Diablo Immortal er slet ikke et dårligt spil!
Stay a while and listen: Blizzards mobilspil er klar til launch
Guys, I have a phone. Men jeg har også en PC, og begge steder kan man spille det nye Diablo Immortal.
Blizzard overraskede for kort tid siden, med ikke blot at bringe Diablo Immortal til mobile platforme - men også til PC via Battle.net, med mulighed for at skifte gnidningsfrit mellem den ene og den anden platform, cross-progression og cross-platform.
Det var dog ikke nok, til at sænke mine parader, i forhold til mobilspillet Diablo Immortal. Lige siden spillets omdiskuterede annoncering under BlizzCon i 2018, hvor fans af Diablo-serien så rødt, fordi Blizzard havde den frækhed at udgive et free-to-play mobilspil inden den næste primære installation Diablo 4 - med NetEase som udviklingspartner: Forventningerne har været lave. Free-to-play spil har den ulidelige last, at de plejer at være proppede med mikrotransaktioner - små stopklodser, der får spillere til at føle, at de kommer hurtigere frem i spillet, ved at betale sig igennem diverse mekanikker.
Vi har hele tiden vidst, at Diablo Immortal ville indeholde en afart af mikrotransaktioner. Derfor blev der også gået forholdsvist hårdt til den, da jeg sammen med en gruppe af andre spiljournalister fra Europa for et par uger siden havde spørgetid hos Diablo-teamet: Spildesigner Joe Grubb og Franchise Manager Rod Fergusson var under heftig krydsforhør - det klarede de, uden at falde til jorden.
Diablo Immortal kan spilles gratis af alle - uden det er nødvendigt at bruge penge, for at komme videre i spillet - det essentielle for at komme frem i Diablo Immortal er færdigheder og klassisk Diablo-grinding. Det kan man ikke betale sig fra.
Mine parader var dog endnu ikke sænket, men så fik jeg mulighed for at sænke et par timer i spillets Beta-udgave, få dage inden lanceringen, og ved du hvad?
Diablo Immortal er faktisk et rigtigt solidt mobilspil. Og ikke et dårligt Diablo-spil.
Diablo Immortal sender spilleren ind i Sanctuary-universet på ny - i en tidslomme, der handlingsmæssigt udspiller sig mellem hændelserne i Diablo II og Diablo III - og uden at lave indgribende træk, udfylder den en række ubekendte spørgsmål, om hvad der egentlig er sket i universet mellem de to primære spil. Og det hele føles bekendt og ret formfuldendt.
Diablo Immortal er et free-to-play mobilspil, men spillet gør et stort væsen ud af at være meget åbent: Alle karakterklasser kan benyttes, alle missioner kan påbegyndes og gennemføres og alt loot kan grindes gennem gameplay og som spiller kan man maxe sin karakter helt i bund - og alt sammen uden at bruge en krone på det. Det er løftet som Diablo-teamet står på.
Et rigtigt Diablo-eventyr
Jeg har ikke gennemspillet Diablo Immortal, men de timer jeg nåede at bruge på spillet, under Beta-sessionen, gav mig et godt indblik i universet: Det er Diablo. Historien, omgivelserne og karaktererne: Det hele føles genkendeligt - og en lille smule som at komme hjem.
Det primære objektiv for spilleren er at indsamle skårene af en smadret verdenssten, inden onde dæmoniske kræfter får mulighed for at udnytte dem til at åbne helt op for helvede på jord - direkte følger af slutningen på Diablo II: Lord of Destruction.
Historien bringer også en række Diablo-kendisser tilbage i spil: Deckard Cain, selvfølgelig - og blandt andet også Charsi, den fantastiske smed fra Diablo II. Det samme gælder flere af lokationerne, der er genkendelige fra tidligere spil.
Om historien i Immortal bliver fuldt helt til dørs kan jeg ikke sige, men det jeg har set af den, er klassisk Diablo - en solid og dyster fantasy-fortælling, bygget op omkring den primære tiltrækning ved Diablo: Et solidt gameplay.
Helvedes godt gameplay
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke er meget til mobilspil - og de ofte clunky styringsmuligheder, som man har på en mobilspil. Men Diablo Immortal slipper godt afsted med det. Fordi det er udviklet som mobilspil, er alt fra styring til gameplay-mekanikker gennemtænkt til at fungere til platformen. Kontrol-layoutet er let at bruge og den indledende tutorial sætter alt på plads lynhurtigt, og der går ikke længe inden man føler sig som en tap-to-kill dræbermaskine. Fury og Mana er blevet udskiftet med nogle mere universelle tidsbetingede cooldowns, og det fungerer egentlig fint.
Spillets mekanikker tager nogle ret heftige afstikkere fra det klassiske Diablo-gameplay: Men loot og grinding er stadig essentielt. En kæmpe quality-of-life forbedring som gør Immortal til et mere casual spil er inventory og skills. Der er selvfølgelig loot, men i stedet for at være fastlåst til et specifikt level, skalerer våben og udrustning med spillerens power-level - samtidig er der et smart power-level system, der lynhurtigt fortæller dig om et givent stykke udstyr er en opgradering over det man bruger - og det sparer spilleren for en masse tid brugt på at beregne om gear-setuppet giver mening: Hvilket nok er meget godt, når det trods alt er et mobilspil, der gerne skal have en mere afslappet karakter end et klassisk PC-spil.
Så hvordan laver spillet penge?
Diablo Immortal er free-to-play, men er stadig sat i verden for at lave penge. Når udviklerne holder fast på, at man ikke har et pay-to-play system, må det uundgåeligt være baseret på samlergenstande? Ja og nej.
Diablo Immortal vil have et månedligt Battle Pass system: Systemet er nærmest direkte løftet fra Activison Blizzard-spillet Call of Duty: Warzone - her betaler man for muligheden for hver måned at låse op for unikke items som kan få karakteren til at se anderledes ud end andre - og med diverse ekstra ressourcer der muligvis gør grinden, mod at låse op for specielle collectibles, en smule lettere.
Det bliver også, ligesom i Warzone, muligt at købe seperate Skin-pakker med kosmetiske spilgenstande.
Spillet gør brug af et system der hedder Crests - små genstande, der kan bruges til at åbne Rifts, korte tidsbaserede random-dungeons, med forskellige sværhedsgrader - belønni9ngen for disse runs, kan være en række forskelligt ressourcer som gems og runes. Crests kan både optjenes gennem gameplay og købes for moneys.
Desuden bliver det muligt at købe Reforge Stones, så man kan re-rolle tilfældige stats på eksisterende gear - og i nogle tilfælde fastlåse specifikke stats inden det pågældende reforge.
Hvad de forskellige købsbetingede items kommer til at koste i rigtige penge, har jeg ingen idé om, der var ingen priser i betaen, så det bliver en overraskelse til lanceringsdagen.
Mit vigtigste take-away fra betalingssystemerne, var dog at jeg ikke rigtig følte hverken behov eller lyst til at købe ind i noget - om den følelse ændrer sig når man nærmer sig end-game i Diablo Immortal, kan jeg til gengæld ikke spå om.
Vejen til (diablos) helvede er brolagt med mobil-gamere
Blizzard har kontinuerligt sagt, at det er deres mission at gøre Diablo-franchiset tilgængeligt for så mange spillere som muligt, og Joe Fergusson, Game Franchise Manager for Diablo fortæller, at det har været den primære årsag til at gå med en free-to-play model:
"Part of what's important for Diablo and the Immortal franchise is to reach as many players as possible... When you look at the three billion gamers out there, and how many rely on mobile as their only platform to play on and bringing the game to where everyone plays."
Udsigterne til Diablo Immortal ser lysere ud, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Efter min modstand til overhovedet at spille det, blev overkommet i betaen, ser jeg rent faktisk frem til at bruge et par timer i spillet, når det officielt udkommer den 2. juni 2022. Om Diablo Immortal er et fantastisk spil? Det er lidt for tidligt at fælde dom over - men min stående dom er: Uskyldig til det modsatte er bevist.
At Diablo Immortal nu også er tilgængeligt for PC-spillere, er en bonus der ikke bare underbygger Blizzards mission - men også understøtter muligheden for at franchisets inkarnerede PC-fans kan nyde endnu et kapitel i Diablos historie. Og mon ikke Diablo Immortal kommer til at skovle penge ind, uanset om du og jeg bruger nogle - eller ej?
Diablo Immortal
Type: Free-to-play Action-RPG
Platforme: iOS, Android, PC
Udvikler: Blizzard Entertainment, NetEase
Udgivelsesdato: 2. juni 2022