De Danske Kokke: Chano Jørgensen

I hjertet af Umut Sakaryas flæskeimperium finder man blandt persillesovs på piskefløde og sprødstegt flæsk kokken Chano Jørgensen.

Til dagligt er han med til at lange danske, klassiske retter over bordet på Guldkroen.

Den ene dag vaskede han op, den efterfølgende dag skrællede han gulerødder - og nu er han køkkenchef.

Men midt i al rødgrøden og de gigantiske schnitzler dukkede tanken op, at Chano ville udgive en digtsamling.

Og pludselig skrives forfatter på CV’et, men det er ikke bare hvilken som helst digtsamling.

Hvor digte ofte drager lidt inspiration fra samfundet og afspejlinger af virkeligheden fra forfatterens perspektiv, er digtsamlingen en direkte åre ind til Chanos største krise nogensinde i sit liv.

Kæresten gik fra ham for 4 år siden, og det hele blev kickstartet den dag, hvor han kom så langt ud, at han havde læst alle hendes beskeder på telefonen - hvor han fik fornemmelsen af, at der var noget helt galt.

Han konfronterede kæresten, som til sidst brød sammen og meldte ud, at det er slut.

“Er jeg egentlig sindssyg?”

Verden brød sammen.

Tvangstanker fyldte meget i hans liv.

Han havde kun 10 timers arbejde om ugen og var meget ynkelig. Han sad hjemme hele dagen og det vildeste, der kom på tale i løbet af dagen, var måske at bage et brød eller støvsuge.

Han blev smidt ud af fælleslejligheden, og hele hans liv blev nulstillet.

Han gik jævnligt til psykolog, og blev på et tidspunkt kørt ned til psykiatrisk skadestue - og med et ophold på et sted, hvor der ikke er noget dørhåndtag, rummet byder på en overfaldsalarm og bordet er boltet fast i gulvet?

Så begyndte Chano at overveje: “Gad vide om jeg er skrupskør?”

Diagnosen?

Lægerne var alle enige om, at Chano bare trængte til et kram.

Og denne rejse på kanten af mentalt helbred inspirerede til ikke blot digtsamlingen, men også selve titlen - EPIKRISE.

"Alt, som bliver skrevet ned af psykiateren, laves til en journal, som sendes til den almindelige læge og navnet på den journal kaldes en ‘epikrise’."

Efter bruddet begyndte han at skrive sine tanker ned - så fik han det ud af hovedet og bearbejdede tankerne ved at formidle dem på papiret.

Han har egentlig altid skrevet ting ned, når tankerne flød over - i hans unge dage blev det til tåkrummende teenage-ballader, men med årene har skriveriet udviklet sig.

Efter et års tid kiggede han skriblerierne igennem og opdagede, at det egentlig lignede en digtsamling.

I starten gik han og puslede med tanken om en komedieroman, da Chano altid har haft en drøm om at være stand-up-komiker, men aldrig har taget skridtet - men da han smed digtsamlingen på bordet, så var udgiveren vild med det.

Folk i omgangskredsen troede først, at det var en joke, men denne gang var det den ægte vare

 “Psykologen anbefalede endda, at jeg skulle udgive den.”

Skriveriet hjælper i nuet såvel som senere i livet, da han kan vende tilbage til en sindstilstand, som er dokumenteret via digtene - på den måde kan han undgå at komme tilbage til det og samtidig lære fra det.

“Jeg håber, at jeg måske kan hjælpe andre med deres følelser. Jeg mangler lidt, at drenge må være kede af det og vise følelser.”

Chano skriver et par digte om ugen - nogle bliver et hit, mens andre hurtigt bliver glemt.

Han bruger tit fuldskab til at tappe ind til nogle andre tanker - men ‘ulykken’ er dog inspirationskilden over dem alle.

“Jeg skriver allerbedst, når jeg er ked af det. Nogle gange er det rart at være ked af det. Det er svært at skrive, at alting bare går godt. Jeg er tit bange for, når jeg er glad, at følelsen går væk. Jeg tænker rigtig mange tanker hele tiden.”

“Du må love mig, du aldrig bliver kok”

Mens digtsamlingen fylder i hverdagen lige nu, så er dagligdagsjobbet stadigvæk rettet mod kogegryderne.

Selve passionen for madlavning og god mad startede helt tilbage i barndommen.

Hans far var kok, og moderen var tjener, så han har altid været med ude og spise og været en del af restaurationsbranchen.

Men faderen sagde til Chano fra begyndelsen: Du må love mig, at du aldrig bliver kok.

“Min far var ret sikker i sin sag - sene arbejdstider, sindssyge mennesker og en helt anden livsstil - det ville han ikke have, at jeg kom ud ud i.”

Chano startede på universitetet og læste dansk efter gymnasiet, men fandt det røvsygt efter nogle måneder.

Så ramlede hverdagen med bruddet og en turbulent tid med digtsamlinger og lange dage.

Derefter startede han på kokkeskolen og tog grundforløbet som 21-årig, da han altid har elsket at lave mad.

Det var dog ikke helt lykken, hvis man var typen, der gerne ville udvikle sig og lære nye grene af gastronomiens kunst.

“Jeg synes, at kokkeskolen i Valby er virkelig dårlig. Man bliver ikke stimuleret nok - der var eksempelvis én på mit hold, som skulle i fængsel efter grundforløbet. Det siger lidt om klientellet på skolen.”

Dem, som kunne de grundlæggende ting og gerne ville videre til næste skridt, blev ikke taget hånd om, og det virkede mest af alt til at være en hjælpestation for de udsatte.

Kokkedrømmen blev sat på pause, og Chano prøvede i stedet kræfter med jobbet som konditor, hvor han prøvede at lære kunsten og samtidig tjene penge, indtil han tog sit næste skridt.

En dag stod han ude foran køkkenet på en tidligere restaurant, som Umut Sakarya arbejdede på i sin tid.

Chano var lidt småfuld den aften, sneg sig ud i køkkenet og sagde til Umut: ‘Kan jeg få et job?’

Umut svarede: ‘Kan du starte i morgen?’

“Jeg skulle heldigvis ikke noget dagen efter, og gik i gang med arbejdet - og der var fundamentet allerede lagt til Guldkroen og Frank Svärd spurgte mig, om ikke jeg ville være med på den.”

Chano nævnte for Frank, at han ikke havde færdiggjort sin kokkeuddannelse, så der var nogle ting, han ikke kunne endnu - men Frank tog hånd om ham og sagde, at det lærte de hen ad vejen.

Og gennem den autodidaktiske tilgang til branchen samt kyndig mentor-vejledning af Frank er resten historie.

“Så længe der er en udvikling, så nyder jeg at være der. Vi har det bedste team og er bedste venner. Vi tager ud efter arbejde og drikker os stive. På vores fridage tager vi ud og spiser sammen. Vi er en lille familie.”

Og forretningen kører strygende uden splid og gnidninger trods det faktum, at de stort set alle sammen har været sammen hver eneste dag i snart 3 år.

Selv kalder han ikke sig selv kok, da han har respekt for uddannelsen - men han nyder alligevel at punktere alle de egoer, som man oplever i kokkefaget.

“Jeg ser mig selv som en hyggekok - jeg kan ikke klare, når det skal være alt for fint. Det er utrolig flot med Michelin-stjerner og finedining, men derfor behøver vi ikke stå i hver vores ende af rummet.”

Chanos vil gerne huskes for at være et helt igennem rart menneske, og hans værdier handler om at gøre folk glade - hvad enten det er gennem sit råt for usødet indblik i sine inderste tanker i digtsamlingen, eller gennem maven med perfekte tilberedte schnitzler og smørstegte kartofler.

Når man er kok, så er der en ofte fordom om, at man kun spiser fin mad.

Chano skamelsker bolognese.

“Alt mad er lækkert, så længe det er smagt til.”

Men hvad byder fremtiden på for Chano?

“Hvis jeg på et tidspunkt ikke skal være på Guldkroen, så skal jeg ikke være et andet sted. Så skal jeg lave noget helt andet end madlavning”.

Hvis han ikke var havnet hos Umut og Frank, så var han nok gået en helt anden vej.

Han har i skrivende stund allerede idéer til en efterfølger, og Epikrise har fået en god medfart, mange positive kommentarer og fået respekt for at turde gå derud, hvor få mænd valfarter.

“Jeg har en kæreste nu. Jeg har advaret hende om, at hun skal passe på - måske bliver hun en toer?”