Directive 8020 anmeldelse: Supermassive er tilbage i deres sci-fi-horror sweet spot

Supermassive Games har efterhånden gjort det til lidt af en specialitet at få spillere til at hade deres egne beslutninger.

Siden ‘Until Dawn’ har studiet perfektioneret den interaktive horrorformel, hvor hver lille dialogmulighed potentielt kan føre til katastrofe, panik eller en grotesk død fem minutter senere. Men efter nogle mere ujævne kapitler i ‘The Dark Pictures Anthology’ begyndte det også at føles, som om formlen var ved at løbe tør for overraskelser.

‘Directive 8020’ ændrer heldigvis den følelse ret hurtigt.

Denne gang flytter Supermassive rædslerne ud i det kolde mørke rum med en historie, der låner skamløst – og ret effektivt – fra klassikere som ‘Alien’, ‘The Thing’ og ‘Event Horizon’. Resultatet er studiets mest gennemførte horrorunivers i flere år og et af deres mest atmosfæriske spil til dato.

Ingen kan høre dig lave dårlige beslutninger i rummet

Historien følger koloniskibet Cassiopeia, der sendes mod Tau Ceti-f-systemet i jagten på menneskehedens sidste håb efter Jordens kollaps.

Naturligvis går absolut alt galt.

Da spillet for alvor starter, er skibet allerede styrtet ned, besætningen er splittet, folk forsvinder, og noget fremmed er begyndt at sprede sig gennem skibets indre. Hurtigt bliver paranoia en lige så stor fjende som selve monstrene, fordi ingen længere kan være sikre på, hvem der stadig er menneske.

Og det er præcis her, spillet fungerer bedst.

Supermassive har altid været stærke til gruppedynamik og mistillid mellem karakterer, men sci-fi-rammen passer næsten perfekt til deres måde at bygge spænding op på. Hele følelsen af konstant usikkerhed gør selv små beslutninger ubehagelige.

Skal man stole på personen foran sig?
Skal man åbne døren?
Skal man give nogen adgang til et våben?

Det føles sjældent som “rigtige” valg. Det føles mere som forskellige grader af kommende katastrofer.

Visuelt er det Supermassives flotteste spil

Noget af det første man bemærker, er hvor markant flottere ‘Directive 8020’ ser ud end tidligere Dark Pictures-spil.

Karaktermodellerne er langt mere naturlige denne gang, animationerne er markant forbedrede, og Unreal Engine 5 giver hele Cassiopeia en imponerende filmisk kvalitet. Især lys, refleksioner og ansigtsanimationer løfter oplevelsen ret voldsomt.

Hvor mange sci-fi-horrorspil går efter slidt “cassette futurism” ala ‘Alien’, vælger ‘Directive 8020’ i stedet et mere blankpoleret late 90’er sci-fi-look. Skibet føles næsten for rent og futuristisk i starten, hvilket faktisk gør rædslerne endnu mere effektive, når tingene begynder at falde fra hinanden.

Det er en ret fed kontrast.

Lashana Lynch leverer samtidig en stærk hovedrolle som Brianna Young, og generelt føles karaktererne mere levende end normalt i Supermassive-spil. Dialogen kan stadig være lidt stiv indimellem, men relationerne fungerer bedre her end i flere af de nyere Dark Pictures-kapitler.

Nye systemer giver mere kontrol – på godt og ondt

Den største gameplay-nyhed er det nye Turning Points-system, som lader spilleren hoppe tilbage og ændre tidligere valg.

Det lyder umiddelbart som noget, der kunne ødelægge spændingen, men fungerer faktisk overraskende godt for folk, der gerne vil eksperimentere med historiens forskellige udfald.

Samtidig findes der stadig en mere hardcore Survivor-mode, hvor fejl er permanente, og hvor karakterer kan dø permanent.

Det skaber stadig den klassiske Supermassive-paniskhed under quick time-events, hvor man instinktivt begynder at trykke på alle de forkerte knapper under pres.

Spillet introducerer også mere stealth og real-time gameplay end tidligere. Her er oplevelsen lidt mere blandet.

Nogle sekvenser fungerer virkelig godt, især når man presses gennem smalle korridorer eller mørke ventilationsskakter, mens noget jagter én. Andre stealth-sektioner føles dog mere mekaniske og lidt gammeldags, hvor fjender patruljerer i ret tydelige mønstre.

Det er ikke katastrofalt, men det er heller ikke her, spillet er stærkest.

Horror, paranoia og brutale konsekvenser

Det vigtigste er dog, at ‘Directive 8020’ igen rammer den ubehagelige stemning, som Supermassive var bedst til i ‘Until Dawn’.

Spillet elsker at lade spilleren føle sig lige akkurat sikker nok, før det trækker tæppet væk under én. Og når dødsfaldene kommer, er de ofte både pludselige, ekstremt brutale og præcis så ubehagelige, som man håber på i den her type horror.

Der er især én ting, spillet lykkes overraskende godt med: følelsen af, at små fejl kan udvikle sig til kæmpe problemer senere.

Det gør selv simple samtaler anspændte.

Dom

‘Directive 8020’ føles som Supermassive Games, der endelig har fundet tilbage til det, de er bedst til: interaktiv horror med stærk stemning, ubehagelig paranoia og konstant frygt for konsekvenserne af egne valg.

Ikke alle de nye gameplay-idéer rammer lige hårdt, og nogle stealth-sektioner mangler stadig lidt finesse. Men det opvejes af et virkelig stærkt sci-fi-univers, markant forbedret præsentation og en stemning, der flere gange rammer den helt rigtige blanding af ‘Alien’ og klassisk Supermassive-kaos.

Hvis man savner et nyt cinematic horror-spil, hvor alle potentielt kan dø på spektakulær vis, er det her sandsynligvis studiets stærkeste bud siden ‘Until Dawn’.