Den vigtigste sæson
Sportsguruen forklarer, hvorfor denne sæson kan blive vigtigere end nogen anden i cykelsportens historie.
Efter syv år med kedelige og forudsigelige Armstrong-sejre i Tour de France, en åbenlys mangel på nye navne i forårsklassikerne, udvidet tv-dækning af ekstremt søvndysssende løb fra Spanien og et 'dansk' hold, hvis eneste tilknytning til Danmark er, at administrationen -som Bjarne Riis besøger lige så ofte som sin tidligere svigermor i Herning- ligger i Lyngby (og deres trøjer har både røde og hvide farver), er vi nået til et punkt, hvor der kan ske noget nyt.
Er der nogen, der kan komme i tanker om en cykelsæson, der har været så længe ventet som denne? Vi har for første gang siden Bernard Hinault en verdensmester, der kan finde ud af at vinde cykelløb, efter den ene gode sæson der gav ham trøjen. Vi har et Tour de France, der efter 15 år uden nævneværdige overraskelser (med Bjarne Riis som undtagelse) for første gang ser ud til at være åbent. Selv cykelrytterne ser ud, som om de har fået lyst til at køre cykelløb, og ikke bare drejer rundt i pedalerne for at kunne holde balancen.
Hele vinteren har jeg ladet op til denne sæson. Dagligt pløjet mig gennem 8-10 websites med nyheder, fulgt glimt af cykelsport på nettet og tænkt cykelsport det meste af mine vågne timer. Jeg har oven i købet siddet oppe en halv nat for at følge live opdateringer på nettet fra Tour Down Under. Hvad mere kan man ønske sig op til en sæson så vigtig og afgørende som denne?
Vi står over for en sæson, der ikke bare sportsligt men også organisatorisk kan komme til at bestemme den fremtidige skæbne for hele cykelsporten. Cykelsporten er på vej ud i The Great Leap of Faith! Ikke siden Greg Lemond kom ind i sporten (Sorry, Jørgen Leth, jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at bruge den franske udtale af navnet, selvom du i 16 år på dansk tv insisterede på, at han hed "Le Mond") og mangedoblede de penge, der var til udøverne, har cykelsporten stået over for så stor en udfordring.
Det var den tidligere UCI-formand, Hein Verbruggen, der startede den ny bølge, og alle involverede i sporten bliver nødt til at finde deres surfboards frem, hvis de vil undgå at drukne på det dybe vand. Bølgen hedder ProTour og er resultatet af en våd julefrokost, hvor det amerikanske franchise-system og fodboldens Champions League forlod festen og listede op på et mørkt hotelværelse, hvor de undfangede Verbruggens uægte barn.
Der var mange kritikere af Hein Verbruggens omvæltning. Mange så det som et tegn på, at cykelsporten var i forfald, og ProTouren var bare første station på en nedtur, der gik direkte til Sportshelvede ('den sidste hvileplads for sportsgrene, der har mister enhver form for relevans'). Akkurat ligesom den store nedtur begyndte for serien, da producenten af 'Fresh Prince of Bel Air' ("Rap fyr i L.A.") i 1993 valgte at skifte mellem Janet Hubert-Whitten og Daphne Reid i rollen som Vivian.
Det er et sikkert tegn på, at en serie er Kommet Ud På det Dybe, når en karakter i serien pludselig bliver spillet af en anden skuespiller. Forventer producenterne, at vi ikke lægger mærke til det? At vi tænker, 'nå, hun har nok fået Michael Jackson-syndrom og er blevet 5 toner lysere' og så ikke lægger mærke til, at det stopper der? Som om det bare var noget, der lige ramte hende i ferien. Hun havde en affære med en hvid, og - nej vent, det er ikke morsomt, det her, stryg det (må holde op med at drikke så meget kaffe. Damn you, triple-x-espresso!)
'The Fresh Prince of Bel Air' blev aldrig det samme, efter Vivian blev byttet ud. Indimellem kunne det stadig være sjovt (selvom jeg ikke lige på stående fod kan komme i tanker om et eneste morsomt afsnit efter Ombytningen), men det nåede aldrig op bare i nærheden af Det Bedste Afsnit Nogensinde, hvor The Fresh Prince leger digter for at imponere en pige. Bare tanken om butleren Geofrey, der skal forestille at være ghetto-poeten Rafael Delarghetto, får mig til at klukle.
Kritikerne af ProTour-systemet var bange for, at det samme skulle ske for cykelsporten. At det nye system bare var en anderledes måde at iscenesætte de samme løb, som alligevel ville blive kørt. Samme løb, ny struktur - så hvorfor lave i det hele taget ændre ved det? Paris-Roubaix bliver ikke mere seværdigt af, at være en del af et nyt system. Man skal ikke pille ved noget, der fungerer, men problemet var bare, at det gamle system virkede ikke optimalt. Alt for ofte sket det, at hold har lukket halvvejs gennem sæsonen.
Det var et konkursramt hold, der gjorde at Luc Leblanc i 1995 ikke rigtig nåede at køre i sin verdensmestertrøje; det var en konkurs, der gjorde at Tayeb Baikia fik sin karriere-afsluttende skade i en Lotto-trøje i stedet for en fra McCartney-holdet, hvor han havde startet sæsonen; det var Team Coast-holdets konkurs for 2 år siden, der fik Lars Michaelsen og Frank Høj hjem til dansk cykelsport; og det var Mercury-holdets konkurs i 2001, der sendte sikre signaler ud til alle afkroge af cykelsporten om, at det er nødvendigt at skabe økonomisk stabilitet. Alt for ofte har vi set asken efter et holds kollaps sprede sig som vragdele over det sydlige Florida efter Challenger-katastrofen i 1986.
Derfor var en af de vigtige ideer med ProTouren at sikre betalinger til rytterne. Holdene skulle stille en bankgaranti, som sikrede holdets eksistens fire år frem, og til gengæld blev holdet så sikret deltagelse i alle sæsonens vigtigste løb (Tour de France, alle klassikerne og de store etapeløb). Derudover var det et krav, at der skulle være tv-dækning af alle de vigtigste løb.
Kort sagt; alle har en fordel af ProTour-systemet!
Rytterne får mere i løn.
Arrangørerne bliver garanteret tv-eksponering og dermed også større indtjening.
Holdene får økonomisk sikkerhed, selv hvis de har en dårlig sæson.
Seerne får mere cykelløb i tv!!!
Hvis man skulle lave en Top-10 over sportsgrene, der var omstillingsparate, ville cykelsport komme ind på en delt 18. plads sammen med den årlige Hubertus-jagt. Der findes meget få sportsgrene, der er mere bagstræberiske, konservative, indspiste, skræmte for fremtiden, end cykelsporten er. Derfor gik omstillingen omtrent lige så smidigt og problemfrit, som når flodhesten Dolph lynhurtigt og lydløst som en ninja rejser sig op.
Dolph var lige oppe en gang.
Det var den tidligere UCI-formand, Hein Verbruggen, der startede den ny bølge, og alle involverede i sporten bliver nødt til at finde deres surfboards frem, hvis de vil undgå at drukne på det dybe vand. Bølgen hedder ProTour og er resultatet af en våd julefrokost, hvor det amerikanske franchise-system og fodboldens Champions League forlod festen og listede op på et mørkt hotelværelse, hvor de undfangede Verbruggens uægte barn.
Der var mange kritikere af Hein Verbruggens omvæltning. Mange så det som et tegn på, at cykelsporten var i forfald, og ProTouren var bare første station på en nedtur, der gik direkte til Sportshelvede ('den sidste hvileplads for sportsgrene, der har mister enhver form for relevans'). Akkurat ligesom den store nedtur begyndte for serien, da producenten af 'Fresh Prince of Bel Air' ("Rap fyr i L.A.") i 1993 valgte at skifte mellem Janet Hubert-Whitten og Daphne Reid i rollen som Vivian.
Det er et sikkert tegn på, at en serie er Kommet Ud På det Dybe, når en karakter i serien pludselig bliver spillet af en anden skuespiller. Forventer producenterne, at vi ikke lægger mærke til det? At vi tænker, 'nå, hun har nok fået Michael Jackson-syndrom og er blevet 5 toner lysere' og så ikke lægger mærke til, at det stopper der? Som om det bare var noget, der lige ramte hende i ferien. Hun havde en affære med en hvid, og - nej vent, det er ikke morsomt, det her, stryg det (må holde op med at drikke så meget kaffe. Damn you, triple-x-espresso!)
'The Fresh Prince of Bel Air' blev aldrig det samme, efter Vivian blev byttet ud. Indimellem kunne det stadig være sjovt (selvom jeg ikke lige på stående fod kan komme i tanker om et eneste morsomt afsnit efter Ombytningen), men det nåede aldrig op bare i nærheden af Det Bedste Afsnit Nogensinde, hvor The Fresh Prince leger digter for at imponere en pige. Bare tanken om butleren Geofrey, der skal forestille at være ghetto-poeten Rafael Delarghetto, får mig til at klukle.
"canons to the left of them,
canons to the right of them,
boom, boom!"
Damn, det er 15 år siden (Note til mig selv; husk at inkludere dette i klummen '25 ting der får mig til at føle mig gammel').canons to the right of them,
boom, boom!"
Kritikerne af ProTour-systemet var bange for, at det samme skulle ske for cykelsporten. At det nye system bare var en anderledes måde at iscenesætte de samme løb, som alligevel ville blive kørt. Samme løb, ny struktur - så hvorfor lave i det hele taget ændre ved det? Paris-Roubaix bliver ikke mere seværdigt af, at være en del af et nyt system. Man skal ikke pille ved noget, der fungerer, men problemet var bare, at det gamle system virkede ikke optimalt. Alt for ofte sket det, at hold har lukket halvvejs gennem sæsonen.
Det var et konkursramt hold, der gjorde at Luc Leblanc i 1995 ikke rigtig nåede at køre i sin verdensmestertrøje; det var en konkurs, der gjorde at Tayeb Baikia fik sin karriere-afsluttende skade i en Lotto-trøje i stedet for en fra McCartney-holdet, hvor han havde startet sæsonen; det var Team Coast-holdets konkurs for 2 år siden, der fik Lars Michaelsen og Frank Høj hjem til dansk cykelsport; og det var Mercury-holdets konkurs i 2001, der sendte sikre signaler ud til alle afkroge af cykelsporten om, at det er nødvendigt at skabe økonomisk stabilitet. Alt for ofte har vi set asken efter et holds kollaps sprede sig som vragdele over det sydlige Florida efter Challenger-katastrofen i 1986.
Derfor var en af de vigtige ideer med ProTouren at sikre betalinger til rytterne. Holdene skulle stille en bankgaranti, som sikrede holdets eksistens fire år frem, og til gengæld blev holdet så sikret deltagelse i alle sæsonens vigtigste løb (Tour de France, alle klassikerne og de store etapeløb). Derudover var det et krav, at der skulle være tv-dækning af alle de vigtigste løb.
Kort sagt; alle har en fordel af ProTour-systemet!
Rytterne får mere i løn.
Arrangørerne bliver garanteret tv-eksponering og dermed også større indtjening.
Holdene får økonomisk sikkerhed, selv hvis de har en dårlig sæson.
Seerne får mere cykelløb i tv!!!
Hvis man skulle lave en Top-10 over sportsgrene, der var omstillingsparate, ville cykelsport komme ind på en delt 18. plads sammen med den årlige Hubertus-jagt. Der findes meget få sportsgrene, der er mere bagstræberiske, konservative, indspiste, skræmte for fremtiden, end cykelsporten er. Derfor gik omstillingen omtrent lige så smidigt og problemfrit, som når flodhesten Dolph lynhurtigt og lydløst som en ninja rejser sig op.
Dolph var lige oppe en gang.
Udover at være konservativ og bagstræberisk er cykelsport også opbygget på en helt anden måde end fodbold. Champions League kan lade sig gøre, fordi de enkelte hold kan score penge på entreindtægter fra deres egne kampe og i stor udstrækning er selvbestemmende. I cykelsporten er det ikke så nemt, for der kommer en tredje part ind. Løbene på tværs af kalenderen har forskellige arrangører, og da de blev indblandet i ProTour, ville de også have deres del af De Gode Sager (læs; penge).
For mange kokke og alt det der, førte i december 2005 til, at arrangørerne RSC, ASO og Unipublic trak sig fra ProTour-samarbejdet. I mellem sig står de tre arrangører for nogenlunde alle cykelløb, der er værd at se i hele vores galakse, og de var utilfredse med, at Den Internationale Cykelunion (UCI) tog for stor en del af indtægterne.
Det svarer til, at Rachel, Joey og Phoebe forlod "Venner", fordi de følte, de fik for lidt ud af deres indsats i serien. Producerne måtte så se på, hvad der var tilbage uden dem.
UCI havde på sin side retten til at sige til holdene 'hvis I deltager i deres løb, får I ikke lov at køre med i ProTour-løbene'. Men det ville være at gå fra en besværlig situation til et uløseligt alternativ. Cykelholdene og rytterne ville stå som skilsmissebørn mellem arrangører og en cykelunion, der dybest set er der for at kæmpe for deres rettigheder.
Istedet for at tage det store skridt, har arrangørerne og UCI valgt at gå til parterapeut og snakke om problemerne. I mellemtiden bliver løbene i år afviklet, som om de var en del af ProTouren, men resultaterne giver ikke point i den samlede ProTour-stilling, da der ikke er noget officielt samarbejde mellem løbene og UCIs ProTour.
Det er her, Rachel, Joey og Phoebe finder ud af, at de har brug for producenterne for at kunne tjene penge (de havde lige glemt at se fodnoten i deres kontrakt, hvori der tydeligt står, at deres sjæl i al fremtid tilhører tv-stationen, og at de ikke må arbejde for nogen anden i al evighed). De indgår et kompromis om at lave en ny serie. Samme handling, samme kulisser, samme indledningssekvens og samme musik. De Tre Kedelige skal også være med, og titlen på serien bliver "Vennerne - på besøg".
Eneste forskel på den nye og gamle serie er, at Phoebe, Rachel og Joey tjener langt mere end de tre andre, fordi de jo kun er 'på besøg'.
Spørgsmålet er nu; Hvem ville se den nye serie?
Det afgørende punkt for at kunne svare på dette spørgsmål er, hvornår tager de springet? Havde man lavet "Venner - på besøg" efter tredje sæson, var det blevet en sikker succes. Dengang havde vi allerede fået nok af de tre kedelige venner, og formatet havde brug for en saltvandsindsprøjtning for ikke at dø en langsom og pinefuld død (personligt har jeg altid været fortaler for, at Dylan McKay skulle være med i serien, og så kunne der være flere fester, flere stoffer, mere uansvarlig livsførelse og leg med døden. Kort sagt: Mere Underholdning!).
Havde man ventet til efter femte sæson med at lave den nye serie, ville halvdelen af hypen omkring serien allerede være forsvundet, og det eneste rigtige ville være at kalde den nye serie "Vennerne - har forladt den synkende skude".
Det er derfor, den kommende sæson bliver så vigtig for cykelsporten. Det er Afgørelsens Time for ProTour-konceptet, og i år skal det vise, hvad det er værd. 2006 bliver året, der afgør, om vi skal se "Vennerne - på besøg" eller "Vennerne - har forladt den synkende skude".
Behøver jeg nævne, at jeg håber på det første?
For mange kokke og alt det der, førte i december 2005 til, at arrangørerne RSC, ASO og Unipublic trak sig fra ProTour-samarbejdet. I mellem sig står de tre arrangører for nogenlunde alle cykelløb, der er værd at se i hele vores galakse, og de var utilfredse med, at Den Internationale Cykelunion (UCI) tog for stor en del af indtægterne.
Det svarer til, at Rachel, Joey og Phoebe forlod "Venner", fordi de følte, de fik for lidt ud af deres indsats i serien. Producerne måtte så se på, hvad der var tilbage uden dem.
* Ross' patetiske, tænderskærende, bedrøvelige, selvmedlidende opførsel var sjov nok i et par sæsoner. Man kunne grine af det og tænke 'okay, sådan er jeg også lidt engang imellem', men han nåede sine grænser, da det første gang gik i vasken med ham og Rachel.
* Monica har aldrig haft speciel babe-kvalitet, er helt forladt for humor, har ikke rigtig nogen sjov personlighed. Det var fint nok i et par sæsoner, fordi hun fik Rachel og Phoebe til at se endnu bedre ud, end de måske fortjente. Men da Tom Selleck kom ind i serien, var det ligesom slut.
* Chandler - who needs him?
Ikke opløftende på nogen måde.* Monica har aldrig haft speciel babe-kvalitet, er helt forladt for humor, har ikke rigtig nogen sjov personlighed. Det var fint nok i et par sæsoner, fordi hun fik Rachel og Phoebe til at se endnu bedre ud, end de måske fortjente. Men da Tom Selleck kom ind i serien, var det ligesom slut.
* Chandler - who needs him?
UCI havde på sin side retten til at sige til holdene 'hvis I deltager i deres løb, får I ikke lov at køre med i ProTour-løbene'. Men det ville være at gå fra en besværlig situation til et uløseligt alternativ. Cykelholdene og rytterne ville stå som skilsmissebørn mellem arrangører og en cykelunion, der dybest set er der for at kæmpe for deres rettigheder.
Istedet for at tage det store skridt, har arrangørerne og UCI valgt at gå til parterapeut og snakke om problemerne. I mellemtiden bliver løbene i år afviklet, som om de var en del af ProTouren, men resultaterne giver ikke point i den samlede ProTour-stilling, da der ikke er noget officielt samarbejde mellem løbene og UCIs ProTour.
Det er her, Rachel, Joey og Phoebe finder ud af, at de har brug for producenterne for at kunne tjene penge (de havde lige glemt at se fodnoten i deres kontrakt, hvori der tydeligt står, at deres sjæl i al fremtid tilhører tv-stationen, og at de ikke må arbejde for nogen anden i al evighed). De indgår et kompromis om at lave en ny serie. Samme handling, samme kulisser, samme indledningssekvens og samme musik. De Tre Kedelige skal også være med, og titlen på serien bliver "Vennerne - på besøg".
Eneste forskel på den nye og gamle serie er, at Phoebe, Rachel og Joey tjener langt mere end de tre andre, fordi de jo kun er 'på besøg'.
Spørgsmålet er nu; Hvem ville se den nye serie?
Det afgørende punkt for at kunne svare på dette spørgsmål er, hvornår tager de springet? Havde man lavet "Venner - på besøg" efter tredje sæson, var det blevet en sikker succes. Dengang havde vi allerede fået nok af de tre kedelige venner, og formatet havde brug for en saltvandsindsprøjtning for ikke at dø en langsom og pinefuld død (personligt har jeg altid været fortaler for, at Dylan McKay skulle være med i serien, og så kunne der være flere fester, flere stoffer, mere uansvarlig livsførelse og leg med døden. Kort sagt: Mere Underholdning!).
Havde man ventet til efter femte sæson med at lave den nye serie, ville halvdelen af hypen omkring serien allerede være forsvundet, og det eneste rigtige ville være at kalde den nye serie "Vennerne - har forladt den synkende skude".
Det er derfor, den kommende sæson bliver så vigtig for cykelsporten. Det er Afgørelsens Time for ProTour-konceptet, og i år skal det vise, hvad det er værd. 2006 bliver året, der afgør, om vi skal se "Vennerne - på besøg" eller "Vennerne - har forladt den synkende skude".
Behøver jeg nævne, at jeg håber på det første?
