Devil
Klaustrofobisk gyser af manden bag The Sixth Sense, Unbreakable, Signs og The Village
Drengerøvs faktor og teknisk information:
Drengerøvs faktor: 50 %
(Hvad betyder ninjaer og drengerøvsfaktor)
Original titel: Devil
USA, 2010
Medv: Chris Messina, Logan Marshall-Green, Jenny O'Hara, Bojana Novakovic, Bokeem Woodbine, Geoffrey Arend, Jacob Vargas, Matt Craven og Joshua Peace
Lyd: Dolby Digital 5.1/DTS/SDDS
Længde: 80 min.
Premiere dato: 13. januar 2011
Devil - Trailer
5 fremmede mennesker fanges i en lille elevator i et højhus i Philadelphia. En af dem er djævlen selv, og langsomt, på makaber vis, bliver de andre dræbt en efter en, indtil der kun er djævlen tilbage. Så simpelt kan Devils historie beskrives og mere behøves der egentligt ikke, at blive fortalt om handlingen.
Devil er en forholdsvis lille gyserfilm, en atmosfærisk skæbnehistorie skrevet af ingen ringere end M. Night Shayamalan. Det kan man godt fornemme, for netop historien er filmens styrke. Shayamalan har dog indrømmet, at historien er stærkt inspireret af en gammel Agatha Christie historie; ”And Then There Were None”, som har nøjagtigt samme plot som Devil.
Det gør dog ikke så meget, for hvis der er noget, Shayamalan kan, så er det at skabe uhygge via simple virkemidler, og det gør han på fremragende vis med Devil. Netop derfor sidder man og ønsker, at Shayamalan også selv havde valgt at instruere filmen, for det er her, at Devil for alvor halter.
Iscenesættelsen og skuespillet gør, at filmen aldrig når op på noget klassikerniveau. Nogle gange rammer filmen plet i sin uhygge, mens den andre gange grænser til at være ubehjælpeligt amatøragtig. Det er denne ujævnhed, der gør, at Devil ender, som en middelmådig gyser.
Devil er den første film i det, der kaldes The Night Chronicles, så hvis du er helt vild med Devil, kan du sikkert glæde dig til flere film i samme stil.