter Donald Trumps “Liberation Day”-udmelding i sidste uge.

Det er det største to-dages tab nogensinde målt af Bloomberg Billionaires Index.

Flere af de milliardærer, som enten har støttet Trump offentligt eller deltaget i hans indsættelse, er blandt dem, der har fået barberet milliarder af formuerne. Her er dem, det gik hårdest ud over.

Elon Musk

Elon Musk , Tesla-chef og manden bag SpaceX, blev ramt hårdest. Tesla-aktierne styrtdykkede, hvilket barberede omkring 214 milliarder kroner af Musks nettoformue mellem torsdag morgen og fredag eftermiddag.

Det fald gør, at hans rumfartsfirma SpaceX nu overhaler Tesla som hans mest værdifulde aktiv.

Siden nytår er Musks formue faldet med 896 milliarder kroner, selvom han stadig er verdens rigeste med en formue på cirka 2.080 milliarder kroner.

Tesla-aktierne faldt yderligere 5 % mandag eftermiddag.

JD Vance får den kolde skuder: Pave Frans sender politisk stikpille i påsketalen

Læs også: JD Vance får den kolde skuder: Pave Frans sender politisk stikpille i påsketalen

Mark Zuckerberg

Facebook-stifteren, som også ejer Instagram og WhatsApp, mistede over 187 milliarder kroner.

Meta-aktien dykkede næsten 14 % på blot to dage, især fordi techbranchen er særligt sårbar over for Trumps told på asiatiske markeder.

Zuckerberg, der i øvrigt udførte en “bemærkelsesværdig piruette” politisk kort før Trump tiltrådte, har i alt mistet omkring 194 milliarder kroner af sin formue i år.

Jeff Bezos: Amazon bløder på grund af Kina

Amazon-stifter Jeff Bezos, som også ejer Washington Post, tabte 164 milliarder kroner på to dage. Amazons aktieværdi har taget et ordentligt dyk, da firmaet er dybt afhængigt af import, især fra Kina og Taiwan.

Bezos, verdens næstrigeste mand med en anslået formue på 1.330 milliarder kroner, har i alt mistet 310 milliarder kroner i 2025. Amazon-aktien steg dog en smule, 0,4%, mandag.

I februar droppede Bezos’ klimafond på 70 milliarder kroner at støtte en af verdens førende klimacertificeringsorganisationer, noget flere ser som et nik til Trumps anti-klimapolitik.

Bernard Arnault

Ejeren af luksusimperiet LVMH, Bernard Arnault, tabte 42 milliarder kroner torsdag og yderligere 35 milliarder fredag.

Trumps told på asiatiske produktionslande har ramt modeindustrien hårdt og Arnaults aktier dykkede yderligere 4 % mandag.

Arnaults formue er nu nede på omkring 1.090 milliarder kroner, et fald på 128 milliarder i år.

Han har været venner med Trump siden 1980’erne og sad forrest til præsidentens anden indsættelse sammen med hele familien.

Han sagde efter en tur til USA: “Jeg er netop vendt tilbage fra USA, og jeg har mærket optimismens vind derovre. At komme tilbage til Frankrig er som et koldt brusebad.”

EU blev siden ramt af 20 % told, mens asiatiske lande, der producerer tøj, nu rammes af satser på op til 54 %.

Warren Buffett

Berkshire Hathaway-bossen og legendarisk investor Warren Buffett blev også ramt – men ikke hårdt nok til at ødelægge hans år.

Han tabte godt 18 milliarder kroner i løbet af de to sorte børsdage, men hans samlede formue er alligevel vokset med 87 milliarder i 2025.

Trump delte fredag en video på sin platform Truth Social, hvor han fejlagtigt påstod, at Buffett roste hans økonomiske politik.

‘Berkshire Hathaway udsendte efterfølgende en erklæring, der slog fast, at det var det pure opspind.

Buffetts aktier faldt lige over 2 % mandag eftermiddag, men han sidder stadig tungt på en formue på cirka 1.080 milliarder kroner.

Klimahandledagen slår rekord: Over 133.000 danskere klar til grøn forandring

Læs også: Klimahandledagen slår rekord: Over 133.000 danskere klar til grøn forandring

Toprådgiver i Det Hvide Hus: “USA har teknologi, der kan manipulere tid og rum”

Læs også: Toprådgiver i Det Hvide Hus: “USA har teknologi, der kan manipulere tid og rum”