Deebot T9 AIVI er måske den vildeste robotstøvsuger vi har set til dato
Den selvtømmende støvsuger vasker gulv og lader dig kommunikere gennem støvsugerens 360-graders kamera
Robotstøvsugeren er efterhånden blevet allemandsarbejde - i hvert fald i boliger der kan tilgodese teknologien i konstruktionen - og robotterne er løbende blevet bedre og bedre, i små men sikre skridt.
Tyske Ecovacs har dog nu pakket alt hvad man kunne forestille sig af tech i en vild topmodel, der lyder navnet Deebot T9 AIVI.
Og det er en heftig liste af features, der præger denne robotstøvsuger.
Den nye Deebot har dobbelt så høj sugekraft som forgængeren Deebot Ozmo T8 Aivi, og kan genkende 15 forskellige objekter, så du ikke behøver at have ryddet totalt op, inden robotten kører sin runde. Objekter som kan genkendes af robotten er blandt andet sokker, kabler og de forbistrede u-formede stole - og altså er det lettere for denne robot, at undgå at komme til at sidde fast.
T9 AIVI har også et indbygget 360-graders HD-kamera, man som bruger kan tilgå via Ecovacs Home-appen, og herfra kommunikere direkte med personer (eller kæledyr) i husstanden - og det lyder helt ærligt fantastisk underholdende!
Robotten har forbedret truemapping-funktion, og er udstyret med multi-surface gummibørster, der blandt andet er optimeret til rengøring af tæpper i hjem med dyr. - og ja, den vasker gulv med 480 vibrationer i minuttet - og det er mere end jeg selv kan prale af at kunne.
Hvis man vil have en endnu mere automatiseret oplevelse, kan man tilkøbe en tømmestation, der kan rumme 2.5 liter komprimeret støv - hvilket for det gennemsnitlige hjem burde kunne holde til 30 dages anvendelse.
Pris og tilgængelighed:
Ecovacs Deebot T9 AIVI lander i butikkerne 8. oktober 2021
Vejledende salgspris for robotten lyder på 799 euro (5.950 kroner) mens tømmestationen får en vejledende salgspris på 299 euro (2.250 kroner).