Motor

Dansk firma slår hånden af Tesla: Sælger alle deres aktier

Den danske pensionsfond, som forvalter over 150 milliarder kroner, har mistet tålmodigheden med Tesla og dets excentriske direktør.

Dansk firma slår hånden af Tesla: Sælger alle deres aktier
Tesla

Danske investorer vender Tesla ryggen, og det er ikke fordi, de pludselig er blevet vilde med dieselmotorer.

AkademikerPension har nu solgt alle sine Tesla-aktier og sortlistet selskabet – og begrundelsen kan koges ned til to ord: Elon Musk.

Musk skræmmer danske investorer væk

Den danske pensionsfond, som forvalter over 150 milliarder kroner, har mistet tålmodigheden med Tesla og dets excentriske direktør.

Ifølge fondens talsmand Jens Munch Holst er det primært Musks politiske udtalelser, rod i ledelsen og manglende respekt for fagforeninger, der har fået dem til at smide Tesla-aktierne på porten.

“Vores tålmodighed er sluppet op,” siger Holst til Bloomberg og tilføjer, at Musk er i gang med at “ødelægge Teslas brand og værdi.”

En halv milliard i aktier er nu væk

På sit højeste ejede AkademikerPension Tesla-aktier for en halv milliard kroner, men de er nu solgt.

Beslutningen kommer samtidig med, at Teslas aktiekurs er styrtdykket – et fald på næsten 50 procent, svarende til et tab på cirka 8 billioner dollars globalt.

Om flere pensionskasser vil følge trop, er endnu uvist, men i Sverige sidder Syvende Nationale Pensionsfond allerede og skæver nervøst til udviklingen.

Tesla i krise og faglige konflikter hjælper ikke

Tesla har også været i konflikt med det svenske fagforbund IF Metall i mere end et år, hvilket har trukket flere fagforeninger fra både Sverige og Danmark ind i kampen.

LO følger udviklingen, men holder endnu fast i, at de vil forsøge at presse Tesla indefra gennem et fælles etisk råd.

Hvor meget AkademikerPension eventuelt har tabt på salget, er uklart – men hvis man kigger på Teslas seneste aktiekurs, er det nok ikke småpenge.