Vidste du?

Dessertmaven er ægte! Derfor har du altid plads til noget sødt efter måltidet

Finish strong!

Dessertmaven er ægte! Derfor har du altid plads til noget sødt efter måltidet
Foto: Pexels
Rasmus Krarup Jensen
Af Rasmus Krarup Jensen 18. februar 2025

Vi kender det alle sammen. Man har spist en kæmpe middag, sværger at man ikke kan klemme mere ned – og alligevel begynder tanken om en sød dessert at friste få minutter senere.

Læs også: Forskere hævder at have opdaget ‘sprækker i universet’ efter nærstudie af mystisk galakse

Nu viser ny forskning fra Max Planck Institute for Metabolism Research i Tyskland, at dette fænomen faktisk har en biologisk forklaring. Det er ikke bare en dårlig vane – det handler om hjernen, sukker og kroppens egen kemi.

Hvorfor kan vi altid spise dessert?

Selvom det føles sådan, har vi ikke to maver – men forskere har opdaget, at de samme nerveceller, der fortæller os, at vi er mætte, også kan få os til at crave sukker.

Studier af mus viser, at selv når de var helt mætte, fortsatte de med at spise sukkerholdige desserter. Årsagen? En bestemt gruppe nerveceller, kaldet POMC-neuroner, aktiveres straks, når sukker bliver tilgængeligt.

Når vi spiser sukker, udløser kroppen ß-endorfin, en naturlig opiat, der aktiverer hjernens belønningscenter og giver os lyst til at spise endnu mere – selv hvis vi egentlig er stopmætte.

Hjernen er programmeret til at udnytte sukker

Interessant nok blev denne effekt kun observeret ved sukkerindtag – ikke ved almindelig eller fedtholdig mad. Og blot tanken om sukker kunne udløse samme reaktion.

Hos mennesker viste hjernescanninger, at en sukkeropløsning aktiverede områder i hjernen tæt på mæthedsneuronerne, hvilket tyder på, at vores krop er programmeret til at udnytte sukker, når det er tilgængeligt.

Forsker Henning Fenselau, leder af studiet, forklarer:

“Fra et evolutionært perspektiv giver det mening: sukker er sjældent i naturen, men giver hurtig energi. Hjernen er programmeret til at indtage sukker, når det er tilgængeligt.”

Kan denne viden hjælpe mod overvægt?

Studiet giver ikke kun en videnskabelig forklaring på vores desserttrang, men kan også få betydning for behandling af overvægt. Der findes allerede medicin, der blokerer opiatreceptorer i hjernen, men vægttabet er mindre markant end ved appetitdæmpende injektioner.

Forskerne mener, at en kombination af behandlinger kan være nøglen, men understreger, at der stadig er behov for mere forskning.

Så næste gang du får lyst til dessert, efter du har proppet dig – så husk, at det ikke er din viljestyrke, der fejler noget. Det er bare hjernens måde at sørge for, at du aldrig går glip af en god sukkerkilde!