Film

Den næste James Bond? Tre unge stjerner topper Amazons ønskeliste

Er den næste 007 blandt disse?

Efter mere end to års spekulationer og rygter, ser det endelig ud til, at vi nærmer os et svar på det spørgsmål, alle action- og spionfans har stillet sig selv: Hvem bliver den næste James Bond?

Amazon overtog i februar den legendariske 007-franchise og har angiveligt valgt at ryste posen. Det første store træk? At hive Denis Villeneuve (Dune, Sicario, Arrival) ind som instruktør til den næste Bond-film. En instruktør, der kender sin vej rundt om både visuelt overskud og intens stemning.

Men nu er der nyt om selve rollen – og det er ikke de sædvanlige navn, der nævnes i toppen af listen.

Her er favoritterne:

Ifølge Variety, der har talt med kilder tæt på produktionen, vil Amazon gå en ny vej: De leder efter et ungt, internationalt anerkendt navn under 30 år – og listen over kandidater afspejler det.

  • Tom Holland (29) – Ja, Spider-Man himself. Britisk charme og akrobatisk action.
  • Jacob Elordi (28) – Den australske stjerne fra Euphoria og Saltburn har allerede vist, at han kan bære mørke, intense roller.
  • Harris Dickinson (29) – Kendt fra Triangle of Sadness og Babygirl. Britisk, cool og allerede festival-darling.

At Elordi er australier er ikke et problem for Amazon. George Lazenby var også fra Down Under, og han fik trods alt lov at tage smokingen på i On Her Majesty’s Secret Service.

Villeneuve – men kun for én omgang?

Flere detaljer er drysset ud omkring produktionen: Villeneuve har ikke final cut på filmen – det forbeholdes stadig producenterne, præcis som det altid har været. Det var faktisk én af grundene til, at Christopher Nolan takkede nej til jobbet tidligere i processen.

Derimod er hans bror, Jonathan Nolan, i spil som manuskriptforfatter. Han skulle have pitchet en Bond-idé, der fangede Amazons opmærksomhed. Om han har tid til at skrive manus, er dog stadig uklart – manden er pænt booket op med Amazon-projekter som Fallout.

Villeneuve har kun skrevet under på én film, så det er endnu uvist, om han bliver hængende på franchisen efterfølgende. Og med hans travle Dune-kalender (del 3 kommer i 2026), så er premiere på Bond 26 næppe før 2028.