Connery

Dansk-zambiansk boksehåb: Pigerne forstår mig ikke

Som 24-årig missede Enock Poulsen OL-drømmen med et enkelt point i den afgørende kamp. I dag er drømmen at blive verdensmester, men det kræver alt.

Dansk-zambianske Enock Poulsen er 26 år gammel. Han kom til Danmark fra Zambia som 6-årig, da hans zambianske mor fandt en dansk kæreste. Som 10-årig introducerede hans stedfar ham for boksning, og i dag beskrives han som et af Danmarks største boksehåb. 

Enock er ubesejret som professionel i vægtklassen letweltervægt med 9 sejre i 9 kampe. Han ligger i top 100 i verden på den anerkendte rangliste Boxrec som en af kun to boksere med under ni kampe.

ANNONCE
Foto: Mette-Margrethe Nielsen - Dansk-zambiansk boksehåb: Pigerne forstår mig ikke Foto: Mette-Margrethe Nielsen

Valgte sporten over gaden

Men vejen dertil har ikke været nem. Det har krævet dedikation og ofre i en grad, som de færreste unge mennesker er villige til at bringe. Som da han som 19-årig droppede sin uddannelse i arabisk på Odense Universitet og flyttede til Aarhus - væk fra familie og venner og uden at kende en sjæl - for at satse alt på boksekarrieren. 

Men det var samtidig et vendepunkt for ham, for han “var ved at komme ud i noget skidt”, og nu skulle han beslutte, hvordan han ville prioritere sit liv. Enock valgte sporten, og han har ikke set sig tilbage siden. 

OL-chokket

Grunden til, at Enock flyttede til Aarhus i 2011 var, at drømmen om OL i 2016 kom inden for rækkevidde. Den unge mand var talentfuld - det kunne alle se - men det ville kræve hele hans koncentration og arbejdsindsats, hvis det mål skulle nås. 

I fem år var hele Enocks amatør-karriere bygget op om kvalifikation til OL i Rio i 2016, men i sidste øjeblik glippede drømmen - med et nederlag på bare ét point i den afgørende kamp.

Efter den oplevelse var beslutningen om at gå professionelt til gengæld nem at tage, og i dag er OL blevet uinteressant for Enock, der i stedet drømmer om at blive verdensmester.

ANNONCE
Sponsorbilen - Dansk-zambiansk boksehåb: Pigerne forstår mig ikke Sponsorbilen

Direktøren for det hele 

I dag er Enocks liv 100 procent koncentreret om boksningen, og det handler ikke kun om træningen men også om alt det udenom som sponsorater, regnskab, salg af merchandise og så videre. 

"Det er nok lidt ligesom at have sin egen virksomhed,"  

"Jeg har en manager og en promotor, men sponsorater klarer jeg selv. Det betyder, at jeg tager kontakt til folk, der kan hjælpe mig med penge eller en hjemmeside for eksempel, og så får de eksponering via mig til gengæld. Jeg sælger også merchandise," forklarer han.

Enock Poulsen fortæller, at da han for nyligt skulle bruge en ny bil, ringede han selv rundt til mindst 20 bilforhandlere, indtil en endelig sagde ja til aftalen. Men det er det, der skal til, siger han. 

Ingen tid til piger

Men det betyder også, at sporten med alt inklusiv tager alt Enocks tid, og der er ikke meget plads til at leve et liv, som de fleste unge mennesker på hans alder gør - med alkohol, byture og piger for eksempel. 

"Det er lidt svært at have en kæreste, når man bruger så meget tid på sporten, som jeg gør. Pigerne forstår ikke rigtig, at det kræver så meget dedikation, og at jeg ikke altid har mulighed for at prioritere det derhjemme. For eksempel i tiden op imod en kamp, hvor jeg skal passe rigtig meget på vægten - det kan godt være svært," fortæller Enock Poulsen, der er single. 

Målet: De skal have samme chance som mig

Men arbejdet er det hele værd. Det er Enock overbevist om.

"Jeg har ikke noget imod at kæmpe og arbejde hårdt nu, hvis det betyder, at alt kan blive bedre i fremtiden. Egentlig kunne jeg godt have råd til en rigtig lejlighed i dag, men jeg vil hellere bo på et sportscollege og så spare de penge og bruge dem på karrieren i stedet," fortæller han. 

Drømmen er at tjene penge nok til at kunne åbne og drive en sportsskole for unge mennesker i Zambia. 

"Jeg vil gerne give noget tilbage og hjælpe unge mennesker dernede med at få samme chance, som jeg fik." slutter Enock.

ANNONCE
Enock Poulsen

26-årige Enock Poulsen bokser i super letvægtsklassen

Så sent som den 24. november 2018, tog han den 9. sejr på KO, mod spanske Kelvin Dotel.

Man kan i øvrigt læse mere om Enock på hans egen hjemmeside: Enockmpoulsen.dk 

Aarhus og bokserne:

Enock er ikke det eneste danske boksehåb, der har hjemmebane i Aarhus. Tidligere på efteråret lavede vores kolleger på M! et portræt af let-sværvægtsbokseren Jeppe Morell, der har lignende drømme for karrieren. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce