De fattiges klub i Argentina
Om et nyt alternativt økonomisk system til kapitalismen.
De sidste mange ugers kaos i Argentina på grund af sammenbruddet af det økonomiske liv med konsekvenser, som formentlig vil strække sig et stykke ind i den nærmeste fremtid, bringer i erindring at de mest udsatte befolkningsgrupper allerede så småt var begyndte at forberede sig på situationen, da jeg i 1999 opholdt mig i landet og hørte mange tale om klubben, nogen med begejstring, medlemmerne naturligvis, andre med arrogante skuldertræk eller voldsom irritation: de velbjærgede og hovedparten af det politiske etablishment.
Jeg blev imidlertid først klar over, hvad den gik ud på, under nogle timers ophold i puebloen Cajerana, som hælder faretruende ud over en bjergskrænt, og hvor jeg slet ikke havde noget at gøre. Men selv når man regner med at være så nogenlunde velbevandret i spansk lengua, kan man i det spansktalende Argentina komme ud for udtryk, ord og talemåder, som hensætter én i et dilemma, og på en eller anden måde havde jeg misforstået oplysningerne om busforbindelserne til Santa Rosa og havnede derfor i Cajerana.
Begge byer var mig lige ubekendte, det samme var landskabet, som bussen rumlede igennem. Deuden sov jeg det meste af vejen til trods for en halvdød kalkun med hovedet på mit ene knæ og små, gramsende barnefingre på det andet.
Bussens endestation var et faldefærdigt træhus på en cementsokkel, som husede bar og bilværksted og intet andet. Barværten hed Pedro og fortalte beredvilligt, efter at have beklaget mit uheld med megen slå-ud-med-armene, hvordan jeg kunne komme til Santa Rosa med en anden bus. Den havde ligeledes holdeplads udenfor, men ventetiden, tja, jo-h, hvis Manuel ikke havde for meget at bestille i dag, kunne han vel nok være her om fire-fem timer, men siéntese, por favor - sid venligst ned.
Jeg blev imidlertid først klar over, hvad den gik ud på, under nogle timers ophold i puebloen Cajerana, som hælder faretruende ud over en bjergskrænt, og hvor jeg slet ikke havde noget at gøre. Men selv når man regner med at være så nogenlunde velbevandret i spansk lengua, kan man i det spansktalende Argentina komme ud for udtryk, ord og talemåder, som hensætter én i et dilemma, og på en eller anden måde havde jeg misforstået oplysningerne om busforbindelserne til Santa Rosa og havnede derfor i Cajerana.
Begge byer var mig lige ubekendte, det samme var landskabet, som bussen rumlede igennem. Deuden sov jeg det meste af vejen til trods for en halvdød kalkun med hovedet på mit ene knæ og små, gramsende barnefingre på det andet.
Bussens endestation var et faldefærdigt træhus på en cementsokkel, som husede bar og bilværksted og intet andet. Barværten hed Pedro og fortalte beredvilligt, efter at have beklaget mit uheld med megen slå-ud-med-armene, hvordan jeg kunne komme til Santa Rosa med en anden bus. Den havde ligeledes holdeplads udenfor, men ventetiden, tja, jo-h, hvis Manuel ikke havde for meget at bestille i dag, kunne han vel nok være her om fire-fem timer, men siéntese, por favor - sid venligst ned.
Pedro konverserede livligt en anden gæst, en ældre, hvidhåret mand i et krøllet, hvidt jakkesæt. Af profession var han læge. "Når Ramón har repareret din gamle mukkebikke endnu engang, må han efterhånden have et tilgodehavende svarende til mindst en hjerteoperation," bemærkede Pedro med et grin, der fik hans ansigtshud til at lægge sig i et utal af folder.
"Og en galdestensoperation i tilgift," nikkede lægen. "Ramón har et mageløst uforskammet helbred. Jeg har aldrig kunnet gøre andet end hjælpe ham af med en splint i tommelfingeren."
"Lægen og mekanikeren er begge medlemmer af klubben," forklarede Pedro mig, og jeg forestillede mig en eller anden logeorden, hvor medlemmerne havde pligt til at lave gratis arbejde for hinanden engang imellem, så jeg smilede høfligt som tak for oplysningen, men var mere interesseret i at høre om den politiske situation.
Pedro gjorde en skruende bevægelse med skulderen. "Argentina kalder sig demokratisk, og min far kaldte sig kristen, selv om han ikke var det. I et land med megen fattigdom er der ikke demokrati, det kan man sige sig selv, men en forbandet masse hykleri. Kluben er den eneste form for argentinsk demokrati."
Så blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte høre noget mere om den klub.
I stilhed, men hurtigt som olie breder sig på vandet, var der i dette vældige land opstået en ny, økonomisk orden. Skønt det tog sig ud som et paradoks, var dens vækst parallel med stigningen i arbejdsløsheden og den sociale krise. Producenter og forbrugere var de arbejdsløse, de ældre, de lavtlønnede, de unge som ikke har haft deres første arbejdsplads endnu.
Klubben navn var "Club del Trueque", byttehandelsklubben, udtænkt på en måde, som var en overraskelse for mange garvede økonomer.
I 1995 begyndte femten unge i bekymring over miljøskaderne, det hæmningsløse forbrug, fattigdommen og arbejdsløsheden at organisere canjes, en udveksling af varer og arbejdsydelser. Mens jeg opholdt mig i Argentina talte klubben 200,000 medlemmer, overvejende arbejdsløse, som udgjorde 17,4% af den erhvervsaktive befolkning, samt lavtlønnede og underbetalte personer m/k; målet var at nå en halv million inden år 2000. Ifølge officielle tal tjente halvdelen af argentinske ansatte i 1999 mindre end 500 pesos (ca. 3200,- kr.) om måneden, men de faktiske leveomkostninger androg næsten det tredobbelte.
Det fik uoverskuelige konsekvenser for navnlig den socialt set mest udsatte del af befolkningen, at marginalgrupper i handelen blev frataget retten til byttehandel som en måde at overleve på, hvilket oprindelig drejede sig om en omsætning på mere end 8 millioner dollars pr. måned. Dermed havde man - politikere og multinationale selskaber og banker i skøn samdrægtighed - gjort det fristende for firmaer i USA at underminere et traditionsrigt, gammelt handelssystem ved hjælp af kommisioner, honorarer, penge under bordet, markedsandele og procenter, hele skalaen af alle de velkendte fif, som de umættelige kapitalinteresser ofte anvender uden hensyn til de menneskelige omkostninger. Som et forsvarsberedskab mod denne udvikling var kluben opstået.
Klubbens grundlæggende idé gik ud på, at for en vare eller serviceydelse skulle der ikke betales med kontanter, men med en modydelse. Da sytemet uundgåeligt viste, at i nogle byttehandler opstod der differencer, begyndte man at anvende såkaldte créditos. En créditos var lig med en peso (ca. en dollar) og i et hvert centrum for udveksling i landet kunne de omsættes. Der var også libretas, notesbøger til at registrere gæld og tilgodehavender med, samt avisen: Red Global del Trueque (Globalt netværk for byttehandel), i hvilken servicelisterne publiceres.
Norberto Peicot, arbejdsløs systemanalytiker, tilbød klubben kurser i systemberegning og at trykke kort og brochurer. Det gav ham så mange créditos, at han kunne tage på ferie i en hel måned med sin kone og deres to piger.
Et andet eksempel, som Pedro fortalte mig om, var Ana Lerias, pensionist og enke på andet år med 150 pesos i pension og 160 pesos i pension efter sin mand. Med nød og næppe slog det til til skatterne, men ikke til gasregningen, og der blev afbrudt for forsyningen. Desuden havde hun andre problemer: det regnede gennem taget, og hendes cisterne var i stykker. Også hun henvendte sig til klubben, som fik en distributør til at flytte ind i hendes hus. Hun arbejdede for ham og modtog créditos for lejen og for sit arbejde. For dem købte hun mad og nyt tøj, fik ordnet håret, repareret taget og cisternen.
"Og en galdestensoperation i tilgift," nikkede lægen. "Ramón har et mageløst uforskammet helbred. Jeg har aldrig kunnet gøre andet end hjælpe ham af med en splint i tommelfingeren."
"Lægen og mekanikeren er begge medlemmer af klubben," forklarede Pedro mig, og jeg forestillede mig en eller anden logeorden, hvor medlemmerne havde pligt til at lave gratis arbejde for hinanden engang imellem, så jeg smilede høfligt som tak for oplysningen, men var mere interesseret i at høre om den politiske situation.
Pedro gjorde en skruende bevægelse med skulderen. "Argentina kalder sig demokratisk, og min far kaldte sig kristen, selv om han ikke var det. I et land med megen fattigdom er der ikke demokrati, det kan man sige sig selv, men en forbandet masse hykleri. Kluben er den eneste form for argentinsk demokrati."
Så blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte høre noget mere om den klub.
I stilhed, men hurtigt som olie breder sig på vandet, var der i dette vældige land opstået en ny, økonomisk orden. Skønt det tog sig ud som et paradoks, var dens vækst parallel med stigningen i arbejdsløsheden og den sociale krise. Producenter og forbrugere var de arbejdsløse, de ældre, de lavtlønnede, de unge som ikke har haft deres første arbejdsplads endnu.
Klubben navn var "Club del Trueque", byttehandelsklubben, udtænkt på en måde, som var en overraskelse for mange garvede økonomer.
I 1995 begyndte femten unge i bekymring over miljøskaderne, det hæmningsløse forbrug, fattigdommen og arbejdsløsheden at organisere canjes, en udveksling af varer og arbejdsydelser. Mens jeg opholdt mig i Argentina talte klubben 200,000 medlemmer, overvejende arbejdsløse, som udgjorde 17,4% af den erhvervsaktive befolkning, samt lavtlønnede og underbetalte personer m/k; målet var at nå en halv million inden år 2000. Ifølge officielle tal tjente halvdelen af argentinske ansatte i 1999 mindre end 500 pesos (ca. 3200,- kr.) om måneden, men de faktiske leveomkostninger androg næsten det tredobbelte.
Det fik uoverskuelige konsekvenser for navnlig den socialt set mest udsatte del af befolkningen, at marginalgrupper i handelen blev frataget retten til byttehandel som en måde at overleve på, hvilket oprindelig drejede sig om en omsætning på mere end 8 millioner dollars pr. måned. Dermed havde man - politikere og multinationale selskaber og banker i skøn samdrægtighed - gjort det fristende for firmaer i USA at underminere et traditionsrigt, gammelt handelssystem ved hjælp af kommisioner, honorarer, penge under bordet, markedsandele og procenter, hele skalaen af alle de velkendte fif, som de umættelige kapitalinteresser ofte anvender uden hensyn til de menneskelige omkostninger. Som et forsvarsberedskab mod denne udvikling var kluben opstået.
Klubbens grundlæggende idé gik ud på, at for en vare eller serviceydelse skulle der ikke betales med kontanter, men med en modydelse. Da sytemet uundgåeligt viste, at i nogle byttehandler opstod der differencer, begyndte man at anvende såkaldte créditos. En créditos var lig med en peso (ca. en dollar) og i et hvert centrum for udveksling i landet kunne de omsættes. Der var også libretas, notesbøger til at registrere gæld og tilgodehavender med, samt avisen: Red Global del Trueque (Globalt netværk for byttehandel), i hvilken servicelisterne publiceres.
Norberto Peicot, arbejdsløs systemanalytiker, tilbød klubben kurser i systemberegning og at trykke kort og brochurer. Det gav ham så mange créditos, at han kunne tage på ferie i en hel måned med sin kone og deres to piger.
Et andet eksempel, som Pedro fortalte mig om, var Ana Lerias, pensionist og enke på andet år med 150 pesos i pension og 160 pesos i pension efter sin mand. Med nød og næppe slog det til til skatterne, men ikke til gasregningen, og der blev afbrudt for forsyningen. Desuden havde hun andre problemer: det regnede gennem taget, og hendes cisterne var i stykker. Også hun henvendte sig til klubben, som fik en distributør til at flytte ind i hendes hus. Hun arbejdede for ham og modtog créditos for lejen og for sit arbejde. For dem købte hun mad og nyt tøj, fik ordnet håret, repareret taget og cisternen.
"Ana er min faster," oplyste Pedro, "en virkelig gæv, gammel mujer (kvinde), som aldrig har været bange for at tage fat. Ved du, amigo, hvad hun engang sagde til mig? Hvis udviklingslæren virkelig havde noget på sig, hvordan kan det så være, at kvinder stadig kun har to hænder?"
En skønne dag cirkulerede der så mange créditos, at det gav klubbens grundlæggere en ny idé: at skabe en bank til at støtte udviklingen med. Den ydede lån uden rente til dem, som havde meget ambitiøse planer til måder at overleve på.
Psykologen Carlos Desanzo er en af klubbens grundlæggere og fastslår i et interview i klubbens blad, som Pedro viste mig: "Vi bruger af det, som er i naturen, og det som folk har." Desanzo definerer systemet som "selvhjælp" på en ny måde.
Et nyt projekt handlede om at sammekalde sognemenigheder, sociale klubber og andre mødesteder, hvor svage og fattige mennesker ofte søger hen for at give hinanden moralsk opmuntring og støtte. Det nye projekt fik navnet: Koordinatorerne, og skulle bearbejde idéerne til det, som de var kvalificerede til at tilbyde.
Den stigende kapacitet til at skabe relativ velstand med for klubbens medlemmer, fik hele tiden nye til at melde sig med tilbud: kunstnere, møbelfabrikanter, arkitekter, også folk til turistservice. Små busselskaber, som på visse ugedage og visse årstider kørte med tomme sæder, var normalt fristet til at ligge stille af og til, men ved samarbejde med klubben kunne de med créditos opnå at supplere med noget nødvendigt til busdriften. Nogle hoteller samarbejdede også med klubben. For créditos kunne medlemmerne efterhånden erhverve sig alverdens ting fra håndsyede lagener til fødevarer.
Idéerne og strategierne til overlevelsen blev mangedoblede. Klubben havde i 1999 eksperter på så at sige næsten alle områder. Tilsyneladende upåagtet af alverdens miljøfolk havde et medlem fundet ud af, at knuste frø fra rørkassia, såkaldte uægte johannesbrødtræ, kan gøre selv det mest grumsede flodvand drikkeligt på en halv time! Forklaringen er, at nuste rørkassiafrø indeholder positivt ladede proteiner, som uskadeliggør bakterierne.
De fattiges klub i Argentina har meget at lære den øvrige verden, navnlig den fattigste del af den, som udgør to tredjedele af jordens befolkning, men også i Danmark, hvor andelsbevægelsen engang var noget, man talte og skrev om i det store udland, skulle der være grobund for dens idéer.
Bussen - slingrende, hoppende og dansende, med Manuel ved rattet - indfandt sig omsider, uden at jeg en eneste gang havde spejdet efter den. Jeg havde været i godt selskab og oplevet, at man i en lille by på en bjergskrænt kan få mere positivt nyt at vide om verden i løbet af tre-fire timer, end man kan få på tre-fire dage i en storby, hvor alt nyt desuden som oftest er negativt.
Jeg tror, det var gode, gamle, kloge Picasso, der engang sagde, at livet kan være forunderligt.
_________________________________________________
Fodnote: Det har ikke været muligt at skaffe oplysning om klubbens aktuelle situation, men efter al sandsynlighed består den, fordi den netop hele tiden har været i opposition til det økonomiske system, der nu er kolapset.
En skønne dag cirkulerede der så mange créditos, at det gav klubbens grundlæggere en ny idé: at skabe en bank til at støtte udviklingen med. Den ydede lån uden rente til dem, som havde meget ambitiøse planer til måder at overleve på.
Psykologen Carlos Desanzo er en af klubbens grundlæggere og fastslår i et interview i klubbens blad, som Pedro viste mig: "Vi bruger af det, som er i naturen, og det som folk har." Desanzo definerer systemet som "selvhjælp" på en ny måde.
Et nyt projekt handlede om at sammekalde sognemenigheder, sociale klubber og andre mødesteder, hvor svage og fattige mennesker ofte søger hen for at give hinanden moralsk opmuntring og støtte. Det nye projekt fik navnet: Koordinatorerne, og skulle bearbejde idéerne til det, som de var kvalificerede til at tilbyde.
Den stigende kapacitet til at skabe relativ velstand med for klubbens medlemmer, fik hele tiden nye til at melde sig med tilbud: kunstnere, møbelfabrikanter, arkitekter, også folk til turistservice. Små busselskaber, som på visse ugedage og visse årstider kørte med tomme sæder, var normalt fristet til at ligge stille af og til, men ved samarbejde med klubben kunne de med créditos opnå at supplere med noget nødvendigt til busdriften. Nogle hoteller samarbejdede også med klubben. For créditos kunne medlemmerne efterhånden erhverve sig alverdens ting fra håndsyede lagener til fødevarer.
Idéerne og strategierne til overlevelsen blev mangedoblede. Klubben havde i 1999 eksperter på så at sige næsten alle områder. Tilsyneladende upåagtet af alverdens miljøfolk havde et medlem fundet ud af, at knuste frø fra rørkassia, såkaldte uægte johannesbrødtræ, kan gøre selv det mest grumsede flodvand drikkeligt på en halv time! Forklaringen er, at nuste rørkassiafrø indeholder positivt ladede proteiner, som uskadeliggør bakterierne.
De fattiges klub i Argentina har meget at lære den øvrige verden, navnlig den fattigste del af den, som udgør to tredjedele af jordens befolkning, men også i Danmark, hvor andelsbevægelsen engang var noget, man talte og skrev om i det store udland, skulle der være grobund for dens idéer.
Bussen - slingrende, hoppende og dansende, med Manuel ved rattet - indfandt sig omsider, uden at jeg en eneste gang havde spejdet efter den. Jeg havde været i godt selskab og oplevet, at man i en lille by på en bjergskrænt kan få mere positivt nyt at vide om verden i løbet af tre-fire timer, end man kan få på tre-fire dage i en storby, hvor alt nyt desuden som oftest er negativt.
Jeg tror, det var gode, gamle, kloge Picasso, der engang sagde, at livet kan være forunderligt.
Fodnote: Det har ikke været muligt at skaffe oplysning om klubbens aktuelle situation, men efter al sandsynlighed består den, fordi den netop hele tiden har været i opposition til det økonomiske system, der nu er kolapset.
