Verden

Der ligger en russisk by i Norge: Barentsburg er en tidslomme

Byen ligger ikke i Rusland, men på den norske øgruppe Svalbard.

Der ligger en russisk by i Norge: Barentsburg er en tidslomme
Foto: Google Maps
Kathrine Frich
Af Kathrine Frich 30. marts 2025

På papiret er vi stadig i kongeriget Norge. Men i praksis? Lenin holder vagt, kommunismen lever i bedste velgående, og de russiske flag blafrer stolt i vinden.

Mød Barentsburg, den russiske tidslomme i det kolde nord, hvor Svalbard bliver mere og mere strategisk for Putin og co.

Et russisk stykke Norge

Barentsburg ligner noget, der er hevet direkte ud af et sovjetisk rejsekatalog fra 1977: russiske vejskilte, Lenin i beton, og et stolt slogan på husmuren:

“Kommunismen er vores mål.”

Byen ligger dog ikke i Rusland, men på den norske øgruppe Svalbard. Og den har gjort det i over 100 år.

Forklaringen? Den legendariske Svalbardtraktat fra 1920. 46 lande skrev under på, at Norge havde suverænitet over Svalbard, men alle signaturstater fik samtidig fri adgang til at lave business på øerne.

Og det greb Sovjetunionen med begge hænder og en skovl i hånden.

De begyndte kulminedrift, og det statsejede selskab Arktikugol har siden styret Barentsburg med hård kommunistisk minehånd.

Strategisk arktisk isterning

Selvom kul ikke længere er det sorte guld, det var engang, er Barentsburg stadig en guldrandet gevinst for Rusland.

Byen fungerer i dag nærmest som et levende museum over sovjettidens storhed, men det er ikke kun for nostalgikere og nysgerrige turister.

For Rusland er Barentsburg en strategisk bastion midt i Arktis.

En region der bliver stadig vigtigere, efterhånden som isen smelter og åbner adgang til naturressourcer og nye sejlruter.

Det forklarer også, hvorfor man i 2023 valgte at markere den russiske nationaldag med en parade i bedste Putin-stil: snescootere, uniformer, trucks og endda en helikopter. Alt sammen orkestreret af den russiske generalkonsul.

Samtidig forlod byens ukrainske beboere området efter invasionen i 2022. Et symbol på, at sameksistensen mellem de to nationer også er smeltet væk, på trods af at byen befinder sig i Norge.