Den danske kampsportsverden står over for en historisk udvikling. En ny, samlet platform for både amatør-, elite- og professionel kampsport bliver nu lanceret, og ambitionerne er store: Dansk kampsport skal på verdenskortet.
Læs også: Mike Tyson afslører sandheden bag den virale lussing til Jake Paul
Bag initiativet står nogle af landets største kampsportsforbund og professionelle arrangører, der nu går sammen om at styrke sportens synlighed og tilgængelighed gennem et nyt digitalt univers. Fightsport.dk bliver omdrejningspunktet for både stævner, mesterskaber og events i hele Danmark – og målet er at samle kampsportens aktører i et stærkt fællesskab.
Samlet strategi for vækst og eksponering
Den nye platform skal ikke blot være et samlingspunkt for udøvere og fans, men også et kommercielt setup, der kan tiltrække sponsorer, mediepartnere og nye talenter til sporten. I en tid hvor amatørforbundene oplever stigende krav til egenfinansiering og synlighed, er et stærkt fælles initiativ afgørende for sportens fortsatte udvikling.
Bo Bøgeskov, fungerende formand for Danmarks Bokse-Union, ser store muligheder i det nye tiltag:
“Vores ambition er at bringe dansk bokse- og kampsport til nye højder. Med denne platform skaber vi fundamentet for et stærkere fællesskab og flere ressourcer til vores udøvere.”
Også fra den professionelle lejr er der stor opbakning. Bettina Palle, boksepromotor, understreger vigtigheden af en fælles stemme:
“Dette initiativ giver os en unik mulighed for at samle og løfte boksning i Danmark. Vi får nu en fælles stemme, der kan tiltrække både sponsorer og nye fans.”
Første event allerede i februar
Fightsport.dk bliver officielt lanceret den 11. februar, og allerede kort efter kan platformen præsentere sit første store event: Jyske Mesterskaber og Jyske Begyndermesterskaber i boksning, som afholdes fra 28. februar til 2. marts i Forum Horsens.
Ifølge Otto Knudsen, MMA-promotor, er initiativet afgørende for kampsportens udvikling i Danmark:
“MMA og andre kampsportsgrene er i rivende udvikling, og med denne platform kan vi sikre, at sporten når ud til endnu flere og opnår den respekt og opmærksomhed, den fortjener.”
Mere end en platform – et nyt kampsportsunivers
Fightsport.dk skal være mere end bare en streamingplatform. Planen er at skabe et univers, hvor kampsportens mange aktører – fra udøvere og forbund til sponsorer og fans – får en fælles arena at samles om.