Delerium - Chimera
De startede to. Så var de kun én, og så var de to igen. Bill Leeb og Rhys Fulber samles atter om at lave endnu et album. Resultatet: Chimera.
Mens Bill Leeb og Rhys Fulber splittede op efter 1997-albummet Karma og Rhys Fulber startede soloprojektet Conjure One, løftede Bill Leeb Delerium op på egne vinger og udgav albummet Poem. Men midt i processen, hvor Rhys Fulber stadig arbejdede på sit eget soloalbum, besluttede de to highschoolkammerater endnu en gang at stikke hovederne sammen og udgive et album sammen - ligesom i de gode gamle dage.
Med et endnu ikke færdigproduceret soloalbum valgte Rhys Fulber at slutte sig til Bill Leeb og Delerium, og endnu en gang kreere et monumentalt album i Deleriums efterhånden over 10 år lange karriere. Med 13 nye numre blev det 12. album i rækken navngivet Chimera, og var i 2003, atter at finde på hylderne i pladebutikkerne rundt om i verden. Og man havde nok forventet at opleve et virkeligt hitalbum som Karma, da de to talenter endnu engang var samlet, så der er ingen tvivl om at kritikerne stod på spring, for at se, om de virkelig havde gjort det igen - men havde de så det?
Intronummeret Love med Zoe Johnston på vokalen, lægger ikke skjul på at vi er i samme genre som Poem og Karma, men det føles dog som om vi har bevæget os endnu længere mod mainstream lyden. Endnu en gang er der at høre en akustisk guitar, en smule bløde elektroniske synths og en kvindelig vokal. Man bliver i første omgang en smule skuffet over, at der ikke er den store nyskabelse og originalitet, nu hvor de to endelig er samlet for at give det bedste de hver især har, men man vælger dog hurtigt at skubbe tanken til side og lytte videre, idet andet nummer på albummet, After All, langsomt sætter ind.
Med et endnu ikke færdigproduceret soloalbum valgte Rhys Fulber at slutte sig til Bill Leeb og Delerium, og endnu en gang kreere et monumentalt album i Deleriums efterhånden over 10 år lange karriere. Med 13 nye numre blev det 12. album i rækken navngivet Chimera, og var i 2003, atter at finde på hylderne i pladebutikkerne rundt om i verden. Og man havde nok forventet at opleve et virkeligt hitalbum som Karma, da de to talenter endnu engang var samlet, så der er ingen tvivl om at kritikerne stod på spring, for at se, om de virkelig havde gjort det igen - men havde de så det?
Intronummeret Love med Zoe Johnston på vokalen, lægger ikke skjul på at vi er i samme genre som Poem og Karma, men det føles dog som om vi har bevæget os endnu længere mod mainstream lyden. Endnu en gang er der at høre en akustisk guitar, en smule bløde elektroniske synths og en kvindelig vokal. Man bliver i første omgang en smule skuffet over, at der ikke er den store nyskabelse og originalitet, nu hvor de to endelig er samlet for at give det bedste de hver især har, men man vælger dog hurtigt at skubbe tanken til side og lytte videre, idet andet nummer på albummet, After All, langsomt sætter ind.
Vi starter igen med nogle ekkofyldte synths og følger den langsomt stigende off-beat rytme, mens den metallisk forvrængede vokal fra Jael (Of Lunik), sætter nummeret i gang med de første par linier. Omkvædet er dog en overraskelse, og er utrolig fangende. God melodi og generelt med lydspor, der er sat godt sammen. Igen er de akustiske instrumenter blandet godt sammen med beat, vokal og synths, men selve toneskiftet i sangen passer ikke helt med den langsomme rytme, og det virker også som om vokalist Jael, godt kunne trænge til lidt kortere toner. Man lægger dog hurtigt mærke til ligheden mellem 1997-hittet Silence og After All og man tænker: 'Lur mig ikke om det nummer kommer i en clubbing udgave'. Og jo, det gør det såmen også, for at finde på bonus CD'en er ikke bare ét, ikke bare to, men hele tre remixes af After All. Nummeret fås i endnu flere mixede udgaver på singlen og på
Selv om vi ikke bevæger os så meget i den orientalsk-inspirerede sfære længere, er der dog visse eksperimenter, der overrasker, som f.eks. nummeret Forever After med vokalist Sultana. Om det så er en positiv overraskelse, er lidt svært at vurdere, og er i sagens natur selvfølgelig en smagssag, men der er her tale om en slags arabisk rap mixet ind i en velkendt off-beat rytme med et rimelig mainstream omkvæd og en bunke orientalske instrumenter. Der er desværre lidt for meget Børne-MGP over nogle af lydeffekterne og nogle af de tillagte scratchs er så sølle at selv Razz kunne have gjort det bedre. Heldigvis bliver der rådet bod på de lidt tarvelige rap-vers, når omkvædet med strygere og blæsere sætter ind og endelig giver Sultana mulighed for at folde sin stemme ud. Et andet heldigere nummer, Stopwatch Hearts, ses på bonus CD'en med gæstevokalist Emilie Haines, fra bandet Metric, der med sin smukke vokal virkelig tilfører nummeret den ynde, der tidligere har gået så godt i spænd med Bill Leebs akoustiske guitarer, strygere og bløde synths.
Som man måske har lagt mærke til er der nævnt forskellige vokalister på de forskellige numre, og ja, der er igen masser af gæstevokalister som Leigh Nash og Rani Kamal, som begge sang på Poem, og et gensyn med Kristy Thirsk, som sang på Karma. Af nye gæstevokalister finder vi Rachel Fullert, Nerina Pallot, Margaret Far, Julee Cruise og de tidligere nævnte Emily Haines, Zoe Johnston, Jael (Of Lunik) og Sultana. Endnu en overraskelse, som mere eller mindre afslører Bill Leebs intentioner, er at finde med nummeret Truly, der som den første originale version, har et taktfast beat, der også lægger op til en håndfuld clubmixes. Nummeret i sig selv, kunne lige så godt have været af den mere poppede lyd, og det bliver mere eller mindre indforstået, at der med dette nummer, er satset mod clubbingscenen, hvor der tidligere med club-versionerne af Silence og Underwater, har været rigeligt med pladesalg at høste.
Selv om vi ikke bevæger os så meget i den orientalsk-inspirerede sfære længere, er der dog visse eksperimenter, der overrasker, som f.eks. nummeret Forever After med vokalist Sultana. Om det så er en positiv overraskelse, er lidt svært at vurdere, og er i sagens natur selvfølgelig en smagssag, men der er her tale om en slags arabisk rap mixet ind i en velkendt off-beat rytme med et rimelig mainstream omkvæd og en bunke orientalske instrumenter. Der er desværre lidt for meget Børne-MGP over nogle af lydeffekterne og nogle af de tillagte scratchs er så sølle at selv Razz kunne have gjort det bedre. Heldigvis bliver der rådet bod på de lidt tarvelige rap-vers, når omkvædet med strygere og blæsere sætter ind og endelig giver Sultana mulighed for at folde sin stemme ud. Et andet heldigere nummer, Stopwatch Hearts, ses på bonus CD'en med gæstevokalist Emilie Haines, fra bandet Metric, der med sin smukke vokal virkelig tilfører nummeret den ynde, der tidligere har gået så godt i spænd med Bill Leebs akoustiske guitarer, strygere og bløde synths.
Som man måske har lagt mærke til er der nævnt forskellige vokalister på de forskellige numre, og ja, der er igen masser af gæstevokalister som Leigh Nash og Rani Kamal, som begge sang på Poem, og et gensyn med Kristy Thirsk, som sang på Karma. Af nye gæstevokalister finder vi Rachel Fullert, Nerina Pallot, Margaret Far, Julee Cruise og de tidligere nævnte Emily Haines, Zoe Johnston, Jael (Of Lunik) og Sultana. Endnu en overraskelse, som mere eller mindre afslører Bill Leebs intentioner, er at finde med nummeret Truly, der som den første originale version, har et taktfast beat, der også lægger op til en håndfuld clubmixes. Nummeret i sig selv, kunne lige så godt have været af den mere poppede lyd, og det bliver mere eller mindre indforstået, at der med dette nummer, er satset mod clubbingscenen, hvor der tidligere med club-versionerne af Silence og Underwater, har været rigeligt med pladesalg at høste.
Selv om omtalen indtil videre har været en smule kynisk, kan der dog ikke lægges skjul på at Chimera er endnu et velproduceret udspil fra Delerium, men man havde nok forventet noget lidt anderledes og mere nyskabende, end blot endnu et album med alt det vi i forvejen har hørt. Der spilles, både i bogstaveligste forstand og i overført betydning, for meget på de samme strenge, og det virker faktisk som om Bill Leeb og Rhys Fulber, febrilsk forsøger at skabe et kæmpehit, som de gjorde med Silence tilbage i 1997. Det synes også at mange af numrene hælder mod en mere mainstream lyd, der blot mangler en kærlig hånd fra en hardtrancekunstner, for at blive spillet på klubberne verden over. Der mangler det mystiske og mere mørke, som Delerium så fremragende fik blandet sammen med deres nye mainstream lyd, i stedet for den mere sukkersøde poplyd, som sangene efterhånden har fået. Man kan også undre sig over hvorfor pladen ikke er blevet mere ligesom Rhys Fulbers soloudgivelse Conjure One, der, selv om den i lyden, minder meget om Deleriums mere mainstreamlyd, alligevel bærer præg af det mystiske og mørke, der førte Delerium gennem 90'erne. Alligevel er der måske ikke så meget at sige til det, for Rhys Fulber aka. Conjure One, har faktisk kun medproduceret på 6 ud af de 12 numre. Det er derfor ikke så forundrende, hvorfor Chimera har netop den lyd den har.
For netop den lyd har givet Delerium meget omtale og førte dem i 90'erne fra den mørke og tunge ambientscene ud i det offentlige lys, så der er ikke så meget at sige til at de fortsætter i samme spor - men der kommer også et tidspunkt, hvor man bliver træt af at høre det samme og søger noget mere originalt. Hvis man står mellem valget at købe et nyt album eller gå hjem og lytte til det man i forvejen har, og i begge situationer får det samme, så lader man det nye ligge, og går hjem og lytter til det gamle. Det der derfor er altafgørende for Delerium er, om Bill Leeb formår at skabe denne nye lyd eller om han igen prøver at vride de sidste dråber ud af Karma-succesen, der for alvor er ved at tørre ud. Under alle omstændigheder er det hele sandsynligvis overladt til Bill Leeb, da Rhys Fulber efter 2002-udgivelsen af soloalbummet Conjure One, igen arbejder på en ny plade. Hvordan Rhys Fulber og Conjure One så klarede sig med sit debutalbum, der var længe undervejs, bliver der fulgt op på, når historien fortsætter i artiklen om Conjure One albummet: Conjure One
For netop den lyd har givet Delerium meget omtale og førte dem i 90'erne fra den mørke og tunge ambientscene ud i det offentlige lys, så der er ikke så meget at sige til at de fortsætter i samme spor - men der kommer også et tidspunkt, hvor man bliver træt af at høre det samme og søger noget mere originalt. Hvis man står mellem valget at købe et nyt album eller gå hjem og lytte til det man i forvejen har, og i begge situationer får det samme, så lader man det nye ligge, og går hjem og lytter til det gamle. Det der derfor er altafgørende for Delerium er, om Bill Leeb formår at skabe denne nye lyd eller om han igen prøver at vride de sidste dråber ud af Karma-succesen, der for alvor er ved at tørre ud. Under alle omstændigheder er det hele sandsynligvis overladt til Bill Leeb, da Rhys Fulber efter 2002-udgivelsen af soloalbummet Conjure One, igen arbejder på en ny plade. Hvordan Rhys Fulber og Conjure One så klarede sig med sit debutalbum, der var længe undervejs, bliver der fulgt op på, når historien fortsætter i artiklen om Conjure One albummet: Conjure One
