Det moralske dilemma
Jeg havde en oplevelse i Netto, der satte nogle tanker i gang
På den måde skal der en del til, før jeg stopper op og tænker: "Det var lige godt pokkers!", når jeg er i Netto.
Her forleden stillede min hjerne mig dog i et moralsk dilemma, og for en gang skyld var det ikke, om jeg skulle købe remoulade med højt eller lavt fedtindhold. (Lige for at afmystificere dette spørgsmål, så står det selvfølgelig klart for enhver drengerøv, at der skal være så meget fedt i som muligt).
I køen ved kassen stod der nemlig en mand foran mig med en kasse øl nede ved fødderne. I mellem øllene sad der yderligere en sixpack med dåseøl.
Han sætter kun én øl på båndet, og da ekspedienten spørger om, hvad han har, svarer han en kasse, men undlader at fortælle om de seks dåser, han har udover det. Nu er det jo ikke en lille pakke tyggegummi, som kan forsvinde i mellem øllene, vi snakker om. Det er altså helt bevidst, at han ikke nævner de ekstra øl.
Først tænkte jeg bare: "Nå!?", og slog tankerne over på hvor fantastiske kvindelige bryster egentlig er. Men så kom dilemmaet til mig. Egentlig havde jeg lyst til at sige højt: "Hvad med de seks øl du har der?", men havde heller ikke lyst til at være en stikker og duks. Især når det bare er Netto, som har stort overskud alligevel og som så ofte ikke har det jeg skal bruge. Hvorfor ville dilemmaet ikke bare lade mig være i fred?
For selvom man kan stå og have nok så hellige tanker om sig selv, så er dobbeltmoralen jo indlysende. Hvis I modtager en tyver for meget i byttepenge, gør I så ekspedienten opmærksom på det? Nej vel! Det er jo også tyveri, idet det er fuldt overlagt. Hvordan kan jeg så tillade mig at blive fortørnet over, at manden i køen foran mig er ved at stjæle seks dåseøl, som har ca. samme værdi som den tyver, jeg kan få for meget tilbage i byttepenge?
Svaret er ikke kommet til mig endnu, men jeg tror det har noget med at gøre, at ved for mange byttepenge, så overbeviser vi os selv om, at det er ekspedientens skyld. Hun (for mænd kan jo godt tælle) kunne jo bare have tjekket, at hun gav korrekt tilbage. Manden foran mig i køen gør derimod et bevidst forsøg på at snyde sig til mere, end han betaler for.
Om det er svaret på forskellen i mit sind aner jeg ikke, men hvad er jeres holdning til den situation, jeg netop har beskrevet?
Her forleden stillede min hjerne mig dog i et moralsk dilemma, og for en gang skyld var det ikke, om jeg skulle købe remoulade med højt eller lavt fedtindhold. (Lige for at afmystificere dette spørgsmål, så står det selvfølgelig klart for enhver drengerøv, at der skal være så meget fedt i som muligt).
I køen ved kassen stod der nemlig en mand foran mig med en kasse øl nede ved fødderne. I mellem øllene sad der yderligere en sixpack med dåseøl.
Han sætter kun én øl på båndet, og da ekspedienten spørger om, hvad han har, svarer han en kasse, men undlader at fortælle om de seks dåser, han har udover det. Nu er det jo ikke en lille pakke tyggegummi, som kan forsvinde i mellem øllene, vi snakker om. Det er altså helt bevidst, at han ikke nævner de ekstra øl.
Først tænkte jeg bare: "Nå!?", og slog tankerne over på hvor fantastiske kvindelige bryster egentlig er. Men så kom dilemmaet til mig. Egentlig havde jeg lyst til at sige højt: "Hvad med de seks øl du har der?", men havde heller ikke lyst til at være en stikker og duks. Især når det bare er Netto, som har stort overskud alligevel og som så ofte ikke har det jeg skal bruge. Hvorfor ville dilemmaet ikke bare lade mig være i fred?
For selvom man kan stå og have nok så hellige tanker om sig selv, så er dobbeltmoralen jo indlysende. Hvis I modtager en tyver for meget i byttepenge, gør I så ekspedienten opmærksom på det? Nej vel! Det er jo også tyveri, idet det er fuldt overlagt. Hvordan kan jeg så tillade mig at blive fortørnet over, at manden i køen foran mig er ved at stjæle seks dåseøl, som har ca. samme værdi som den tyver, jeg kan få for meget tilbage i byttepenge?
Svaret er ikke kommet til mig endnu, men jeg tror det har noget med at gøre, at ved for mange byttepenge, så overbeviser vi os selv om, at det er ekspedientens skyld. Hun (for mænd kan jo godt tælle) kunne jo bare have tjekket, at hun gav korrekt tilbage. Manden foran mig i køen gør derimod et bevidst forsøg på at snyde sig til mere, end han betaler for.
Om det er svaret på forskellen i mit sind aner jeg ikke, men hvad er jeres holdning til den situation, jeg netop har beskrevet?
