Det er mig der bestemmer!
Hvem bestemmer i et tog?
Konduktøren trisser frem og tilbage for at få alle til at føle sig tilpas. Jeg ved ikke, hvad det præcis er, der gør det, men det virker falsk på mig. Når man nu har in mente, hvor meget lort DSB har lavet i tidernes løb, så virker det falsk på mig, at man forsøger at redde lidt tråde ud ved at byde på vand og sløje nødder. Ikke sådan nogle sløje nødder som i Louise Frevert, men mere sådan som i cashewnøder, der har ligget for længe.
Det er egentlig bare en artikel, hvor jeg lader tankerne vandre, ved ikke hvor den ender, eller hvad den kan, eller om den overhovedet bliver til noget. Den minder vist en del om mig selv. For ikke så lang tid siden vidste jeg heller ikke, om jeg blev til noget, om jeg var underholdende nok, om der egentlig var nogen der gad at læse mig, for den jeg var. Men jeg skal nok ligesom min artikel gøre mit bedste, jeg kan dog ikke gøre hverken fra eller til i forhold til underholdningen, for jeg er som jeg er. Det har taget mig år og dage at indse, at jeg er, som jeg er. Adskillige gode og mindre gode venner har rusket op i mig og forklaret, at jeg er fin, som jeg er, men det er svært at acceptere, når man nu er vant til at være midtpunkt, vant til at være centrum for tingene.
Her i toget er jeg mest på et sidespor, eller siddeplads om I vil. Jeg føler mig dog temmelig isoleret og udstillet på samme tidspunkt. Høretelefoner i ørene, et fast blik på min skærm og en fornemmelse af tusind mennesker, der læser mig over skulderen. Det er underfundigt at have sin egen hule sammen med en masse andre, der kun er der i min fantasi. Jeg kan til tider også få det sådan med Connery. Hvad er det for et sted, og hvorfor udstiller jeg mig selv? Hvorfor udfører jeg det arbejde, jeg gør?
Delvis er forklaringen jo, at jeg ligesom de fleste andre herinde søger opmærksomheden. Om man så vil kendes ved det eller ej, så er det det, der får 80% af folk til at skrive herinde, mangel på opmærksomhed. Jeg gør det også fordi, der her er en stor del af mit sociale netværk. Chradser, Spaff, Champen, ja jeg kunne blive ved, det er alle sammen drengene. De vigtige, de tætte, dem jeg kan græde hos og grine med. De er vigtige, men I er alle sammen vigtige.
Nogle gange overrasker jeg mig selv, hvorfor vælger jeg at håndhæve en masse regler, jeg ikke selv har overholdt i gennem tiderne. Jeg forstår godt, hvis man undres over handlemåder, regler og forskelsbehandling. Men det bliver jo personligt lynhurtigt, man lærer folk at kende, og pludselig står man der med en masse insiderviden, om hvem der er ven med hvem og hvorfor. Min gøren og laden har aldrig været konsekvensfri, men jeg har også altid bevidst overtrådt grænsen for at se, hvor langt jeg har kunnet skubbe den.
Jeg har kvajet mig mere, end hvad tilladt er, trådt flere mennesker over tæerne, end man bør og fucked flere ting op, end man egentlig burde. Til gengæld bilder jeg mig selv ind, at jeg har ændret mig, man bliver ældre. Nogle vil mene, det er løgn, andre nikke genkendende. Nøj, det bliver personligt her midt om natten.
'Lige til' er deres motto, dem der transporterer mig. Det er vist ikke mit, jeg er en lag på lag personlighed. Jeg har godt 80 facader, der skal lægges ned, inden man finder den skræmte dreng, der bor bag paraderne. Ham der den pladderromantiske, der håber på at lære at elske, og er enormt bange for at miste kontrollen og blive såret.
Men det her er min terapi, Connery er min terapi. Det er der, jeg kan udstille mig selv, jeg kan selv vælge facade, jeg kan selv bestemme. I får ham, jeg bestemmer, I skal have. Hvorfor? Fordi jeg kan! Charmerende? Ja! Intelligent? I den grad, men er det noget godt menneske, der er bag? Jeg ved det ikke, jeg har ikke rigtig styr på det. Jeg blander dem sammen, de har så mange fælles træk, så mange ting jeg holder af, fordi de beskytter mig.
Det er egentlig bare en artikel, hvor jeg lader tankerne vandre, ved ikke hvor den ender, eller hvad den kan, eller om den overhovedet bliver til noget. Den minder vist en del om mig selv. For ikke så lang tid siden vidste jeg heller ikke, om jeg blev til noget, om jeg var underholdende nok, om der egentlig var nogen der gad at læse mig, for den jeg var. Men jeg skal nok ligesom min artikel gøre mit bedste, jeg kan dog ikke gøre hverken fra eller til i forhold til underholdningen, for jeg er som jeg er. Det har taget mig år og dage at indse, at jeg er, som jeg er. Adskillige gode og mindre gode venner har rusket op i mig og forklaret, at jeg er fin, som jeg er, men det er svært at acceptere, når man nu er vant til at være midtpunkt, vant til at være centrum for tingene.
Her i toget er jeg mest på et sidespor, eller siddeplads om I vil. Jeg føler mig dog temmelig isoleret og udstillet på samme tidspunkt. Høretelefoner i ørene, et fast blik på min skærm og en fornemmelse af tusind mennesker, der læser mig over skulderen. Det er underfundigt at have sin egen hule sammen med en masse andre, der kun er der i min fantasi. Jeg kan til tider også få det sådan med Connery. Hvad er det for et sted, og hvorfor udstiller jeg mig selv? Hvorfor udfører jeg det arbejde, jeg gør?
Delvis er forklaringen jo, at jeg ligesom de fleste andre herinde søger opmærksomheden. Om man så vil kendes ved det eller ej, så er det det, der får 80% af folk til at skrive herinde, mangel på opmærksomhed. Jeg gør det også fordi, der her er en stor del af mit sociale netværk. Chradser, Spaff, Champen, ja jeg kunne blive ved, det er alle sammen drengene. De vigtige, de tætte, dem jeg kan græde hos og grine med. De er vigtige, men I er alle sammen vigtige.
Nogle gange overrasker jeg mig selv, hvorfor vælger jeg at håndhæve en masse regler, jeg ikke selv har overholdt i gennem tiderne. Jeg forstår godt, hvis man undres over handlemåder, regler og forskelsbehandling. Men det bliver jo personligt lynhurtigt, man lærer folk at kende, og pludselig står man der med en masse insiderviden, om hvem der er ven med hvem og hvorfor. Min gøren og laden har aldrig været konsekvensfri, men jeg har også altid bevidst overtrådt grænsen for at se, hvor langt jeg har kunnet skubbe den.
Jeg har kvajet mig mere, end hvad tilladt er, trådt flere mennesker over tæerne, end man bør og fucked flere ting op, end man egentlig burde. Til gengæld bilder jeg mig selv ind, at jeg har ændret mig, man bliver ældre. Nogle vil mene, det er løgn, andre nikke genkendende. Nøj, det bliver personligt her midt om natten.
'Lige til' er deres motto, dem der transporterer mig. Det er vist ikke mit, jeg er en lag på lag personlighed. Jeg har godt 80 facader, der skal lægges ned, inden man finder den skræmte dreng, der bor bag paraderne. Ham der den pladderromantiske, der håber på at lære at elske, og er enormt bange for at miste kontrollen og blive såret.
Men det her er min terapi, Connery er min terapi. Det er der, jeg kan udstille mig selv, jeg kan selv vælge facade, jeg kan selv bestemme. I får ham, jeg bestemmer, I skal have. Hvorfor? Fordi jeg kan! Charmerende? Ja! Intelligent? I den grad, men er det noget godt menneske, der er bag? Jeg ved det ikke, jeg har ikke rigtig styr på det. Jeg blander dem sammen, de har så mange fælles træk, så mange ting jeg holder af, fordi de beskytter mig.
Jeg ved, jeg kan noget med ord. Ved hvad de betyder, hvordan man bruger dem, og hvilke konsekvenser de har. Jeg er bare ligeglad, konsekvenserne har aldrig været hårde nok. Så længe jeg er gemt bag designerfacade og kækt smil, kan jeg klare det meste. Snakke udenom i et sådan tempo, at de fleste får svært ved at følge med. Du vil til enhver tid føle, at jeg er din bedste ven, men aldrig rigtig vide hvor du har mig henne.
Så kan du sidde og tænke, om det er mig, der skal bestemme. Er det virkelig ham, der skal styre det her magasin, sidde med skæbnen i hånden. Tager han det for personligt? Er han for hurtig til at banne/slette/råbe op. Jeg mener det ikke selv, vi er sikkert ikke enige, men jeg gør et godt stykke arbejde og meget af det. Det er selvsikkert og arrogant, men det handler jo om mig, for det er min artikel. Det, der gør den interessant, er, at du kan nikke genkendende. Måske ikke til det hele, men der er brudstykker, der rammer dig. Derfor læser du stadig, jeg ville gøre det samme.
Nu er jeg nået til Fredericia, en by der nok officielt aldrig har sagt mig en skid. Jeg kan opsummere, at det, jeg ved om byen, er, at der ligger et Coca-Cola-bryggeri, og at deres lokale fodboldhold ligger i første
Jeg glæder mig, til jeg er fremme, ligesom at jeg glæder mig til at se jer til næste Conneryarrangement. I vil finde mig arrogant og flabet, men samtidig venlig og med en tendens til at gøre for meget ud af tingene. Men kom og sig hej, sådan et af de der dybtfølte hej, så giver jeg et hej tilbage, og så er der ikke langt til et grin, det lover jeg.
Jeg er kompliceret, enkel og Faxe Kondi drikkende. Tag det eller lad være, det er alligevel mig, der bestemmer.
Så kan du sidde og tænke, om det er mig, der skal bestemme. Er det virkelig ham, der skal styre det her magasin, sidde med skæbnen i hånden. Tager han det for personligt? Er han for hurtig til at banne/slette/råbe op. Jeg mener det ikke selv, vi er sikkert ikke enige, men jeg gør et godt stykke arbejde og meget af det. Det er selvsikkert og arrogant, men det handler jo om mig, for det er min artikel. Det, der gør den interessant, er, at du kan nikke genkendende. Måske ikke til det hele, men der er brudstykker, der rammer dig. Derfor læser du stadig, jeg ville gøre det samme.
Nu er jeg nået til Fredericia, en by der nok officielt aldrig har sagt mig en skid. Jeg kan opsummere, at det, jeg ved om byen, er, at der ligger et Coca-Cola-bryggeri, og at deres lokale fodboldhold ligger i første
Jeg glæder mig, til jeg er fremme, ligesom at jeg glæder mig til at se jer til næste Conneryarrangement. I vil finde mig arrogant og flabet, men samtidig venlig og med en tendens til at gøre for meget ud af tingene. Men kom og sig hej, sådan et af de der dybtfølte hej, så giver jeg et hej tilbage, og så er der ikke langt til et grin, det lover jeg.
Jeg er kompliceret, enkel og Faxe Kondi drikkende. Tag det eller lad være, det er alligevel mig, der bestemmer.
