Daybreakers - Ude på Blu-ray of dvd
Forstil dig at du sidder på en café og tjeneren spørger dig; "Tager du blod og sukker i din kaffe?" Sådan ville hverdagen nok være, hvis man var en vampyr.
Drengerøvs faktor: 95 %.
(Hvad betyder ninjaer og drengerøvsfaktor?)
Daybreakers - Trailer
Året er 2019. Vampyrerne har overtaget verden, derfor er menneskeheden en uddøende race. Det er et problem for vampyrerne, der jo lever af menneskeblod. Den stigende blodmangel er også begyndt, at sætte sine spor i samfundet. Nyhederne melder om optøjer rundt omkring i verden og en stigning i antallet af blod relaterede forbrydelser. Hvis vampyrer ikke får menneskeblod jævnligt, forvandles de nemlig til vanskabte monstre, en slags spedalsk vampyr.
Den magtfulde forretningsvampyr, Charles Bromley (Sam Niell) ejer Bromley Marks, et firma, der lever af at sælge blodrationer. Her arbejder Edward Dalton (Ethan Hawke), en videnskabsvampyr, der har opfundet en ny form for erstatningsblod, der vil gøre det muligt for vampyrer at overleve uden at skulle dræbe mennesker. Ed bryder sig nemlig ikke selv om at drikke menneskeblod, men foreløbige test på andet end vampyr-dyr, har ikke virket.
En sen aften på vej hjem fra arbejde bliver Ed involveret i et trafikuheld med kvindemennesket Audrey (Claudia Karvan). Senere samme aften bliver han opsøgt af kvinden, der fortæller ham at hun kender en mand, der har fundet en kur. Hun bringer ham i kontakt med den coole Lionel 'Elvis' Cormac (Willem Dafoe). Han var tidligere selv vampyr, men er nu blevet et dødeligt menneske igen. Lionel påstår, at hemmeligheden ligger i solen. Hvis en vampyr er udsat for en koncentreret mængde sollys, i en kort periode, vil dette og gøre dem til et menneske igen.
Straks ser Edward en mulig fremtid for menneskehedens overlevelse og at vende om på sin egen skæbne, men tiden er knap for Charles Bromley har helt andre skumle planer for menneskene. Der er derfor dømt blodbad i det endelige opgør mellem de gode og de onde.
Vampyrerne må i den grad siges at have fået et comeback, efter kæmpe succesen med Twilight og tv-serier som Vampire Diaries og True Blood.
Manuskriptet til Daybreakers skrev brødrene Spierig allerede tilbage i 2004, men det blev en lang proces, at få filmen finansieret og optagelserne kom derfor ikke i gang før slutningen af 2007.
I mellemtiden kom så Twilight, der fik genren til at eksplodere, så da Daybreakers endeligt var færdig, virkede idéen ikke længere så original, som tiltænkt og filmen gik hurtigt i glemmebogen.
Det er synd for Daybreakers byder faktisk på en rigtig god og anderledes vampyrhistorie og har et ganske interessant og gennemført, nærmest tegneserie-agtigt univers. Og så er der ca. 90% mere action og blodsugning, end i den noget tamme Twilight saga.
Både billedet og lyden er fremragende på blu-ray udgivelsen. Der forekommer et par mørke scener i filmen, som godt kan virke lidt kornet, men det skyldes formentligt, at man har brugt røg kanoner under optagelserne, for i andre scener står billedet knivskarpt.
Lyden er klar og har en fantastisk bund. Subwooferen har virkelig noget at arbejde med her og der er også godt gang i bag højtalerne.
Anderledes blodfattig er udgivelsens ekstramateriale. Der er faktisk slet ingenting at hente her. På den amerikanske udgivelse finder man både en dokumentarer, storyboards og en kort film af instruktørerne, så det er en anelse skuffende, at Nordisk Film ikke har kunnet presse det ind på den skandinaviske udgivelse også.
Daybreakers er netop udkommet på Blu-ray og dvd.
Teknisk information
Original titel: Daybreakers
Instruktør: Michael Spierig og Peter Spierig
Medv: Ethan Hawke, Willem Dafoe, Claudia Karvan, Sam Neill og Michael Dorman
Billedformat: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Længde: 94 min.
Premiere dato: 21. januar 2010
Biodistributør: Nordisk Film