Connery

Deadly Dilemmas & Line Friis Frederiksen

Den unge kvindelige eventyrer er med i nyt program på Discovery.

Deadly Dilemmas & Line Friis Frederiksen

Discovery er på banen med en ny programserie, som følger en række eksperimenter, hvor en række forskere og eksperter stiller nogle ret interessante hypoteser op, som seeren så skal tage stilling til i løbet af programmet. Selve programmet hedder Deadly Dilemmas og følger nogle ualmindelige såvel som hverdagsprægede forsøgsopstillinger, hvor man lærer en masse taktiske redskaber for at kunne overleve – hvis en sådan situation skulle opstå.

Selve programbeskrivelsen lyder:

Denne splinternye serie beder seerne om at fundere over nogle temmelig ekstreme, hypotetiske scenarier over liv eller død. I hvert afsnit skal de beslutte, hvilken handleplan der vil efterlade dem døde eller levende. I serien anvendes forbløffende klip, store selvskabte eksperimenter og bizarre casestudier fra det virkelige liv rundt omkring i verden, og den vil forsøge at besvare spørgsmål, såsom: Hvis man bliver fanget i et voldsomt lynnedslag, ville det så være en god eller dårlig idé at gå i dækning i en campingvogn af metal? Hvis du skulle kæmpe med en krokodille eller en stor hvid haj, hvad skulle du så vælge for at slippe fra det med livet i behold? Hvis du resten af dit liv kun kunne spise gulerødder eller burgere, hvad ville så efter al sandsynlighed dræbe dig. Den danske biolog, Line Friis Frederiksen, medvirker som ekspert i programmet. 

ANNONCE
'Kyst til Kyst' - Deadly Dilemmas & Line Friis Frederiksen 'Kyst til Kyst'
Det er ikke hver dag, at en dansker er med i et Discovery Channel-program, og det er bestemt ikke hver dag, at en fra Lemvig er med! Jeg er selv født og opvokset på den herlige vestkyst i Lemvig, og derfor kunne jeg ikke dy mig for at få et lille interview med den kvindelige, danske deltager.

Line Friis Frederiksen er uddannet biolog og har i 8 år arbejdet som en videnskabsjournalist. Du kender hende sikkert fra DRs ’Fra Kyst til Kyst’, men nu er hun snart aktuel i Discoverys nyeste skud på stammen af interessante videnskabsprogrammer, Deadly Dilemmas.
ANNONCE
Deadly Dilemmas & Line Friis Frederiksen
Hvordan opstod din interesse for biologi og videnskab?
Min far er også biolog, så nysgerrigheden på aspekter af livet, såsom hvordan den biologiske verden hænger sammen, fik jeg ind med skeen allerede fra det øjeblik, jeg blev født!
 
Hvordan ser en normal hverdag ud for en videnskabsjournalist?
Der er intet normalt over sådan en hverdag. Nogle dage står man og kigger på døde menneskekroppe i formalin, andre dage hænger man i klatregrej på en skrænt – enten for at forklare om det meteornedslag, der udryddede dinosaurerne og som man kan se aflejringer fra i jordlagene på skrænten – eller også befinder man sig midt i byggeriet af verdens største atomkraftværk. Og så er der selvfølgelig dage foran computeren med masser af research, skribleri og telefonsnak.
 
Du er blevet medlem af Kvindelige Eventyreres klub - hvordan bliver man det?
Man skal igennem en optagelsesprøve, hvor man først bliver inviteret med til deres månedlige middag og møde. Der har man præcis 3 minutter til at fortælle om sig selv og hvad man lægger i begrebet ’eventyr’. Så går man rundt om sig selv og venter på, om man bliver godkendt til at komme til 2. del af prøven, hvor man skal holde et længere oplæg om nogle af de eventyr, man har været på. Efter det tager bestyrelsen så stilling til, om man er berettiget til at blive optaget. Og jeg var så heldig at komme igennem begge prøver og blive optaget – og det er en bunke skønne kvinder i alle aldre, som er medlem, og som jeg glæder mig meget til at lære at kende!
 
Hvad driver dig ud i naturen?
Hmm, det er en blanding af storhed og adrenalin, tror jeg.
På den ene side elsker jeg den overvældende ”out of this world”-fornemmelse, jeg kan få, når jeg er i smukke og øde naturområder, hvor der er en skønhed og ro, som er helt ubegribelig.
 
På den anden side elsker jeg adrenalinsuset, når jeg har følt mig presset og bange, men alligevel har kæmpet mig igennem udfordringen. Jeg føler mig nok allermest i live, når jeg er revet ud af de beskyttende rammer, man jo lever i i vores samfund – f.eks. når jeg padler for livet i en stærk strøm, hænger mange meter over jorden på en is-væg eller sejler alene rundt om natten på Amazonfloden. Grundlæggende set i det øjeblik, hvor jeg ved, at hvis jeg ikke koncentrerer mig eller kæmper, så klarer jeg den ikke.
 
Ekstremsport såsom klatring, isklatring og bjergbestigning giver i det hele taget en fantastisk kombination af at skulle kunne bruge kroppen rigtigt samtidig med, at man skal kunne bevare roen og overblikket. Det at blive udfordret mentalt og fysisk på én gang giver et utroligt kick – og når man har overkommet noget, man var i tvivl om, man kunne klare, bliver man ramt af en stærk lykkefølelse.
 
Men jeg kan også blive så lykkelig, at jeg tuder, når jeg står helt alene på en øde strand i Canada med kæmpetræer og sneklædte bjerge bag mig og tænker ”hold nu op – tænk, at verden er så smukt et sted!”. Så det behøver ikke være adrenalinsus det hele.
ANNONCE
@DR - Deadly Dilemmas & Line Friis Frederiksen @DR
Hvad er din vildeste oplevelse i naturen?
Det var at prøve at bestige Mt Denali i Alaska. Det var 3 uger på et iskoldt bjerg – hvor hver dag var en kamp for at komme højere op. Jeg havde simpelthen ikke fået mad nok med i forhold til, hvad jeg forbrændte under strabadserne, og samtidig var der hele tiden masser af farer; risiko for laviner, stenskred og store isklumper, der krydsede vores rute - lige efter vi havde gået der! Ugen efter jeg kom ned fra bjerget, var der en ung fyr, der døde tæt på toppen og som blev efterladt, fordi det var for krævende for de andre, hvis de skulle fragte ham ned. Det satte tingene lidt i perspektiv. Men samtidig er det absolut et af de smukkeste steder i verden, jeg har været.  
 
Uden at lyde for manschauvanistisk, hvordan var det at lægge stilletterne, shoppeturen og cafébesøgene på hylden?
Jeg tror, det er kontrasterne i livet, der gør det storslået for mig. Jeg elsker både at gå rundt i høje hæle i New Yorks gader – og i lange uldunderbukser i Alaskas ødemark. Men selvfølgelig var det en hård omgang, da jeg forsøgte at bestige Alaskas højeste bjerg, hvor jeg i tre uger ikke så skyggen af bad eller noget, der mindede om et toilet. Og da jeg havde boet i en hængekøje dybt inde i Amazonjunglen i 3 måneder, glædede jeg mig da til at tage make-up og pænt tøj på igen og gå på café - og bare være lidt luksusagtig!
 
Hvad er så din rolle i det kommende program, ’Deadly Dilemmas’ på Discovery Channel? 
Jeg er den ene ud af 4 eksperter, der skal hjælpe med at opklare teorier og forskellige forsøgsopstillinger. Det kunne for eksempel være, om hvorvidt det er en skorpion eller ’Den Sorte Enke’, der er mest dødelig, eller om det kan være livsfarligt at klemme en bums ud – altså servere de videnskabelige fakta, der afgør, hvad du skal vælge, hvis du selv pludselig står i et dødeligt dilemma - selvom en del af dilemmaerne nok ikke lige er nogen, ret mange af os lander i.
 
Du er jo for nyligt blevet mor – hvor meget tid er der tilovers til eventyr?
Ja, jeg blev mor for to et halvt år siden – og har lige født igen for 2 måneder siden – og det påvirker da i den grad, hvor mange eventyr, man kan rejse ud på. Dels er der rent lavpraktisk en masse ting, man ikke kan i en årrække – og dels sker der jo et eller andet i ens hjerne, så man pludselig bliver mere forsigtig med sig selv - man skal jo kunne passe på de her små vidunderlige væsener, man har sat i verden. Så nej, lige nu er der ikke så meget ekstremsport eller ret mange fjerne eventyr på programmet. Men heldigvis får børn ens øjne til at åbne op for de forunderlige små eventyr, der er lige udenfor havelågen – for et lille barn er barken på et træ eller en tissemyre jo et stort eventyr, fordi hele verden er ny og spændende. Og den barnlige glæde og nysgerrighed gør, at en tur op til købmanden kan være en opdagelsesrejse.
 
Og mine børn får helt sikkert aldrig lov til at lave nogen som helst former for ekstremsport – eller rejse dybt ind i junglen. Eller få kørekort, hehe – en mor må godt pylre!
 
Nu kommer jeg jo selv fra Lemvig – det skulle vel aldrig være den herlige vestjyske natur, som har åbnet dine øjne for naturen? 
Tjo, mon ikke... i hvert fald har mine kollegaer tit kigget undrende på mig, når jeg er kommet storsmilende på arbejde, fordi det blæser, regner eller sner - og jeg blot er blevet helt lykkelig af at stride mig igennem vejret på min cykel. Og jeg har tænkt på, at det nok hænger sammen med, at jeg er vokset op med blæsevejr på vestkysten og altid er blevet slæbt med ud til Vesterhavet, når det har stormet. Det var fantastisk, overvældende og livsbekræftende som lille at gå langs det brusende og voldsomme Vesterhav – og så komme hjem i varmen bagefter og virkelig føle, man havde fortjent sin kakao.
 
Hvad har du af planer for fremtiden? 
Give mine børn et dejligt liv.
Derudover vil jeg gerne klare mig som selvstændig, som jeg jo sprang ud som sidste efterår. Hvis jeg kan leve af en blanding af at lave tv, skrive børnebøger, holde foredrag og designe en papirkurv jeg har i tankerne, så vil det være skønt. Og så skulle der gerne blive tid til ind imellem at rejse ud og opleve mere af den eventyrlige jordklode, vi lever på.
Og så vil jeg gerne blive endnu bedre til ikke lade mig gå på at for små ting, når nu der er så mange fantastiske ting i verden – så ja, jeg vil vel øve mig i at gøre mig endnu mere umage med livet!
 
Du skal have tak for din tid og held og lykke i fremtiden! 
 
Selve programmet har premiere på Discovery d. 18. maj kl. 19.00!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce