Connery

De Danske Tatovører: Mathias Abildgaard Jensen

En tur forbi Horsens og Old Slingers Tattoo!

I næste kapitel af vores artikelserie om de dygtige tattoo-kunstnere i Danmark er vores road-trip i denne omgang nået til Horsens.

Her sidder en af de skarpeste nåle i Jylland hos Old Slingers og tryller med unikke, personlige fortællinger på den visuelle front.

Kunstneren hedder Mathias Abildgaard Jensen.

Med stor fascination af mytologi og eventyrlige fortællinger har han i flere år formidlet kunders ønsker og egne idéer til en synergi af unikke kunstværker på kroppen.

Vi har taget en snak med ham for at høre, hvordan hans rejse ind i tattoo-universet begyndte - og det startede egentlig ikke med en historie om et gudbenådet kreativt barn, men derimod en person, der begyndte at finde interesse i fortællinger.

ANNONCE
De Danske Tatovører: Mathias Abildgaard Jensen

“Det var ikke mig, der fik ros i børnehaven for mine kreative evner.”

Interessen for at skabe kunst kom i stedet i gymnasiet.

I takt med at han også selv fik sin første tatovering, begyndte han at pusle lidt med at lave tegninger og designs i fritiden.

Da han først lige havde skrinlagt de obligatoriske fascinationer af erhverv såsom dyrlæge og politimand, så var interessen egentlig primært målrettet det journalistiske fag - i gymnasiet fordybede han sig i fortællinger, skrivestil og analyser.

Han skrev noveller og fantasy-fortællinger og brugte sine somre på forfatterskoler. Det handlede i bund og grund om fascinationen af at skabe en historie i en kreativ proces - og selvom det til sidst ikke blev journalist-erhvervet med fortællinger gennem ord, så begyndte han at finde sin egen vej til at formidle historier gennem sine tegninger.

“Jeg var en kæmpe nørd - men det tiltalte mig, at det kun var fantasien, der satte grænser.”

Efter gymnasiet stod han i sit sabbatår og skulle forsøge at finde sit næste kapitel i livet - indtil en kammerat kom hen til ham og spurgte - ‘hvis du alligevel sidder og tegner hele tiden, hvorfor kigger du ikke forbi i en tattoo-shop?'.

Det ene tog det andet og han besluttede sig for at følge op på ideen og besøge en lokal tatoveringsbutik.

Det var en polsk tattoo-butik i Vejle, hvor han søgte ind som lærling efter en anbefaling af kammeraten.

“Jeg troede, jeg var god til at tegne. Min mor har i hvert fald altid hængt mine tegninger op på køleskabet!”

Men da han kom ned i studiet og viste sine ting, så bad de ham faktisk om at gå igen. Han valgte dog at vise lidt engagement og fik lov til at blive i butikken for at lære på egen hånd som en runner, der hjalp med at gøre rent, hente mad og holde styr på biksen.

Det var hele essensen af at være tattoo-shoppen, som hypnotiserede ham og gjorde, at han ikke bare gik væk fra den første afvisning som en anden X-factor-deltager på afveje.

Lugtene, stemningen, lydene af nålemaskinerne og hele atmosfæren var berusende og fascinerende for ham.

Og så var det jo utrolig praktisk, at Mathias kunne snakke dansk og tage imod gæsterne.

“Jeg var den eneste dansker i shoppen. Og det fungerede rigtig godt for mig at tage imod gæster, da det gav mig en god start med kundehåndtering og det at snakke med nye mennesker.”

Samtidig fik han lov til at lære at tegne hos nogle af tatovørerne.

Hans forældre har støttet ham i alle aspekter af hans liv, men tanken om at deres søn skulle starte op i en polsk tattoo-butik var alligevel på papiret ikke øverst på deres ønskeliste.

“Det var første gang i mit liv, at jeg lavede et ‘independent young man’-øjeblik. Det var stort for mig.”

Det resulterede 5-6 dage i ugen i studiet, ingen løn og klassisk oplæring ved at kigge ‘læremesteren’ Adam over skulderen.

Man er den første, der kommer og den sidste, der går. Og det var en skoling i, hvordan man drev en tattoo-shop på den ‘gamle’ måde, som han til dels tager afstand til i dag.

“Der er så meget drama i tattoo-miljøet - jeg har set folk, som har pakket taskerne over natten og smuttet dagen efter. Der var ikke altid en kontrakt eller lignende dengang. Det var meget dag til dag.”

Selvom han fik meget af sine spirende evner fra den polske tattooshop, var han ikke helt enig med tankegangen omkring deres projekter - for dem handlede det bare om hurtige penge.

For Mathias handler det om kunsten og det at skabe en visuel fortælling.

“Der var stor respekt for faget, men den daglige holdning var money. Og det var okay for mig på det tidspunkt i mit liv, for jeg fik den fundamentale forståelse for, hvordan en tattoo-biks hænger sammen.”

ANNONCE
De Danske Tatovører: Mathias Abildgaard Jensen

Kropskunst, hvor kragerne vender

Til sidst fik han lov til at lege lidt med nålen på et par venner, men det var mere spændende for shoppen at have ham gående som hjælper og han begyndte så småt at føle trangen for at flyve fra den første rede.

Han splittede med shoppen til sidst, da han var klar til at prøve egne vegne.

Han gik hjem og brainstormede med sine forældre på, hvordan han tog det næste skridt med at starte op som selvstændig - de hjalp ham med alt det praktiske og fik sørget for, at han fik en forretning stablet på benene.

Og da der ikke var nogen officiel uddannelse eller statslig anerkendelse af faget - det eneste krav var, at man skulle betale skat - så kunne han starte på egen hånd.

Hans forældre boede på en stor landejendom, hvor han fik en af de nyrenoverede bygninger til rådighed som sit eget tattoo-studie.

“Jeg startede på egen hånd midt ude på Lars Tyndskids mark.”

Ham og nogle kammerater gjorde en del ud af studiet med udsmykninger, tegninger, stort fjernsyn, spilsystemer, sofaer og masser af stemning til de kommende gæster.

Han startede ud med at tatovere venner og efterfølgende venners bekendte, og der begyndte karrieren for alvor at stikke af.

“Jeg lærte vanvittigt meget af bare at sidde mig selv et års tid og prøve kræfter med faget på venner og bekendte. Jeg skulle ikke hele tiden være på farten eller gøre rent - jeg kunne bare koncentrere mig om mig selv og mine værker.”

Han endte med at få kunder, der kom helt fra København og Århus - og det var ikke altid, at de helt forstod, at der kunne ligge et studie midt ude i ingenting.

Folk ringede tit til ham og sagde: ‘Altså, jeg tror du har skrevet forkert adresse - jeg holder udenfor en ridehal og der står en masse VVS-biler i hjørnet.’

Han måtte bare berolige dem og sige, at de bare lige skulle rundt om hjørnet til den brune dør, så stod han klar til at tage imod dem.

Men der var ingen, som løb skrigende væk - tværtimod.

Det voksede som en epidemi, og det var næsten stensikkert, at den ene kunde ville udvikle sig til fem nye kunder og så videre ud.

“Dengang var det lidt mere mund-til-mund, så jeg fik bygget min helt egen kundekreds op.”

Næste skridt på karrierestigen kom, da han blev tilbudt et job hos en tattoo-shop i Vejle, hvor han i en to års tid fik selvudviklet meget og lært flere og flere teknikker indenfor tatovering.

Hvis du leder længe nok efter det, så skal du nok finde studier med de gamle, kriminelle værdier - men han har i mange år været færdige med at sidde i et miljø, hvor pengene var alfa omega og den ene tatovør måske lige skulle ind og sidde for en stund.

“Det er lidt det tattoo-miljø, jeg er kommet fra - og det var fint lige at snuse til det for at vide, hvad det gamle var, og endnu vigtigere: hvad det nye er.”

ANNONCE
De Danske Tatovører: Mathias Abildgaard Jensen

Mathias sætter stor pris på at sidde i et studie med folk, som dedikerer sig til kunsten selv.

“I gamle dage var det rockere, der sad og lavede tribals og kranier - nu er det mors dreng ligesom mig selv, der sidder i biksen.”

I dag sidder han og tatoverer hos Old Slingers i Horsens, hvor han har siddet i 3 år.

Det vigtigste for ham er naturligvis kunsten, men også det at være en god tatovør på den menneskelige front.

Han lægger utrolig stor vægt på at have god kontakt med kunder og sørge for, at helhedsoplevelsen bliver god fra start til slut.

“Jeg prøver altid at være tro mod kundernes ideer og ønsker. Jeg har selv prøvet at blive tatoveret et sted, hvor man nærmest bliver behandlet som et stykke kød. Det er simpelthen for dumt.”

Han fik sin flotteste og dyreste tatovering nogensinde - men han kunne aldrig drømme om at sætte sin fod i det studie igen, netop fordi oplevelsen var så dårlig.

“Det er et intimt miljø, så det handler om at gøre det hyggeligt. Du får en ny person hver dag, som kan fortælle om verden fra deres synspunkt. Jeg elsker kunsten, men jeg elsker lige så meget at møde mennesker.”

Efter flere år i branchen har Mathias også opdaget, at det for kunderne måske også er meget mere end bare en tatovering - det er et sted, hvor man kan snakke frit om ting, der sker i sit liv uden løftende pegefingre eller fordomme fra omgangskredsen.

En fremmed person, man kan sparre med uden forhåndsviden eller forventninger.

Han har også drømme om at få sin egen tattoo-shop ude i fremtiden, men så længe han har det så godt, som han har på sit nuværende sted, så fungerer det for ham.

Lige for tiden nyder han at dyrke sine tatoveringer og hele tiden lære noget nyt - det er i bund og grund selve processen, som driver ham frem for ‘blot’ det endelige resultat.

“Det er lidt ligesom en kunstmaler - det sjove er at skabe. Når man så er færdig med projektet, så sælger man det. Det handler om at udvikle sig.”

Vi siger tak for din tid!

Hvis du er interesseret i at se nærmere på, hvad Mathias laver, kan du hoppe ind på hans Instagram herunder:

ANNONCE
Mathias Abildgaard Jensen

Instagram

Facebook

Til at illustrere hans mesterlige evne til at formidle kunst på levende hud, fik vi ham til at lave en fortolkning af Poseidon fra mytologien - en bragende flot miks af realisme og dramatiske egenskaber med stormfuldt hav, det lunefulde humør hos havets gud og en fantastiske dybde og facon.

Tjek den ud herunder

ANNONCE
De Danske Tatovører: Mathias Abildgaard Jensen
De Danske Tatovører: Mathias Abildgaard Jensen
Del

Seneste nyt