Connery

De Danske Tatovører: Michelle Kristensen

Farverig magi på huden!

I vores næste kapitel af De Danske Tatovører har vi taget en snak med den talentfulde Michelle Kristensen, som de fleste kan genkende på hendes sprudlende, farverige univers i tatoobranchen.

Hun er en mester indenfor farvetatoveringer og hendes realisme inden for feltet er noget, der får folk til at slå øjnene op.

Vi fik en snak med hende, mens hun midlertidigt sad ved et bord hos Mr. & Mrs. Tattoo i Viborg, hvor hun fik lov til at lave en Star Wars-inspireret tatovering indenfor farverealisme - og hvem ellers end den dynamiske duo, Din Djarin og Grogu!

ANNONCE
De Danske Tatovører: Michelle Kristensen

Virkelighedsflugt og passionen for det kreative

Inden dagligdagen stod på magiske, kreative øjeblikke forvandlet til kunstværker eller tatoveringer, var dagene ikke altid helt lyserøde for Michelle og hendes familie. Michelle er oprindeligt fra Roskilde, men opvokset i Hårlev - hendes mor er fra Zimbabwe og faderen er dansker.

Hendes vej ind i det kreative univers har altid været en interesse, men når hun kigger tilbage, har det måske ikke altid bare en fritidsinteresse - men en nødvendighed.

Hun har brugt meget af sin barndom på at prøve at finde sin plads i livet.

“Dengang jeg var lille, var tidsånden en smule anderledes, end den var nu - byen, jeg voksede op i, havde svært ved at acceptere os. Vi var den eneste afrikanske familie i nabolaget, og vi oplevede en del racisme i de tidlige år.”

Det var hendes virkelighedsflugt at tegne - det var noget, hun altid havde med sig i de hårde tider. Når hun ikke havde venner, eller samfundet vendte hende ryggen, så havde hun altid sit eget lille univers at fordybe sig i og glemme sine problemer.

De rykkede videre fra Roskilde til Irland, da moren fik job ved Microsoft, hvor de i det irske højland for en stund fandt en støtte i landets accept af kunstnerdrømmen - det gav hende et skub i at udfolde sig som kunstner og sørgede for, at hun tog det seriøst frem for blot en fritidsbeskæftigelse.

Det skal dog understreges, at problemerne omkring dem ikke bare forsvandt ved et landeskifte - men Michelle har fundet en måde at finde trøst i, at hjemmet ikke er et fysisk sted.

Det findes indeni.

ANNONCE
De Danske Tatovører: Michelle Kristensen

“Man kan ikke løbe fra sine problemer. Følelsen af at man ikke passer ind, vil altid være noget, jeg bærer på mine skyldre - men jeg har fundet hjemmet inde i mig selv og det giver mig den nødvendige ro og overskud til ikke at lade det gå mig på den dag i dag. Det hjalp os rigtig meget at skifte lokation og kultur - vi boede der i 6 år, hvorefter jeg tog tilbage til Danmark for at få en uddannelse.”

Hendes kreative kærlighed går helt tilbage, til da hun var 6 år gammel - her begyndte hun at kigge sin søster over skulderen, da hun gik i gang med at fordybe sig i tegninger og små, kreative universer.

Hendes forældre tegnede meget i hendes liv, så det har altid været inden for håndsrække - og især en roadtrip til Tyskland fik cementeret hendes kærlighed til det kreative univers.

Hvor hun tidligere lod sig inspirere af ting, man så i fjernsynet - såsom Disney, Pokémon og andre børneshows, så blev hun i det tyske introduceret til en verden af anime.

“Det fik mig for alvor i gang med at tegne. Jeg gik all-in på den del af kunstnerverdenen - og jeg har aldrig set mig tilbage.”

Det kreative fortsatte langt op i skoleårene, hvor hun fordybede sig i alt, hvad der havde med det kreative at gøre. Hun gik på animationsskolen i Viborg, hvor hun det sidste år i 2014 blev gravid med sit første barn, som gjorde, at hun ikke fik foden så meget inden for spil- og tegnefilmsbranchen i første omgang det efterfølgende stykke tid.

Men hun fik færdiggjort sin bachelor og stod nu klar til at opleve verden med kreative briller på.

Derfor søgte hun et kreativt erhverv i en anden retning - og hun havde tilfældigvis et par mennesker i sin omgangskreds, som var tatovører.

En verden, som hun faktisk fandt ret interessant og begyndte at dykke ned i. Her fik hun oplevelsen af, at hendes kærlighed til det kreative var mere end bare en hobby - det var en passion.

ANNONCE
De Danske Tatovører: Michelle Kristensen

Drømmen om et kreativt univers i baghaven

Hun har altid levet sit liv efter en slags mavefornemmelse.

Hun kalder det selv et bål inden i sig selv - hvis bålet tændes, så ved hun, at det er noget, hun skal dyrke, og hvis det ikke vækker noget i hende, så skal hun lade det ligge.

Uanset om det er noget, hun har prøvet før eller ej - hvis gnisten tændes, så skal hun kaste sig ud i det.

Og sådan havde hun det med tatoveringer.

Hun arbejdede som bartender i et stykke tid, mens hun gik og puslede med tanken om at blive tatovør - og som en anden budbringer fra universet mødte hun tilfældigvis en gæst i baren, som netop havde åbnet en tattooshop.

“Jeg tog chancen, viste ham min portefølje - og så fik jeg jobbet dagen efter.”

Det blev første spadestik til hendes tatoveringskarriere, hvor hun enten blev headhuntet til forskellige studier eller hoppede rundt for at prøve kræfter med forskellige steder.

Hun har altid vidst, at det skulle være farverne, der dominerede hendes værker på huden. Hun elsker at eksperimentere og brugte rigtig lang tid på at finde sin stil, så hun kunne lave farverealisme og gengive de ting, hun tegnede på sin tablet på huden.

Hun kan de fleste stilarter, men vil kun kalde sig ekspert indenfor farve-realisme - og så interesserer hun sig meget i det spirituelle - alt fra krystaller, energier til aliens og meninger med livet.

“Jeg elsker at dyrke vores forbindelse med universet - og jeg elsker, når lov til at lave tatoveringter indenfor det felt”

ANNONCE
De Danske Tatovører: Michelle Kristensen

Før i tiden sad hun meget alene med sin kunst - men med tatoveringer får hun mulighed for at snakke med folk om det.

“Man kan se hinanden i et andet lys - det kan være meget helende og oplysende.”

Hun har været vidt omkring i landet med forskellige tattooshops, men kommer fra det midtjyske - og i takt med at familien vokser, begynder hun at trække mere og mere tilbage til rødderne.

Lige for tiden er hun lidt en tatoveringsnomade, der skifter lidt mellem forskellige shops, mens hun arbejder på at realisere sin fremtidsdrøm om at starte et kunstnerisk slaraffenland i hjemlige rammer.

“Drømmen er at have et sted lige uden for hjemmet, hvor man kan udfolde sig på alle kreative tangenter. Det skal være et sted dedikeret til “at skabe” - hvor jeg kan male, skulpturere, tegne og tatovere.”

Hun har altid været lidt af en jack-of-all-trades og ønsker ikke at sidde stille med en ting - hun vil gerne udfolde sig kreativt.

Hun ønsker at bygge stedet sammen med sin mor, hvor de kan skave et sted, hvor de både kan have en butik kombineret med en udstilling og en tattoo-biks - et sted, hvor man kan udvikle sig i mange år.

“Det går så langt ud til at være et boardgame-firma med en 3D-printer til en keramikbutik - det vil tiden vise!”

Hvis du har lyst til at se mere til Michelles kreationer og følge med på sidelinjen, kan du se mere til det her:

michelliink

ANNONCE
Del

Seneste nyt