Lad os tage alle 12 – 18 årige børn og unge, bosat i Danmark, og putte dem ind på en lukket institution. Lad os drysse lidt angst ned over dem, fortælle dem, hvor dumme de er. Lad os stoppe deres skolegang for en tid, den kan vel indhentes senere i livet. Lad os tage dem væk fra deres forældre og søskende. Lad os dæmpe deres frustrationer med lidt stærk medicin.
Sådan vil vores socialminister Henriette Kjær stoppe “den onde cirkel”. Svenskerne har prøvet det, og hjalp det? Nej! Der er ikke påvist nogle positive behandlingsresultater. Det eneste, der har en snert af noget “godt” er, at disse børn og unge bliver holdt væk fra samfundet. Men er det godt? Måske for samfundet, men ikke for de ramte børn og unge.
Forestil dig en 14 årig dreng, der bliver spærret inde på en lukket institution fordi han har begået noget kriminelt. Hvordan vil hans kriminelle “talenter” udvikle sig i et intenst miljø, hvor der kun er bofæller med samme problemer, som ham selv. Vil de sætte sig i grupper og aftale at nu skal det altså være slut med alt det roderi i deres liv? Nej, tværtimod. De vil ikke miste ansigt, ikke være mindre end de andre, og hvad gør de. De oplærer hinanden i tricks og tips for kriminelle. Altså vil den 14 årige sandsynligvis være mere hardcore når han igen kommer ud i den virkelige verden.
Aldrig før i verdenshistorien har vi haft så meget tid til vores børn, og aldrig før har vi svigtet dem så meget som vi gør nu. Det er ikke kun børn og unge fra socialt belastede hjem, der begår kriminalitet og har svært ved, at fungere i sociale sammenhæng. Det er også børn og unge fra “pæne” hjem. Man kan så spørge sig selv, hvorfor disse børn bliver sat i verden, hvis forældrene alligevel ikke kan afsætte tid til at være noget for dem, opdrage dem og kende dem. For kender du dine børn, opdager du vel også, at der er noget galt, at barnet har forandret sig og har ændret attitude.
Der er mange “gode” forslag til, hvorfor unge er adfærdsvanskelige og hvorfor de begår kriminalitet. Men der er ikke så forbandet mange bud på, hvordan vi kommer problemerne til livs. Der ingen modeller der er “den helt rigtige”. Der er nok lige så mange løsninger som der er børn og unge i Danmark.
Man kunne bruge nogle af statens penge, dem, som de siger, at de ikke har, til at “opdrage” forældrene til at se forandringer ved deres børn og lære dem at læse signaler. Gør det allerede når barnet starter i børnehaveklasse. Lad forældrene være observatører på deres egne børn. Skolelærere er ikke psykologer, og de er ikke opdragere. Alligevel er det ofte dem der står med “klatten” og ikke aner hvor, de skal spille den hen. De har lært at undervise, ikke at tackle det sociale system ned til mindste detalje. Selv om det ofte, uberettiget, forventes af dem.
Henriette Kjær forstår ikke kritikken af “hendes” model, og siger: Det handler jo om at få de unge ud af en ond spiral, hvor de risikerer at begå noget rigtig alvorligt og ende i fængsel, hvis de ikke tager fat i dem. Formålet er dels at beskytte et kvarter, der risikerer at blive ødelagt af en gruppe voldelige ung. Dels at vise, at det har konsekvenser, når man begår vold. Det efterlyser de unge jo også selv.
Hun tilføjer, at de unge ikke skal tilbringe lang tid på de lukkede institutioner.
Det skal bare være en overgangsperiode til der bliver lagt en handleplan, og man finder et godt opholdssted og en skole eller læreplads til den unge.
Kilde: Berlingske Tidende
Den kære minister har vist ikke prøvet det selv. Hun kender vist ikke systemet og aner faktisk ikke hvad hun taler om.
Ved hun godt at der går unge rundt, ikke bare kriminelle, men også unge ofre, der har ventet på en handleplan i 3 år, ved hun at der går unge ofre rundt, unge syge ofre, der har ventet på en psykiater i 9 måneder, ved hun godt at der går unge ofre rundt i lille Danmark, der ikke kan følge en almindelig skolegang, hvor kommunen så vil hjælpe. Og den hjælp de kan give er at sætte ofret i samme lokale som forbryderen. Hvilket bevirker, at ofret ikke har fået nogen skolegang i over 1 år. Ved hun godt, at ofret ikke kan få sin medicin før psykiateren har tid. Ved hun godt at sagen er kørt op til højeste instans som en hastesag, og at der bare ikke sker noget som helst.
Det ved hun tilsyneladende ikke, og det er meget skræmmende. Skræmmende er det, at systemet svigter ofrene og dets familier. Ligeså skræmmende er det at vide, at disse ofre mister modet, ryger ind og ud af depressioner, at de selvmedicinerer og bliver draget ind i et “skidt” miljø. Det er deres eneste udvej for at blive hørt og forstået, om ikke andet, så af ligesindede. Er det dem ministeren vil proppe ind på en lukket institution, hvor mange af dem, for øvrigt allerede har tilbragt et par år. Vil hun finde et nyt sted? Jamen, hvor vil hun finde det? Der mangler behandlingshjem i Danmark, og det endda, i stor stil. Men lad dem sejle, lad børnene blive mere syge, lad dem blive kriminelle og lad nogle af dem blive stofmisbrugere.
Hvad er det lige Henriette Kjær ikke forstår?
Og så er der de unge voksne. Dem, der selv skal vaske tøj, lave mad og sørge for deres mindre søskende, og hente øl til mor og far. Disse unge får ikke deres nattesøvn, får ikke tid til at passe deres skole og ikke tid til, at være de børn, som de i virkeligheden er. Musikken buldrer gennem lejlighederne nat efter nat, og man falder over tomme flasker når man lige skal ud og børste tænder før natten, alt i mens man skal høre på det ene højlydte skænderi efter det andet, og i nogle tilfælde se på det ene blødende slag efter det andet.
Kan man ikke forstå, at denne gruppe børn og unge, bliver frustrerede, at de gør “dumme” ting sammen med kammeraterne. Her bliver de i det mindste accepteret og ikke glemt. Her er der tale om omsorgssvigt i stor stil. Hvad gør man? Mange steder, ikke noget som helst. Er det børnene, der er galt på den her? Nej, det er forældrene. Så sæt ind med behandling der, giv forældrenes liv lidt kvalitet så de igen kan drage omsorg for deres børn. Giv forældrene overskud, hjælp dem på vej. Koster det mere end at have en ung på institution i årevis? Nej, det gør det ikke, og man redder en hel familie, i stede for én enkelt person.
Forstår ministeren ikke, at alle adfærdsvanskelige og kriminelle, børn og unge, er ofre, at de forældre, der selv har problemer også er ofre. Mange af dem er endda ofre for et langsommeligt og indviklet system. For at få alle disse “ulykkesfugle” på ret køl, skal vi måske tage fat i roden, hjemmet og i visse tilfælde, et indviklet system! For hvordan kommer vi ellers videre? På en lukket institution, hvor vi bliver frarøvet friheden, som vi ellers skal lære at tage ansvar for!